”Har du ikke sendt rigtige invitationer ud?!”, udbrød den 14-årige, da det gik op for ham, at konfirmationsgæsterne var inviteret over Facebook Messenger. Og nej, det havde jeg ikke. For: 1) Jeg er altid ude i sidste øjeblik, og 2) jeg er alt for meget vestjyde til at give 600 kroner for speciallavede invitationer med både billede og tingel-tangel.
”Ring til kommunen”, sagde jeg til ham. ”Du må da kunne klage til nogen. Over at være udstyret med så frygtelig en mor”.
Så vidt jeg ved, er kommunen ikke blevet underrettet om de manglende invitationer. Men altså. Teenagerens klagesang stopper ikke her. Nej. For egentlig havde jeg planer om, at et firma skulle slå et festtelt op i haven i anledning af den store dag. Med helstegt pattegris og softice-maskine og fadøl. Alt dét havde jeg planer om. Alt dét var så fint inde i mit hoved. Kulørte lamper en dejlig dag i maj. Lige indtil det gik op for mig, hvor meget arbejde der er i sådan en havefest.
Rengøring af hele huset. Pudsning af vinduer med 30.000 sprosser. Klargøring. Bordopdækning. Køkkenfolk. Afrydning. Oprydning. Og sådan kunne jeg fortsætte. Og jeg ved godt, at man ikke må lyve. Det ved jeg alt om. Men man behøver altså heller ikke altid at rutte med sandheden.
”Jeg er bange for, at det bliver for vådt ude i haven”, hørte jeg derfor mig selv sige til den kommende konfirmand.
”Ja, det er noget med jorden. Lerjord, du ved. Og så bliver det et værre bøvl med sådan et telt. Hvis det regner. Og du ved…”.
Dén slags dovne løgne hoppede han imidlertid ikke på. Slet ikke.
”Hvad ved du overhovedet om lerjord?”, spurgte han blot lakonisk. Og afsløret: Jeg ved intet.
Nej, eventmager bliver jeg aldrig, og et voksent, dygtigt menneske i hallen i Harboøre måtte derfor tage over med festplanlægningen. Så nu er der styr på alt. Alt simpelthen.
”Hvilken farve ønsker I, at servietterne skal have?” spurgte den søde køkkenleder. For sådan skal der altså tages stilling til alt til sådan en konfirmationsfest.
”Bordeaux”, svarede den kommende konfirmand.
”Bordeaux! Af alle farver bordeaux?”, lød min umiddelbare respons på valget af den tunge og måske lidt aparte julefarve til en konfirmationsfest. Men sådan blev farven på servietterne altså bordeaux. I hvert fald indtil den søde køkkenleder talte mor og søn kyndigt til rette, og valget faldt på den noget mere festlige og forårsagtige farve, æblegrøn. Og alle var glade.
Jeg har forestået en del konfirmationer efterhånden. Vel at mærke i kirken. Der giver det hele så dejligt sig selv. Og aldrig har jeg tidligere skænket forældrenes stress og jag op til konfirmationsdagen en tanke. Men det gør jeg nu. Åh jo, det gør jeg nu. For hvor er der meget at se til, og hvor er der mange forventninger at indfri. Unikke invitationer. Festplanlægning. Tøj. Gaver. Måske en veteranbil fra kirken til festen?
”Screw down a little bit the expectations” (skru en smule ned for forventningerne, red.), som Richard Møller Nielsen engang sagde så fint og rammende til et pressemøde forud for en kamp. Ja, sænk lige forventningerne og skuldrene lidt, har jeg lyst til at sige. For hvad er det egentlig vi fejrer på sådan en konfirmationsdag? Jo, vi fejrer livet. Det her smukke og vanvittige liv, hvor alt kan ske og hvor stort set intet kan kontrolleres eller planlægges. Intet.
Og sådan minder jeg så nu både mig selv og den 14-årige om, at man ikke er herre i eget liv. Ej heller når det gælder planlægning af konfirmationsfest. Heldigvis. For hvis vi var – og Gud forbyde det – ja, så var det hele sikkert endt med et halvt telt i haven og bordeaux servietter.