Seniorlivsskribent: Jeg er kommet op på cyklen igen efter en lang ufrivillig pause

10 måneder uden at cykle er lang tid, når man er i slutningen af 70'erne. Nu er jeg tilbage på cykelstien, hvor man skal vogte sig for knallerter, elcykler, elløbehjul og flokkene af racercyklister

Ugens seniorskribent har cyklet hele sit liv - også selvom hun er i slutningen af 70'erne. Træerne vokser dog ikke ind i himlen, og sygdom har sat cykling på pause for en stund. Nu er hun tilbage på cykelstierne - og det er ikke helt som det plejer
Ugens seniorskribent har cyklet hele sit liv - også selvom hun er i slutningen af 70'erne. Træerne vokser dog ikke ind i himlen, og sygdom har sat cykling på pause for en stund. Nu er hun tilbage på cykelstierne - og det er ikke helt som det plejer . Foto: Lars Havn Eriksen/Biofoto/Ritzau Scanpix.

Lige siden jeg var en seksårig skolepige, har cyklen været mit vigtigste transportmiddel. Jeg fik min første rigtige cykel, da jeg skulle begynde i 1. klasse. Den var grøn, nymalet og meget flot. Brugt, ja. Men jeg var stolt. Mine forældre anviste mig cykelruten på 2-3 kilometer op til skolen en enkelt gang. Derefter kørte jeg den selv hver dag. Nogle gange fulgtes jeg med en legekammerat. Men de havde fået bil. Det havde vi ikke. Cyklen var også mine forældres eneste transportmiddel, indtil de fik deres første bil, da jeg var omkring 10 år. Jeg husker ikke, at jeg tænkte, at det var surt at skulle cykle. Det var bare sådan, det var. 

Som voksen har jeg cyklet, hvor som helst jeg kunne komme til det. Følelsen af frihed med luft og vind og dufte gør mig høj. Da jeg var ung, sejlede jeg som stewardesse – også kaldet kahytsjomfru – med A.P. Møller-tankskibe. Dengang på "Elizabeth Mærsk" anskaffede vi et par cykler, som blev sat i land hvor som helst: landene i Den Persiske Bugt, hvor vi hentede olie, i Sydney, Australien, Venezuela med videre. I Washington D.C., USA, meget senere i mit liv købte jeg en mountainbike før en bil. Senere har cykelturene til og fra arbejde fået vasket problemerne ud af kroppen. Når jeg var hjemme, var jeg hjemme og nærværende – i hvert fald i min erindring!  I lange perioder har jeg dog som så mange andre været nødt til at køre med tog eller i bil på arbejde. Alligevel har mine cykelvaner hængt ved.