Det begyndte med en bøn af kirkefaderen Augustin (354-430 e-Kr.).
”Du har skabt os til dig, og vort hjerte er uroligt, indtil det hviler i dig.”
Bønnen er fra selvbiografien ”Augustins bekendelser”, men det vidste Anna-Marie Hansen ikke, da hun som ganske ung skrev bønnen ned og gemte den i en brun æske af pap. Æsken har fulgt hende siden barndommen på gården i Svindbæk ved Thyregod i Midtjylland. Gennem årene har hun gemt citater, særlige hilsner og flere bønner i den.
Da hun for tre år siden valgte at opsige sin stilling som seminarielektor på seminariet i Jelling, University College Lillebælt, som uddannelsesstedet hedder i dag, tog hun fat på en grundig oprydning hjemme på arbejdsværelset i Hedensted i Østjylland. Nu, hvor hun ikke længere skulle undervise de studerende i konstruktivisme, sproghandlinger, receptionsæstetik og andre analysemetoder, var der en del af bøgerne, hun kunne skille sig af med. Mens hun tog mange fagbøger ned fra hylderne og tømte kassetter med alskens faglige artikler og udklip, var det som om, hun blev tømt for en række faglige ord og begreber. Og der blev plads til nye begreber.
Da hun var i mål med oprydningen, var fagbiblioteket med dansk og pædagogik væsentligt reduceret. Andre bøger kunne få mere rum. Nu var der mere plads til fiktionen og den åndelige litteratur. Oprydningen viste, at hun med årene havde opbygget sit eget bibliotek af åndelig litteratur rigt på bønner fra Augustin over den tyske teolog og modstandsmand Dietrich Bonhoeffer (1906-1945) til Niels Nymann Eriksen, som er sogne- og indvandrerpæst ved Apostelkirken på Vesterbro i København.
Her, på tærsklen til store bededag, synes det oplagt at spørge kvinden, som har samlet på bønner et helt voksenliv, hvad de gamle bønner kan? For nogle år siden lavede Anna-Marie Hansen et lille hæfte med udvalgte bønner fra kirkehistorien. Det fotokopierede hæfte forærede hun til venner og bekendte, og fra tilbagemeldingerne forstod hun, at de nedskrevne, gamle bønner kunne tale på tværs af tiden og på tværs af kulturer.
”De gamle bønner er som stemmer op gennem historien, der hver på deres måde vidner om Helligåndens gerning og bønnens gave.”
Hun er aktuel med bogen ”Bønner til alle tider”, som er udkommet på forlaget Eksistensen. Bogen skrev hun, fordi hun havde lyst til at dele ud fra sit eget bibliotek af bønner.
”Når man beder, kan man køre fast i tankebaner. De nedskrevne bønner kan udvide ens horisont og hjælpe én til at holde fokus”.
Ord søges
På gården i Svindbæk ved Thyregod sørgede Anna-Marie Hansens mor for, at der blev bedt aftenbøn med de tre børn. Hver aften formulerede hendes mor en bøn. Anna-Marie Hansen husker, hvordan hendes mor på et tidspunkt udvidede bønnen og sagde, at de nu også skulle bede for verden.
”Jeg var omkring 10 år, da min mor en dag forklarede, at nu var jeg stor nok til at bede min aftenbøn på egen hånd. Og det gjorde jeg, men jeg husker det som et tab, at jeg ikke længere havde den tid med min mor.”
Oplevelsen af at bede med andre fortsatte i KFUM & K og på Rødkilde Gymnasium i Vejle, hvor hun blev en del af et kristent fællesskab i Kristeligt Forbund for Studerende (KFS). Et tilsvarende fællesskab fandt hun, da hun i 1979 kom på seminariet i Nørre Nissum og med i arbejdsfællesskabet på Djurslands Efterskole. Det var mens, hun var lærer her, at parrets tre børn kom til verden, og det blev hendes tur til at give bønnens gave videre. I dag er hun blandt andet med i en lokal bedegruppe i Hedensted, og midt på dagen beder hun tidebøn med ægtefællen, fordi det er her, at parret har bedst mulighed for at finde ind i en fælles fordybelse.
”For mig er bønnen en gave, og det er et af mit livs privilegier, at jeg altid har været en del af fællesskaber, hvor man kunne bede, men livet har også vist mig, at man kan have brug for inspiration fra andre til at holde bønnen levende og til at forblive nysgerrig på bøn.”
