På Rigshospitalet, i et kontor smykket med kors og en tavle med salmenumre, sidder der to kvinder. Den ene, præsten, fortæller om Jesus, der langfredag slæbte sit kors mod Golgata.
“Jeg tror, det er billedet på den rene lidelse,” siger præsten.
“Nu giver du svaret på, hvorfor min ryg er blevet så skæv,” siger den anden kvinde, 44-årige Henriette Mørch, der har 11 sygdomsdiagnoser og får hjælp til det meste i sin hverdag.
“Det er korsets vægt.”
Scenen udspiller sig i tv-programserien “Tro, håb og kriser”, der i de kommende påskedage vil løbe over skærmen på DR 2. Her vil man se den tidligere konkurrencesvømmer Henriette Mørch og andre patienter og læger på Rigshospitalet, som har sjælesorgssamtaler med hospitalspræsten Lotte Mørk.
Hvori består sjælesorgens berettigelse? Og hvad har sjælesorg med påsken at gøre? Det er det, Lotte Mørk har sagt ja til at sætte ord på til Kristeligt Dagblad.
Blikket skal vendes
“Hvem er du?”
Det er ikke sjældent, Lotte Mørk stiller det spørgsmål til en patient eller pårørende, første gang hun møder vedkommende. Og det er heller ikke så sjældent, at det menneske så begynder at græde og siger:
“Det ved jeg ikke længere.”
“Vi er så vant til at være Gud i eget liv i vores tid. Men de mennesker, der kommer til mig, har opdaget, at det er de ikke.”
Livet blev ikke, som de havde håbet.
“De kommer til mig, fordi deres livshistorie er gået itu, og fordi det ikke kan lykkes for dem at gendigte sig selv. Der er ikke mere derinde,” siger præsten og stikker pegefingeren i maven lige under det guldkrucifix, der hænger fra hendes hals.
“I den psykologiske terapi kigger man ind i sig selv. Hvorfor er jeg, som jeg er? Hvilke forklaringer er der på, at det er gået, som det er gået, og at jeg handler, som jeg gør. Og når man for eksempel er meget syg, kan det være, man spørger sig selv, hvad man har gjort forkert, og hvordan man kan gøre det bedre. Som sjælesørger hjælper jeg det andet menneske til at få det blik, der er så rettet indad, rettet udad og opad. For det er derude og deroppe, mulighederne er.”
Han dør, og vi dør, men det stopper ikke der
Lotte Mørk mener, at mennesker, der befinder sig i en krise, har brug for at blive fortalt ind i en større fortælling, de ikke selv digter. Om så deres krise er helbredsmæssig, eller om der er en anden årsag til, at afgrunden er dyb. Den større fortælling er den kristne, og allertydeligst viser den sig faktisk i påsken, siger hun.
Helvede på jord findes. Den ultimative afmagt og meningsløshed findes. Jeg tror på, at i det øjeblik, man tør gå ind i det mørke og være der sammen med det menneske, der ikke kan se lys, sker der noget.
“Gud kom til os som menneske, for at vi kunne lære ham at kende. Og vi kender historien. Vi ved, at Jesus faldt på knæ skærtorsdag i Getsemane have og bad Gud: ‘Tag dette bæger fra mig. Dog, ikke hvad jeg vil, men hvad du vil’. Det moderne menneske vil sige: ‘Kan det virkelig passe, at det her skal ramme mig? Men jo, jeg ved jo godt, at det kan ramme mig’.”
Og vi kender historien om, at Jesus slæbte sit eget kors.
“Det er det, man gør, når man lider. Det føles, som om man har verdens tungeste byrde på sine skuldre. Han endte på korset, den grimmeste død. Og ligesom han spurgte, hvorfor Gud havde forladt ham, hænger vi mennesker i den tyndeste tråd, når vi eksempelvis er døden nær, når behandlingen er indstillet. Han dør, og vi dør, men det stopper jo ikke der. Kvinderne kommer til den tomme grav, der er en opstandelse. Det er netop den fortælling, jeg hjælper med at placere den anden i, når livsfortællingen ellers er gået i stykker.”
Helvede på jord findes
Efter knap 20 år som hospitalspræst kan Lotte Mørk sige med overbevisning, at det nok kan være, abrikostræerne findes, men det gør også mørket.
“Helvede på jord findes. Den ultimative afmagt og meningsløshed findes. Jeg tror på, at i det øjeblik, man tør gå ind i det mørke og være der sammen med det menneske, der ikke kan se lys, sker der noget. Man skal ikke overtage den andens mørke, men sige, at man kan se det og tør være i det.”
Som sjælesørger taler hun om at holde håbet for den, der har mistet det. Og om at tro på vegne af den, som ikke tror.
“Og jeg kan selvfølgelig kun holde troen og håbet for den anden så mange gange om dagen, fordi jeg har en tro på, at Gud griber os.”
Lotte Mørk er ikke bleg for at sige, at hun har en mission.
Min mission er at få folk til at forstå, at selv om man er syg og skal dø, så er der et 'på trods'.
“Min mission er at få folk til at forstå, at selv om man er syg og skal dø, så er der et 'på trods'. Vi skal alle dø. Sådan er det. Men det betyder ikke, at man ikke kan have et glædes- eller meningsfyldt liv på trods. Det har de fleste. Ind imellem.”
Hendes mission skal dog ingenlunde forveksles med positiv psykologi.
“Omverden forsøger at trøste sig selv, når den siger ‘du skal se, det skal nok gå’. Men det, den håbsforladte har allermest brug for, er en, der siger: ‘Den er ikke god, den der. Jeg kan se, du lider, men jeg forlader dig ikke’.”
