Sognepræst om kærlighed, der gør blind: Det forunderlige er, at man rejser sig igen

"'Kjerlighedens gjerninger' er blevet væk!", konstaterede jeg forleden. Højlydt og nok mest for mig selv. Liggende på alle fire i stuen blot for at konstatere, at den heller ikke var under sofaen. Træls, som sådan en stor lille bog kan forsvinde. Men det kan den altså. Pist væk er den. 

I boghandlen i Lemvig er der ikke problemer med "Kjerlighedens gjerninger". Den stod dog ikke på hylden, men hurtigere end hurtigt kan de skaffe den hjem.

”Ved du, hvorfor hun egentlig skal ha' den bog?”, spurgte den seksårige, alt imens han insisterende pegede på boghandleren med en meget blå slikkepind.

Det vidste hun selvfølgelig ikke.

”Det er, fordi hun er præst,” konstaterede han tørt og tog atter den alt for blå slikkepind i munden.

Jo, den seksårige, der mangler halvdelen af tandsættet, og som efterfølgende kravlede ind under et udstillingsbord og nægtede at komme ud – han ved sandelig, hvem Søren Kierkegaard er, og at "Kjerlighedens gjerninger" er uundværlig i en præsts bogsamling. 

”Du har dømmekraft som en femårig,” udbrød min søster engang til mig efter et endt kortvarigt forhold.

Alt det, jeg ikke selv så, så hun. Glatheden, overfladiskheden, løgnene. Det fik alarmklokkerne til at ringe hos dem alle. Men ikke hos mig. I hvert fald ikke lige med det samme. For han var jo så rigtig. Jeg er imidlertid ikke den eneste i verdenshistorien, der er blevet forført. Jeg er ikke den eneste, der er blevet løjet for. Og jeg er ikke den eneste, hvis sanser og intuition er blevet bedøvet af kærlighedshormonet oxytocin og drømmen om en fremtid. 

I den seneste tid er Søren Pape Poulsens kærlighedsliv blevet endevendt i pressen, og hans dømmekraft betvivlet. Udefra set er det da også en bemærkelsesværdig historie. Partnerens løgne om familieforhold og religiøst ståsted – måske løgne om alt muligt.

”Utroligt, at han har troet på det!”, siger vi i kor. Og ja, det er da utroligt. Tænk, et menneske, der tror på sin udkårne. Et menneske, der tror på sin mand. Er det udtryk for naivitet? Måske. Men først og fremmest vel blot et udtryk for tillid. En tillid, som den elskede til enhver tid kan misbruge.

Ulykkelig kærlighed og misbrugt tillid slår ned alle vegne. I præstegårde. I politikeres hjem. I din og min stue. Det forunderlige er såmænd ikke, at det sker. Det forunderlige er heller ikke, at man bagefter sidder og føler sig blåøjet og betvivler egen dømmekraft udi kærlighed. Nej, det i grunden helt igennem forunderlige er, at man rejser sig igen. For så stor er kærligheden altså. At den igen vil trænge sig på, at den igen vil få en til at kaste sig tillidsfuldt i armene på et andet menneske. 

”Han skal altså både godkendes og tryktestes,” sagde min søster forleden. Grinende.

I min familie tolererer vi nemlig ingen baron von Münchhausener. Gardere sig kan man imidlertid aldrig. Alle kan snydes. Og alle kan bedrages. Men i den varme stol skal han altså, den udkårne. Hos min søster. For vi går med livrem og seler udi kærlighed. Eller min søster gør i hvert fald. En menneskekender er hun, mens vi andre bare er høje på hjernekemi og ting, der er større. 

I skrivende stund er der netop tikket en besked ind fra verdens bedste boghandel i Lemvig. "Kjerlighedens gjerninger" ligger og venter på mig. Åh jo. Om lidt skal jeg atter læse om og udforske kærlighedens væsen. Og om lidt vil det atter stå klarere end klart, at det forfærdeligste ikke er at blive bedraget – nej, det forfærdeligste af alt er at bedrage sig selv for kærligheden. Jo, sådan er det.

Derfor skal jeg ”ha’ den bog”, som den seksårige sagde til boghandleren. Ikke kun fordi jeg er præst. Men mest af alt, fordi jeg bare er menneske, og som sådan aldrig bliver færdig med kærligheden.