Seniorskribent: Min hjerne samler på sorger og glædesfrø fra fortiden

Alt, hvad vi har oplevet i livet, gør os til dem, vi er. Det gælder både de bedste kys og de største ydmygelser. Men fortrængningen lever også

Alt, hvad vi har oplevet, elsket og lidt, ligger i vores hjerneskal og påvirker vores identitet og karakter, skrvier Margrethe Kähler.
Alt, hvad vi har oplevet, elsket og lidt, ligger i vores hjerneskal og påvirker vores identitet og karakter, skrvier Margrethe Kähler. Genrefoto: Gemma Evans/Unsplash

Vi lægger livet bag os hver eneste dag. Hvert eneste øjeblik. Hvad kan vi huske? Hvad vælger vi at mindes? Hvad ønsker vi ikke at huske, men husker alligevel? Måske er det kun vores krop, der husker, fordi oplevelsen var for skræmmende eller overvældende.

Selv bærer jeg nødig bakker fyldt med glas og kopper. Går hellere flere gange med tingene i hænderne, fordi min far elskede at springe frem bag en dør og forskrække mig, så jeg tabte hele molevitten. Forleden gjorde et barnebarn det samme i sjov. Jeg stak i et ulvehyl og forstod pludselig sammenhængen. Han fik en krammer og lovede aldrig at gøre det igen.

Nogle gange leger hukommelsen med os. Spiller os et puds og vender virkeligheden på hovedet. De fleste gange opfører den sig heldigvis som en god lagerforvalter og sorterer tingene tematisk, hvor de hører hjemme: barndom, skole, arbejdsliv, kærlighedsliv, fødsler, aldring, sygdom og død. Men ikke altid og langtfra præcist.

Jeg tror, vi alle tager skade på den ene eller den anden måde i barndommen. Kun hvis verden og alle omkring os var perfekte, kunne vi slippe for ar på sjælen og kroppen. Det afgørende er, hvordan vi reagerer på disse skader. Erkender vi dem? Hvad gør de ved vores forhold til andre mennesker? Vil vi for enhver pris undgå smerte? Eller ser vi dem i øjnene og lever med, at sorg og glæde er uløseligt forbundet med at være menneske? At uden dem bliver vi og verden tom og følelsesflad!

Nogle oplevelser bliver liggende i hjernens arkiv som glædesfrø. Mine forældre for eksempel, der rullede gulvtæppet til side og dansede, når der var penge i kassen. Og barrikaderede døren med en bogreol, når de ville have fred til at elske. Min mormor, der gav min morfar morgenmad på sengen med disse ord: ”Sofus, jeg elsker dig”. Når hun var rasende på ham, forsvandt hun til gengæld ovenpå og stampede i gulvet bag en lukket dør, mens hun bandede som kaptajn Haddock. Glad og tilfreds bagefter, for nu havde hun fået luft.

Alt, hvad vi har oplevet, elsket og lidt, ligger i vores hjerneskal og påvirker vores identitet og karakter: barndomshjemmet, bedsteforældrene, den første cykel, legekammeraterne, den første elskov, de bedste kys og dem, vi har elsket. Men også de største sorger, skam, ydmygelser og fortrydelser. Kun, hvis vi får en demenssygdom, vil ”glemselshavet” stige og efterhånden dække både de værste og de bedste oplevelser i vores liv.

Livet igennem har vi brug for andre mennesker at fortælle vores oplevelser og livshistorie til. Som en hjælp til afbalancering og realitetstjek. Et skud fornuft, når vores følelser er et oprørt hav. Hjælp til at befri os fra fortidens skygger, så vi indser, at sådan var det, og det er der ikke noget at gøre ved. Så vi kan afslutte historier, der har ulmet i sindet alt for længe og hvis udfald, vi er magtesløse overfor.

De bedste snakkemakkere er loyale. De fortæller ikke vores historie videre for at gøre sig interessante eller spille smarte. De siger fra, hvis de tror, vi tolker skævt eller forkert. Eller er fanget i vrangforestillinger og ikke vil se virkeligheden i øjnene. Som min veninde, der sagde: ”Hvis han ikke virker interesseret, så er han ikke interesseret.” Eller min ungdomskæreste, som fortalte, at det var mig, der havde slået op med ham dengang og ikke omvendt, som jeg altid havde troet. Min fortrængning var så dyb, at han måtte tjekke gamle breve som bevis for at overbevise mig.

Bag vores fornuft ligger vores følelser og påvirker, hvad vi oplever og husker. Tit fylder følelserne som en vandmelon i vores hjerne og fornuften som en grønært. Når vi drømmer, og når vi bliver ældre og har forladt arbejdsmarkedet, kommer de frem. Hvem kender ikke til at vågne op af et mareridt midt om natten, fordi man er dumpet til den embedseksamen, men bestod så fint for mere et halvt århundrede siden? Eksamensskrækken har ikke sluppet sit tag. Præstationsangsten ligger stadig på lur. Måske er vi inderst inde bange for andre mennesker. Det kræver i hvert fald livslang træning at omgås dem.

Tænk, hvis vi til sidst kan sige som Uffe Ellemann-Jensen, der døde i søndags: ”Mine dage er talte. Jeg har fået alt, hvad jeg kunne ønske mig og mere til”.

Eller synge som Leonard Cohen: ”Hineni, hineni, I'm ready my Lord”.

Så vil livsringen være sluttet.