Undersøgelser om danskernes tro viser, at bøn er den mest udbredte trospraksis i Danmark. I bogen definerer Anna-Marie Hansen bøn som samtale med Gud og skriver, at man kan bede, fordi man har en bevidst tro, eller fordi man har en vag fornemmelse af, at der er mere mellem himmel og jord. En ting, som har kendetegnet mennesker til alle tider, er tvivlen om, hvordan man skal bede. Slår man op i Lukasevangeliet kan man læse, hvordan disciplene beder Jesus lære dem, hvordan de kan bede.
”Bøn er et præstationsfrit rum. Der er meget, vi skal præstere. Noget er pålagt os, og endnu mere kommer fra os selv. Jeg vil være en god ægtefælle, mor, farmor, veninde, og meget i tilværelsen kan komme til at handle om, hvad jeg bør, skal og vil, men bønnens rum er et sted, hvor jeg bliver frisat af både andres og mine egne krav og forventninger.”
Anna-Marie Hansensen bevidsthed om bønnen som et præstationsfrit rum er blevet skærpet af ikke mindst den svenske forfatter og biskop emeritus Martin Lönnebo, der for nogle år siden udviklede Kristuskransen, som er en bedekrans. Hun citerer bønnen til Kristuskransens såkaldte stilhedsperler, som lyder:
”I Guds stilhed må jeg være ordløs, stille, uden krav.”
Det indre bibliotek
De bønner, som er blevet bedt op gennem kirkens historie og stadig bedes, har mange af de samme kvaliteter som klassikere i litteraturen, mener Anna-Marie Hansen. Der er tale om bønner, som rummer noget, der er genkendeligt i eksistensen på tværs af tid og sted.
”Ørkenfædrene kæmpede med det, de kaldte middagsdæmonen. Vi kan kæmpe med ligegyldighed eller magelighed. St. Patrick (cirka 386-493, red.) bad om beskyttelse, en bøn der giver mening til alle tider. Og Frans af Assisi (181-1226,red.) stod over for en ukendt fremtid, hvilket også er genkendeligt for de fleste.”
Da Anna-Marie Hansen og ægtefællen Hans Jørgen Hansen for snart mange år siden gik caminoen fra St. Jean Pied de Port i det sydvestlige Frankrig til Santiago i Spanien, havde de en bøn i rygsækken skrevet af Birgitta af Vadstena (svensk helgen, 1303 – 1373). På deres godt 30 dage lange vandring mod katedralen i Santiago, bad de dagligt hendes bøn, hvor det blandt andet hedder.
”Vis mig vejen – og gør mig villig til at vandre den.”
”Vi gik caminoen på et tidspunkt i vores liv, hvor vi skulle træffe nogle valg om eventuelt sporskifte. Birgitta af Vadstenas bøn om at blive vist vejen og være villig til at gå den, fik i mere end en forstand betydning for os.”
En del af Anna-Marie Hansens bønnebibliotek bærer hun i sit indre. Det erfarer hun blandt andet de morgener, hvor hun sætter kurs mod Daugårdstrand på nordkysten af Vejle Fjord. Her mødes hun med en veninde. Sammen løber de sig varme i det bakkede terræn ved fjorden, inden de går ud i vandet og svømmer.
”Jeg har badet året rundt i mere end 25 år, og visheden om, at Guds nåde er ny hver morgen, bliver til en kropslig erfaring, når jeg dykker ned under vandet. I vandet om morgenen kan jeg nyde den samme præstationsfrie væren som i bønnen. ”
Efter dukkerten drikker de den medbragte kaffe, og Anna-Marie Hansen konstaterer, at Lönnebos bøn, som er knyttet til bekymringsløshedsperlen, pulserer i hende. Bønnen lyder:
”Alt hviler i min Faders hænder, skulle jeg, hans barn, da frygte noget.”
I øjeblikket er Anna-Marie Hansen i Grækenland. Hun har lånt gode venners lejlighed i Plomari på Lesbos, hvor hun har givet sig selv et par uger til at få hul på et nyt skriveprojekt. Der er et par minutters gang fra lejligheden til den lokale græsk ortodokse kirke, hvor hun søndag gik til messe og kun forstod to udtryk. Da hun atter sad på terrassen med udsigt over Ægæerhavet, konstaterede hun, at de to ord formidler, hvad bøn er.
”Jeg fattede ikke en brik, men dog fattede jeg det vigtigste: 'Kyrie eleison', Herre forbarm dig og Halleluja. I oldkirken sagde man, at bøn var at tigge til og takke Gud, og kort sagt er det, hvad kyrie og halleluja betyder, så den uforståelige messe blev til et ordløst bønsfællesskab på tværs af sprog og kultur.”