Man kan let blive ambitiøs på sine børns vegne. Og forpustet. Det ene øjeblik skal de spille på et klassisk strengeinstrument, det næste øjeblik skal de beherske et fremmedsprog. De skal gå til sport, helst noget, der giver dem selvtillid, holdånd og fysisk overskud, og har de været på et bagekursus, bliver de nok mere hele mennesker. Der er selvfølgelig mange, der tager det stille og roligt på deres børne vegne, gudskelov. Forældre, der ser børnenes udvikling an og understøtter de mange indfald med kærlighed og tålmodighed. Giver tid og plads.
Alligevel indbyder tidsånden også til det modsatte: forældreentreprenøren! Logikken bliver her, sat på spidsen, at børn er en slags investeringsobjekter, der kan give et sundt afkast i løbet af en overskuelig årrække. Børnene er hele tiden "i proces", og det kan altid blive bedre. For børnene skal helst blive til noget særligt, især hvis de har en flig af talent – eller hvis de blot har det elementære greb om et eller andet.
Er de gode til at tegne? Så venter der nok en spændende fremtid på Kunstakademiet. Er de hurtige til at regne? Så kan Nasa eller Nationalbanken altid bruge genier. Kan de ramme en tone? Så er det bare om at indskrive dem på et talentprogram i den nærmeste storby. Den moderne genidyrkelse er lumsk, for den kan fremkalde forældreentreprenøren i os: Find en spillelærerinde! Tilmeld dem et sprogkursus! Ring til fodboldtræneren! Hvad er nummeret til bagekurset?
Når jeg ser på vores drenge, der snart er henholdsvis to og tre et halvt år gamle, kan jeg godt få en faderlig hjertebanken på deres vegne. Alt det, de skal nå. Alt det, de skal dannes – og omdannes – til. De skal eksistere i en onlineverden, hvor synet er sløret af skønhedsfiltre. De skal udstråle sundhed og livsmod og næstekærlighed, de skal lære at respektere andre, og ikke mindst skal de lære at holde af sig selv som lige netop dem, de er – med alle deres små skår. Det sidste er måske det vigtigste af det hele. For slet ikke at tale om det skolesystem, der tårner sig op i horisonten. Man bliver som sagt forpustet, og til mig selv siger jeg: Drengene skal lige have smidt bleen for alvor, før vi sætter ind med diverse handleplaner. Men man fornemmer et maskineri i det fjerne.
Denne udvikling kan man så begræde eller bekæmpe. Vi har valgt den stille kamp. I et forsøg på at gøre drengene mere modtagelige over for den eksistentielle turbulens, der venter forude, er vi gået om bord i Brødrene Grimms eventyr. Det er glimrende godnatlæsning – dog med den fare, at børnene bliver så fanget af eventyrerne, at de vil høre flere. Vi har været vidt omkring, og især Rumleskaft og Snehvide er storfavoritter. Idéen med eventyrlæsningen er, at drengene får en sans for tilværelsens temaer. Om ondskaben og kærligheden, om et menneskes kamp for det gode, om livets forbandelser og velsignelser – og måske lidt om tilgivelse og retfærdighed. Hvorfor er de syv små dværge egentlig så venlige?
Måske er eventyrlæsningen endnu et udslag af forældreentreprenørskab? En faders overambitiøse forsøg på at tvangsdanne sine drenge, så også de får en sans for det narrative og litterære. Ring til Gyldendal! Vi har to små eventyrforfattere på børneværelset!
Alligevel forestiller jeg mig, at eventyrlæsningen kan ruste dem til et par af livsopgaverne. Det er godt at have kendskab til de onde hekse, til styrkeprøverne og til nederlagene, når livet ligger og venter for de små drengefødder.
Klummen familieliv skrives på skift af sognepræst i Gentofte Adam Garff, født i 1990 og far til to, podcaster Josephine Kuhn, født i 1993 og mor til en, og journalist Lise Kabell Søgaard, født i 1985 og mor til to.