Egen afmagt
Lotte Mørks bevidsthed om, at hun ikke kan eller skal tage lidelsen fra folk, møder hun også i sit private liv – og det på en måde, der hver dag tvinger hendes øjne åbne. Hendes 13-årige datter, der er adopteret fra Sydafrika, er mentalt handicappet. Hun trives, er vidunderlig og foretagsom, men har også livsvilkår, der kræver noget særligt af hendes forældre. Der er stor sorg og stor glæde forbundet med at være hendes mor, siger Lotte Mørk.
“Intet af det, jeg planlægger, kan jeg regne med at gennemføre, for hun gør intet af det, jeg gerne vil have, hun skal gøre. Hun minder mig hele tiden om, at jeg ikke har kontrollen,” siger hun og bliver stille lidt.
Lotte Mørk understreger, at hendes eget privatliv ikke er afgørende for hendes faglighed som sjælesørger. Det kræver for eksempel ikke meget fantasi at forestille sig, hvor ulideligt det er at stå på kanten af livet eller eksempelvis være forælder til et barn, der skal dø.
“Men min datter har meget konkret gjort noget ved mit gudsforhold. For jeg har aldrig haft så meget brug for Gud, som efter hun kom ind i mit liv. Og prøv at hør, engang skal jeg også dø. Det er, hvad det er. Men jeg skal dø fra mit barn, som kommer til at hade mig, fordi hun ikke ved, hvad død er. Hun vil bare tro, jeg har forladt hende. Så jeg er i daglig kontakt med, at jeg ikke er Gud i mit eget liv”
Sjælesorgen skal anvise
Lotte Mørk mener, at sjælesorgen også bør rumme råd og anvisninger, fordi sjælesørgeren netop har et ansvar for den, der lider. Måske kan sjælesørgeren ikke overtage korset, der skal bæres, men sjælesørgeren kan holde det for en stund, fordi Gud er med.
En lille dreng sagde engang til mig, at det er meget fint, hvis vi skal ses igen, men der var altså nogle fra hans klasse, han helst ville være fri for at møde igen.
Lotte Mørk beder med og for mennesker, hun lyser velsignelsen over dem og forretter af og til nadver. For ritualet er en handlemulighed midt i handlingslammelse og afmægtighed. Og i ritualet findes den Gud, som mange ikke har haft noget forhold til, før de endte på hospitalet, men som de nu ofte griber til.
“Det er ikke sjældent, at jeg siger til et menneske, at hvis jeg havde sådan en gul læge-ordinationsblok, ville jeg skrive på den, at vedkommende skulle have to gange kirke ugentligt. Det kan være at deltage i gudstjenesten eller gå ind i kirken i to minutter. ‘Pointen er, at du, kære ven, trænger til at gå ind i kirken, så du kan ansvarsfordele’, vil jeg så sige. Som menneske skal man gøre alt, hvad der er menneskeligt muligt, for livet er en gave, vi har fået, og vi skal tage os sammen. Men resten skal man så lade være op til Gud. Og det bliver vi mindet om, når vi træder ind i en kirke.”
Påskedag oprinder
Når livet er værd at leve på trods af smerte, på trods af tab af evner, mennesker og identitet, er det, fordi påskedag oprinder – på forskellige måder.
Lotte Mørk siger, at “forbavsende mange” gerne vil tale med hende om, hvad hun og de selv tror, der skal ske, når de dør.
“En lille dreng sagde engang til mig, at det er meget fint, hvis vi skal ses igen, men der var altså nogle fra hans klasse, han helst ville være fri for at møde igen. Jeg sagde til ham, at der sker noget smart, når vi dør: Guds dom. ‘Arh!’, siger folk, ‘vi vil ikke høre noget om Guds dom’, men Guds dom er vidunderlig. Hvis vi skulle dømme os selv og hinanden, ville dommen blive alt for hård. For vi påtager os alt for meget ansvar og formår ikke altid at tilgive hinanden. Gud er den eneste, der kan se igennem alt det lort, vi også indeholder. Så jeg tror, at Guds dom betyder, at når vi er døde og er hos Gud med hinanden, er alt godt. For der bliver vi set gennem Guds kærlige blik.”
Jeg kan sagtens sige til folk, at de er i Guds hånd, men hvad skal man bruge det til, hvis man ikke kan mærke det? Prøv at hør her: Gud sender mennesker til os.
Men Lotte Mørk ser også hver dag opstandelsen udspille sig, når kærligheden gør opstand mod lidelsen.
“Det, der er stærkere end døden, er kærligheden. Den er fuldstændig ligeglad med døden og fortsætter ufortrødent. Døden afslutter liv, den afslutter ikke relationer. Og kærligheden er en opstand mod død. Det oplever patienterne her meget konkret. Og mange af dem oplever, at hvis man har opnået det i livet at elske og blive elsket, så har man faktisk opnået alt, man skulle.”
Henriette Mørch, som indledte artiklen her, fortæller i samme tv-program, at hun under optagelsen har været ude for at "trække luft, selvfølgelig ikke for at ryge," og præsten ler.
"Og så var der den her lille pige. Hun stod og kyssede sine forældre. 'Ej', sagde jeg, 'gid, det dog var mig'. Og så gjorde hun sådan her til mig."
Henriette Mørch viser et fingerkys.
Lotte Mørk tror på, at det var Helligånden, der virkede i det øjeblik.
"Det er jo Gud, der sender den lille pige hen og giver hende det åndelige kys. Det mener jeg virkelig. Jeg kan sagtens sige til folk, at de er i Guds hånd, men hvad skal man bruge det til, hvis man ikke kan mærke det? Prøv at hør her: Gud sender mennesker til os. Han sender en sygeplejerske i natten, der sætter sig ned ved vores seng. Og han sender den lille pige der."