Måske har du, kære læser, aldrig hørt hans navn før. Men i pædagogiske kredse er det et verdensnavn, der denne tirsdag eftermiddag stiller sig op foran knap 250 interesserede lærere og lærerstuderende på VIA University College i Aarhus.
Gert Biesta står bag mikrofonen og smiler til de mange mennesker i auditoriet. Han er her for at præsentere sin tænkning og sin nye bog ”Verdensvendt uddannelse”, hvor hovedbudskabet er, at uddannelse burde være ”vendt mod verden” i stedet for at være styret af alle mulige lære- og handleplaner eller andre meget tidsbestemte agendaer.
”Hovedformålet med uddannelse har jo altid været til diskussion. Men som jeg ser det, er vi i de her år kommet meget langt væk fra den opgave, der for mig at se må være den vigtigste: at opmuntre og ruste den nye generation til deres liv i og med verden,” siger Gert Biesta i sin indledning og uddyber:
”I stedet er man mange steder optaget af for eksempel Pisa-målinger og nationale tests, hvor børnene skal vise, at de kan en række færdigheder, der er udpeget som væsentlige for at kunne begå sig senere, især på arbejdsmarkedet. Men den tilgang gør ikke eleverne til selvstændige subjekter. Det er en instrumentel måde at tilgå uddannelsen på, og den gør i højere grad børn til objekter,” siger Gert Biesta, mens de mange lærerstuderende sidder og taster hans guldkorn ind på deres medbragte computere.
Biesta mener, at nutidens fokus på uddannelse, som noget der kan måles og vejes, er en farlig tendens. Han taler om en ”målingens tidsalder”: ”en tidsalder, der snarere er besat af at producere målelige ’læringsresultater’ end af at fokusere på at opmuntre børn og unge mennesker til at blive vidende og dygtige i deres egen ret,” som han blandt andet formulerer det i sin nye bog.
At det kan være særdeles fatalt at forsømme netop den opgave, er ikke mindst nazismen og holocaust gruopvækkende eksempler på, mener Biesta – en pointe han får mulighed for at uddybe lidt senere.
Et sprog for skolens problemer
Gert Biesta er blandt mange af de fremmødte kendt som en af de pædagogiske tænkere, der med sit eksistentielle fokus på uddannelsens, og dermed lærerens, rolle er en vigtig stemme lige nu.
Som ph.d. og lektor ved læreruddannelsen i Haderslev, Frank Juul Agerholm, ser det, ”så opsummerer Biesta nemlig mange af de ting, som rigtig mange lærere er frustrerede over i de her år. Blandt andet, at skolen og formålet med uddannelse spændes for så mange forskellige politiske dagsordner. Det er med andre ord skolen, der løbende skal indrettes og justeres, så den passer til det aktuelle samfunds behov. I stedet burde der være fokus på, hvordan vi sikrer, at børnene bliver selvstændige og livsmodige mennesker.”
Eller som en af de øvrige deltagere, seniorforsker ved UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole i Odense Keld Skovmand, formulerer det: ”Biesta har givet mig et sprog til at forstå, hvad det er, der er galt med folkeskolen i de her år. Ikke mindst efter den seneste reform og dens massive fokus på styring og evaluering ved hjælp af læringsmål, der blev lanceret som løsningen på alle udfordringer.”
Biestas bøger er oversat til mere end 20 sprog, men Danmark er det land i verden, der har oversat flest af hans værker. Så hans tanker har fundet en særlig klangbund her i landet. Spørgelysten er da også stor, da professorens forelæsning er forbi, og der er lagt op til dialog.
”Hvordan kan vi som undervisere vide, at vi er på rette spor og rent faktisk hjælper børnene med at blive selvstændige subjekter, der er rustede til at tage livtag med verden?”, lyder et af spørgsmålene, og Gert Biesta vender tilbage sin pointe om, at det netop er lige præcis det spørgsmål, man som lærer må blive ved med at stille sig selv.
Og som lærer har man derfor også til opgave at blive ved med at ”banke på” hos den enkelte elev.
”For ved at blive ved med at henvende sig til den enkelte og spørge til vedkommendes ’jeg’ i forskellige situationer, ’Hej, dig dér, hvor er du?’, så minder man både sig selv og den anden om, at vi har en mulighed for at eksistere som subjekter og ikke kun som objekter. Det er det allerbedste, vi kan gøre som undervisere,” lyder det fra Gert Biesta.
Rosa Parks versus Adolf Eichmann
Han kalder lærerens opgave for en hjælp til ”subjektgørelse”. Det kan lyde lidt abstrakt og akademisk, men Biesta bruger et meget tankevækkende eksempel på, hvad det vil sige at være uddannet til at agere som et subjekt i modsætning til ikke at gøre det.
Eksemplet handler om forskellen mellem den tysk-østrigske SS-officer, nazisten Adolf Eichmann, der regnes som en af arkitekterne bag holocaust under Anden Verdenskrig, og den sorte amerikanske borgerrettighedsaktivist Rosa Parks, der i 1955 nægtede at sætte sig bagerst i bussen og satte sig foran, hvor ellers kun hvide måtte sætte sig. Og når Biesta sætter netop disse to mennesker og deres handlinger op over for hinanden, handler det netop om deres evne, eller mangel på samme, til at optræde som subjekter og være i stand til at træffe selvstændige, moralske valg.
