Vest for verdens ende står der en kirke. Ja, der står faktisk flere. Men én af dem står majestætisk og troner med udsigt til både hav og evighed. Fjaltring Kirke. Når folk spørger mig om vej, plejer jeg at sige, at de skal køre mod vest. Og når de så ikke kan komme længere mod vest, skal de bare fortsætte. Lidt endnu.
”Det er så barskt herude”, konstaterede en veninde, der var på besøg fra det østjyske. Sandet ved havet er ikke beregnet til høje hæle, og vestenvinden tager ikke hensyn til den sirligt placerede sideskilning. Så ja, det er barskt. Men også smukkere end smukt. ”Den, man elsker, tugter man”, siger man. Og jeg kan konkludere, at vinden herude elsker i overflod. Ja, den kan slå så kærligt hårdt, at det gør ondt. Men det er en kærlighed, vi ikke kan leve foruden herude.
I Fjaltring ligger en stolt friskole med skønne lærere og børn. Den første tirsdag i hver måned går de vejen fra skolen til kirken. En lille samlet flok, der lyser så smukt op i landskabet med refleksveste og glade børnestemmer. Sidst vi mødtes til morgensang i kirken, var varmeanlægget gået i koks, og det var derfor koldere end koldt – ja, et stykke under de i øjeblikket anbefalede 19 grader. ”Det gør ikke det fjerneste”, sagde skolelederen, ”børnene er hårdføre”. Og det er de. De smed jakker og refleksveste og sang sig højt til varmen. Jeg tror, det er vinden, der hærder dem – at herude er man vant til lidt af hvert.
I kirken tænder vi lys. Ikke kun til allehelgen, men hver eneste gang friskolebørnene er på besøg. Alt muligt tænder vi lys for. For alt lige fra fred på jord til døde kæledyr. Og det har jeg efterhånden fundet ud af. Det er farligt at være kat i Fjaltring. Jo, det er det. Der er både halmballer og biler og landbrugsredskaber, der kan tage samtlige ni liv af en kat. Børnene fortæller drabelige historier om liv og død: om samtlige tænkelige og utænkelige måder, en kat kan komme herfra på. Og derfor tænder vi lys. For kattene. Og for fred på jord. Og for de mennesker, vi savner eller tænker på. For alt, der fylder i et barnesind. Og det er ikke så lidt, skulle jeg hilse og sige. I Fjaltring.
Jeg er træt af begrebet ”Udkantsdanmark”. For ordet skaber, som bekendt, hvad det nævner. I hvert fald i bevidstheden. For hvem gider overhovedet bo i Udkantsdanmark? Hvem gider bo et sted, hvor den eneste fortælling er, at der er langt til sygehuse, langt til nærmeste bus, langt til alt – og hvor intet sker? Hvor alt er udkant?
Nej, væk med begrebet ”Udkantsdanmark”. Jeg bor i hvert fald ikke i Udkantsdanmark. Jeg bor tværtimod et sted, hvor alt sker. Et sted, hvor børn hærdes af vinden. Et sted, hvor vi tænder lys for alt, vi har på sinde. Et sted, hvor vi trygt kan gå på vejen i refleksveste og synge i kor med havet. Et sted, hvor håret sættes af vestenvinden, og hvor vi kommer hinanden ved, som vi siger. Og tager del i hinandens liv – hvad enten vi er 6 år eller 86 år. Dét sted bor jeg.
Åh jo. Der er poesi og hjertevarme i ”vest for verdens ende”. Og her er trygt at bo. Men også barskt. I hvert fald hvis man død og pine vil forcere sandet i stiletter. Eller hvis man er kat.