Der kommer en tid i de fleste familier, hvor julen føles anderledes. Det er den tid, hvor generationernes vægt tipper til en side. En dag er det de alleryngste, der fylder mest i rummet, hvilket kan både ses og høres. Samtidig bliver de ældste familiemedlemmer færre – og en dag forsvinder de helt fra bordenden. "Slægt skal følge slægters gang", som vi synger i julemåneden, og med tiden bliver stemmen mere grødet, når man arbejder sig gennem det andet vers af "Dejlig er jorden". Pludselig har man blandet sorg i salmen.
Når generationsvægten tipper, skydes traditionerne højt op i luften. Det er her, vi står nu som børnefamilie. I disse år forsøger vi at gribe og jonglere med traditionerne fra de tidligere generationer. Og det lykkes sådan cirka. I jongleringen står det klart, at noget må bevares for enhver pris – ellers bliver det jo aldrig jul. Men det går også op for os, at der er enkelte traditioner, vi må tage afsked med, fordi de simpelthen er bundet til tider og steder, som ikke længere findes. Vi kommer ikke uden om den milde smerte, der ledsager de traditioner. Der knytter sig et savn til de mennesker, som ikke længere er her, og som nærmest kunne inkarnere en familietradition.
Det er bare ikke den samme følelse, når man selv læser historien højt eller laver bevægelserne eller siger nogle lidt for indforståede ord, før en middagsret serveres. Der er døre, vi ikke kan banke på igen, og folk, vi savner, som ikke kan lukke de døre op. Der er synet af en oldnordisk julesprællemand på døren og duftene i en entré, vi ikke skal møde igen, fordi der nu står nogle andres møbler og tøj og fylder og dufter i den entré. Akustikken og ansigterne har forandret sig, folk er blevet ældre, rummene er udskiftet, og vi er heldigvis blevet en del flere, end da det hele begyndte.
Vi bliver ikke længere kørt hjem i en grøn folde-trillebør, når vi er faldet i søvn på sofaen juleaften. Nu står den trillebør allerbagest i præstegårdshaven, hvor den til gengæld har fået en ny opgave med at trille de første efterårsblade på komposten. Og vi forsøger at blæse liv i nogle nye juletraditioner. Det manglede også bare. Den gamle gule præstegård, vi bor i, ligner noget fra "Peters Jul", og mig bekendt er der også blevet fejret jul her siden midten af 1800-tallet, måske endda siden enevælden. Så den indbyder til traditioner og julemysterier. Problemet er bare, at det kan være vanskeligt at kalde familien sammen en adventssøndag og udråbe en helt ny tradition. Traditioner skal helst opstå spontant.
Så vi har indført en granportal omkring hoveddøren, halvspontant. Første gang var det bare for hyggens skyld, imens det anden gang var blevet en helt fast og ufravigelig tradition på præstegården. Den slags traditionsdannelse går stærkt. Det samme gælder årets juletræ, der skal fældes i en nærliggende skov. For det har min hustrus familie altid gjort. Vores første, fælles tur i den frysende kulde var omgærdet af en vis mystik, og vi kunne ikke helt finde rundt i skoven. Men anden gang vidste vi præcis, hvor vi skulle gå hen, og vi skulle da også hjem og drikke gløgg, ligesom vi havde gjort det sidst, selvom vi vist aldrig havde drukket gløgg før.
Sådan er der forhåbentlig traditioner i gære den næste måneds tid. Nye fælles idéer, uventede julemænd i natten og dufte og underlige talemåder, der kan sætte sig fast. Ting, der kan overdøve julesorgen for bordenden, og som kan give familiens yngste medlemmer en følelse af, at julen er præcis lige så skøn, som den plejer at være – selvom traditionerne i al hemmelighed er sammensatte og måske endda opfundet til lejligheden.
Klummen familieliv skrives på skift af sognepræst i Gentofte Adam Garff, født i 1990 og far til to, podcaster Josephine Kuhn, født i 1993 og mor til en, og journalist Lise Kabell Søgaard, født i 1985 og mor til to.