Seniorskribent: Min livslange identitet som sej og stærk er udfordret

Jeg er 80 år og ved at lære, at jeg ikke længere kan det, jeg kunne engang. Men det er også spændende at lære sin nye krop at kende og få den til at samarbejde, skriver Margrethe Kähler

Livet er værd at leve på kroppens nye betingelser, skriver Margrethe Kähler, der er dybt taknemlig for det danske sundhedspersonale.
Livet er værd at leve på kroppens nye betingelser, skriver Margrethe Kähler, der er dybt taknemlig for det danske sundhedspersonale. Foto: Leif Tuxen.

En ny livsfase er begyndt. Som en lang glidende bevægelse fra dristige spring til fald, der kan undgås, hvis man er forudseende nok. Men indimellem går det selvfølgelig galt alligevel.

Jeg har det som Hugo i børnesangen: ”Jeg er Hugo. Jeg er snedig og sej. Der er ingenting, der kan vælte mig”. Dét er min identitet, og den får selvfølgelig knubs, for nu er jeg 80 år og i gang med at lære på den hårde måde, at min krop ikke kan det, den kunne før. For eksempel at køre hurtigt og overhale yngre cyklister.

Det med Hugo og mig begyndte, da min far kastede mig i vandet fra en badebro som fireårig, før jeg kunne svømme. Han havde selv lært det meste på den barske måde og gjorde det til en del af sine børns dna. Suset og gyset satte sig fast i krop og sind for altid. Siden dengang har jeg svømmet, hoppet i brændinger, sprunget fra vipper og elsket at komme op gennem vandet som en pil i et hav af bobler.

Jeg er landet på benene det meste af mit liv trods dristige og ubetænksomme spring. Engang skulle jeg ned ad en lang, stejl kældertrappe med min første baby i armene. Jeg snublede i mine brede bukseopslag øverst oppe og fløj ud over trappen som en fugl. Vi landede begge uskadte på kældergulvet, og mine glædestårer flød, mens jeg vuggede os til ro.

En sommer rejste vi med skib i Sydgrønland, fordi drengens far skulle drøfte hjemmestyre med lokalbefolkningen med to grønlandske politikere. Drengen var seks år. Da skibet lagde til, trådte vi lige fra skibsdækket over på kajen om morgenen, men om eftermiddagen lå skibet to en halv meter længere nede på grund af tidevandet. Jeg tog øjemål af afstanden til dækket, løftede drengen op og sprang derned uden bøvl. Selvom det var barnemad for vores grønlandske skipper, sendte han mig et anerkendende nik.

Cyklen har været min livslange ven. Altid med den gule hjelm på. For det meste går det godt. Men det er slut med at ræse gennem mørke viadukter efter at have kørt oppe i lyset, for mine øjne kan ikke længere omstille sig fra lys til mørke på et øjeblik. For to måneder siden ramte jeg kantstenen inde i viaduktens mørke og fløj ud over cykelstyret, men slap med bøjede ribben i højre side og blå mærker. Kørte videre mod mit mål, for adrenalinen var der som en mis og sørgede for fokus. Ømheden meldte sig først senere.

Forleden snublede jeg i mine lange snørebånd på en grussti. Var midt i en god snak og opdagede ikke, at de hang løst bag mine fødder. Så lå jeg der i gruset på et splitsekund med et par bøjede ribben nu i venstre side og sår på hænderne. Det værste er næsten, at det gør ondt at grine i lang tid bagefter. I foråret faldt jeg foran Esrum Klosters café. Jeg krummede mig sammen og fik en stærk hånd af min makker og nul knubs. Det var de samme lange, lumske snørebånd på mine støvler, som fik mig i brostenene. Nu er snørebåndene væk, men de smarte støvler bliver.

Det tager tid at vænne sig til, at ens manøvrerum bliver mindre. Min livslange identitet som sej og stærk stritter imod. Samtidig er det spændende at lære sin nye krop at kende og få den til at makke ret. Snyde den til at kunne noget mere ved at tage en middagslur og forkæle den med dit og dat. Få to nye knæ på én gang efter i årevis at have klaret alt på cykel, hvor den tager kroppens vægt. Men ikke kunnet gå langt uden at tude og udmattet gå i seng klokken 20. Jeg føler dyb taknemmelighed over for vores dygtige sundhedspersonale, som er skyld i, at jeg kan cykle og gå som før med mine to nye, kunstige knæ. 

Jeg er blevet årvågen og påpasselig for alvor. Vil ikke ende som de legendariske franske bjergførere, jeg så fotografier af på Musée Alpin i Chamonix. De havde gennem generationer i bogstavelig forstand banet vejen for folk, der ville klatre og løbe på ski i alperne. Mange af dem fortsatte deres job, længe efter at de var fyldt 50 år, hvor finmotorikken begynder at svigte. Men både deres identitet og økonomi var tæt forbundet med deres job. Mange døde efter fald i bjergkløfter og sprækker. Heltemodigt og farligt. Jeg har aldrig glemt dem.

Ligesom Hugo vil jeg regne den ud, så livet er værd at leve på kroppens nye betingelser. Acceptere, at ting tager længere tid. Ikke være en dum vildbasse.