”Rosa Parks blev hentet af politiet og stod ved, at hun havde begået noget ulovligt, og at det var en helt bevidst handling. Eichmann derimod indrømmede godt nok ved retssagen imod ham, at han havde arrangeret massedeportationerne af jøder og andre. Men han nægtede at have et ansvar for konsekvenserne af disse handlinger – nemlig alle disse menneskers død – for som han sagde, havde han blot fulgt de ordrer, han havde fået,” forklarer Biesta fra talerstolen.
Sat på spidsen kan man med Gert Biestas fokus på, hvorvidt vi som mennesker er i stand til at handle selvstændigt, som subjekter, se eksemplet som en tydelig illustration af, at netop Parks handler selvstændigt, mens Eichmann nægter at have et selvstændigt ansvar.
”Men hvis vi nu tænker rent Pisa- og måleagtigt, så er Eichmann jo et eksempel på en, der er godt uddannet, for han har lært reglerne og gør, hvad systemet forventer af ham. Parks kan derimod ses som et menneske, der er dårligt uddannet, for hun har tilsyneladende ikke lært at følge samfundets regler og love. Alligevel vil jeg vove den påstand, at det er Parks, der optræder som et selvstændigt menneske, et subjekt, og Eichmann, der til gengæld ser sig selv som objekt,” siger Gert Biesta.
Evnen til at svare ja eller nej, til at tænke og handle selvstændigt, er med andre ord det mål, uddannelsen må stræbe efter. Både i skolen og i hjemmet, lyder det fra Biesta.
”For som den franske tænker Emmanuel Levinas pointerede, så er det moralske spørgsmål selvets første realisering,” siger han.
Opgør med impulssamfundet
Men det er ikke kun test-strategier og Pisa-kapløb, der udfordrer dette eksistentielle formål. Ifølge Biesta er hele vores samfund gennemsyret af en idé om, at vi bare skal lade vores impulser styre os og gå efter de pludselige behov og indskydelser, som melder sig.
”Jeg kalder vores nutid for et impulssamfund, hvor jegets behov hele tiden er i centrum og understøttes af en økonomi, der er orienteret mod, hvad vi ønsker – ikke hvad vi har behov for. For mig at se har vi på den måde et meget barnligt eller umodent samfund, for sådan er virkeligheden jo ikke. Vi kan ikke få alt, hvad vi vil have, og det er afgørende at kende til grænser og begrænsninger. Og det burde i høj grad være forældrenes eller lærerens opgave at være den voksne, som viser barnet dette,” siger Gert Biesta.
Vi må heller ikke tro, at tidens optagethed af identitetsspørgsmål handler om det samme som at træde i karakter som subjekter, advarer han.
”For hele idéen om, at man skal finde sin identitet, og at vi så også kan ændre den, hvis det er det, man ønsker, er i mine øjne helt forkert. Det bliver jo aldrig fuldstændig klart, hvem man er, og det er da slet ikke noget, man kan finde frem til ved at kigge ind i sig selv. Idéen om subjektgørelse handler derimod om, at man kigger udad. Kigger væk fra sin navle og finder ud af, at det ikke er dig selv, der er verdens centrum. Men at verden var der før dig, og at den giver dig en række fantastiske muligheder.”
Det er da også derfor, at Gert Biesta i sin seneste bog understreger, at uddannelse skal være verdensvendt. Og Biesta trækker i den sammenhæng på blandt andre den danske tænker Søren Kierkegaard og tager i det hele taget også den teologiske tænkning meget seriøst, fortæller han i et efterfølgende interview, da auditoriet igen er tomt.
”Kierkegaard er i den grad opmærksom på, at det er farligt, hvis den enkelte tror, at han eller hun er verdens centrum. Han peger netop på, hvordan den kristne forståelse altid peger ud over den enkelte, og at det er ind i denne virkelighed, menneskets opgave er at blive et selv, et subjekt. Det er med andre ord en eksistentiel opgave, vi hver især står over for,” siger Gert Biesta.
Kristendommen som vigtig tydning
Han er selv født i 1957 og vokset op i Holland, ”og i den periode af historien var der generelt en meget barnlig afvisning af teologien og kristendommen. Men som voksen har jeg i stigende grad været optaget af netop den tydning af tilværelsen, at noget er os givet, både godt og ondt, og at det er vores livsopgave at forholde os til dette vilkår,” siger Biesta.
Derfor bruger han også ord i sin tænkning, som vi ellers forbinder med det religiøse sprog. Han taler blandt andet om ”sjæl”, ”givethed” og ”gaver”, og mener helt overordnet, at det er meget vigtigt i vores tid at være klar over, at der på den måde er noget, man ikke selv er herre over.
”For det bliver i dag set som meget afgørende, at vi skal have kontrol over alting. Men det har vi ikke. Og derfor er den eksistentielle fordring i uddannelsen helt afgørende. For ingen af os ved, hvordan vi vil svare, når vi står over for de svære valg i livet. Men det er vigtigt at kunne svare,” siger Biesta og trækker et helt aktuelt eksistentielt dilemma ind i samtalen:
”Tænk på den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyj, da Rusland invaderede Ukraine. Han blev faktisk tilbudt at flygte fra sit land, og det ville selvfølgelig have forbedret hans overlevelseschancer markant. Men han blev. Og jeg er overbevist om, at hvis han derimod var flygtet, så havde han ikke kunnet se sig selv som et subjekt. Så det kræver mod at være et subjekt, mod at træffe valg, og det mod må skolen helt klart se som sin vigtigste opgave.”