For få dage siden blev jeg færdig med ”Pagten”, forfatteren og digteren Thorkild Bjørnvigs bog om ”Mit venskab med Karen Blixen” fra 1974. En dybt fascinerende og lidt skræmmende fortælling om den magt over et andet menneske, hun forsøgte at tiltage sig.
”Jeg måtte ikke have andre guder end hende, og ifølge pagten var jeg hendes og ingen andres,” skriver Bjørnvig. Det er også en fortælling om Karen Blixens dybe ensomhed. Af en eller anden grund havde jeg aldrig fået læst den før nu.
Fra jeg var helt ung, har jeg læst alt, hvad Karen Blixen har skrevet. Jeg har læst det meste af, hvad der er skrevet om hende både på dansk og på engelsk, set diverse dokumentarudsendelser og film. Hun bliver ved med at forundre mig. Senest under sidste års coronanedlukning underholdt jeg mig hver eftermiddag med podcasts og et strikketøj. En serie, ”Kaarsberg Mysteriet” på DR af Klaus Rothstein, åbenbarede nye detaljer og ny viden om Karen Blixen om, hvad der har inspireret hende til at leve det liv, hun valgte. Serien var i fem afsnit, og jeg måtte kun høre et afsnit ad gangen, havde jeg pålagt mig selv. Jeg glædede mig til eftermiddagen. Serien handler om én, for de fleste, tror jeg, i dag ukendt forfatter, opdagelsesrejsende og læge, Hans Kaarsberg, 1854-1929. Han var embedslæge i Slagelse, men rejste også ud i verden og skrev blandt andet bogen ”Stort Vildt”. Det er den bog, som den 21-årige Karen Blixen læste højt af for sin bror, Thomas, ved en stor sten i Folehaveskoven ved Rungstedlund. Det var her, de to søskende indgik pagten om at udforske og opleve ”det store i verden”. Podcastserien udfolder, hvem Hans Kaarsberg var, og lægger nyt til puslespillet om Karen Blixen. Vores ellers velassorterede lokale bibliotek vidste ikke, hvem Kaarsberg var, men de skaffede ”Stort Vildt” hjem fra universitetsbiblioteket i Aarhus. Dygtige mennesker.
Tidligere endnu dukkede hun igen op i mit liv, da jeg var ansat på den danske ambassade i Washington D.C. Suzanne Brøgger og den amerikanske forfatter Judith Thurman havde sammen skrevet et skuespil om Karen Blixen, ”Karen Blixen’s Lost Tale”. Det ville de gerne have opført og bad om min hjælp til en række praktiske ting. Det var i 1999. Judith Thurman er forfatter til den meget roste biografi om Karen Blixen ”Isak Dinesen: The Life of a Storyteller”. På dansk ”Karen Blixen, en fortællers liv”. Stykket blev opført af et lille teater, Scena Theater, i teatersalen på museet Women in the Arts. Det er bygget over Karen Blixens liv på et afgørende tidspunkt, da hun i 1931 er på vej hjem fra Afrika. Om det kun fik opførelser i Washington, eller det kom til New York og København, som planen var, ved jeg simpelthen ikke.
Min dygtige dansklærer i gymnasiet introducerede os unge, håbefulde til Karen Blixens forfatterskab. Hun fængede straks i en påvirkelig 18-19-årigs sind. I 1962 havde Danmarks Radio en aften en stor udsendelse med Karen Blixen på tv. Måske i forbindelse med hendes død? Næste dag gik snakken gennem hele dansktimen om udsendelsen. Jeg var den eneste, der ikke havde set udsendelsen, og kunne ikke tale med, fordi vi ikke havde fået tv endnu derhjemme. Min far syntes, det var overflødigt, når nu der var så meget interessant at lytte til i radioen. Men han gav sig. Den næste dag, en lørdag, gik han over til radioforhandleren og købte et tv, da han var kommet hjem fra arbejde.
Mine første Karen Blixen-bøger blev indkøbt som 21-årig i 1964. Jubilæumsudgaven i syv bind, som udkom kort efter hendes død. Siden er der kommet en del flere til på reolen. Novellerne i ”Vintereventyr” står meget højt på min favoritliste, og det hænder stadig, at jeg læser en af dem, for jeg ved ikke hvilken gang. Sproget og de eventyrlige fortællinger om menneskeskæbner bliver ved med at fascinere. Det, hun blandt andet lærte mig dengang, var, at du bedre forstår dig selv, dit eget land og din egen kultur, når du rejser ud og oplever verden. Du vender hjem igen med en masse indtryk, et bedre overblik og et glimt i øjet over dit egen lille smørhul af et land. Gad vidst, hvornår hun melder sig igen og vil mig noget?