Sognepræst: Jeg er træt af begrebet ”Udkantsdanmark”. For ordet skaber, hvad det nævner

Jeg bor et sted, hvor vi tænder lys for alt, vi har på sinde. Et sted, hvor vi trygt kan gå på vejen i refleksveste og synge i kor med havet. Et sted, hvor håret sættes af vestenvinden, og hvor vi kommer hinanden ved

Vestenvinden tager ikke hensyn til den sirligt placerede sideskilning. Så ja, det er barskt. Men også smukkere end smukt.
Vestenvinden tager ikke hensyn til den sirligt placerede sideskilning. Så ja, det er barskt. Men også smukkere end smukt. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.

Vest for verdens ende står der en kirke. Ja, der står faktisk flere. Men én af dem står majestætisk og troner med udsigt til både hav og evighed. Fjaltring Kirke. Når folk spørger mig om vej, plejer jeg at sige, at de skal køre mod vest. Og når de så ikke kan komme længere mod vest, skal de bare fortsætte. Lidt endnu. 

”Det er så barskt herude”, konstaterede en veninde, der var på besøg fra det østjyske. Sandet ved havet er ikke beregnet til høje hæle, og vestenvinden tager ikke hensyn til den sirligt placerede sideskilning. Så ja, det er barskt. Men også smukkere end smukt. ”Den, man elsker, tugter man”, siger man. Og jeg kan konkludere, at vinden herude elsker i overflod. Ja, den kan slå så kærligt hårdt, at det gør ondt. Men det er en kærlighed, vi ikke kan leve foruden herude.