I morges tabte jeg en stor dåse hvid maling. Ud over køkkenbordet, ned på gulvet og helt op i håret sprøjtede den. Mine bukser, strømper, forklæde og sandaler blev hvide hele vejen ned. Jeg var sulten som en ulv, men det var nu eller aldrig, hvis køkkenbord, gulv og tøj skulle reddes. Jeg klarede hele molevitten på en lille time undtaget forklædet, som jeg sænkede i skraldespanden i triumf, fordi det var grimt. Mit krigsbarnsinstinkt siger ellers, at man skal passe på tingene eller give dem til nogen, som kan få glæde af dem.
Nu er jeg ”rig” i kraft af min pension efter 50 år på arbejdsmarkedet. Alligevel nyder jeg at narre min egen strenge overdommer for et forklædes skyld. Det er vildt, så dybt barndommens disciplin sidder i én.
Jeg tror, at vi, der er født under Anden Verdenskrig og lige efter, hvor samfundet stadig var fattigt, er de fødte klimaaktivister. På grund af den tids stærke værdier om at passe på tingene. Sy og reparere. Satse på praktiske og holdbare ting. For eksempel FDB’s arkitekttegnede møbler fra 1945. Og den allerstærkeste værdi: at passe på vores fællesskab i et samfund der, bortset fra de modstandsfolk, som blev sendt i KZ-lejr, var undsluppet krigens rædsler.
Vi var milevidt fra nutidens fokus på individets frihed, ekkokamre på sociale medier, datingportaler og forbrugersamfund. Vores verden var fuld af normer om ikke at smide ting væk, der kunne fikses og gøre nytte. Jeg syede ærmelapper på min fars tweedjakker, vendte hans skjortekraver og syede tøj af min mors aflagte. Engang imellem ramte jeg plet, så det blev eddersmart på den rå måde.
Der boede en mand i vores opgang, som havde været modstandsmand ligesom min far. Hans kone forærede mig ternede flannelsstoffer og jernbanefløjl til at sy skjorter, nederdele og bukser af. Det var en fest. Der var ”brændende kærlighed” på middagsbordet som tak, når jeg var klar med produkterne.
Der var også normer om aldrig at svigte en aftale, fordi der dukker noget bedre op. For så sårer du et menneske. Som det hele tiden sker i datinguniverset. At færdes dér kræver robusthed.
Jeg har ikke været der, for jeg har herrevenner af bedste karat, som jeg har mødt for længe siden i den fysiske verden. Små glædesfrø løsrevet fra den hverdag, vi nu lever i. Vi støtter hinanden, diskuterer, oplever sammen og fortæller nyt. Én er far til mine børn og to var engang mine elskede og måske derfor de dybeste venner.
Jeg har lige hørt ”Stafetten” på P1 med Clement Kjersgaard om klimaproblematikken nu og på langt sigt. Lige til tiden her i det nye år, hvor vi er åbne og parate til at tænke og handle nyt. Forfatteren Kaspar Colling Nielsen sagde i programmet, at klimaproblemerne er dybt alvorlige for alle – også de rige, som FN’s klimarapport fra 2020 dokumenterer. Han tvivler på, at statsledere på demokratisk vis kan ændre vores forbrug, fordi vi er forlystelsessyge og elsker afveksling og spænding. Vi vil ikke af med vores privilegier og frihed til at gøre, hvad vi har lyst til. Et klima-sammenbrud har så lang inkubationstid, at vi fortrænger vores viden om, at det kan blive en realitet.
Han mente, at pædagogisk påvirkning om klimaadfærd kun virker på de i forvejen frelste; en grisebonde i Sønderjylland har typisk et andet verdensbillede. Derfor må vi acceptere en eller anden form for totalitarisme fra staten, når det gælder klimaet. De skandinaviske lande bør gå i spidsen, fordi vi er rige i modsætning til for eksempel Indien, hvor premierminister Modis kamp først og fremmest er at få sit folk ud af fattigdommen.
Da radioprogrammet var forbi, tænkte jeg på alle dem, jeg møder i ejendommens skralderum. De, der sorterer deres skrald, er især ældre og gamle beboere. Vi læner os tit op ad containerne og snakker klima. Vi er med på, at plastic er uovertruffen til opbevaring, men skræmte over, at vi nu har to kæmpestore containere til plastic, hvor vi for fem år siden let kunne klare os med én. Vi vil gerne undvære plastic. Vi ved, hvad det handler om fra vores barndom. Jeg har købt bogen ”Skrald” på Eksperimentariet til mine 8- og 10-årige børnebørn, og de er heldigvis med på ”en lytter”. Det er jo dem og deres børn, der er i farezonen.
Vi kan gøre mere hver især. Bakke op om dem, der går foran. Påvirke vores børnebørn.