Blæsten rusker i Solveig Andersens spinkle krop. Hun står på en smal svalegang uden for sin lejlighed på niende etage og skuer ud over periferien af Aarhus, jernbanen, hvor togene hylende forlader byen, trækronerne, der i forskellig hast er ved at tage efterårets brunlige kulører til sig.
For et lille år siden overvejede hun, om hun skulle hoppe ud herfra.
Dengang lå hun på hospitalet, efter at hun var blevet opereret i hjertet. Hun kunne ikke tåle morfinen, som fik hende til at kaste så voldsomt op, at hun bad om slet ikke at få den. På tredjedagen efter operationen voksede smerterne sig så store, at tanken slog ned i hende: Hun ville rejse sig fra sygesengen, gå hjem til sin lejlighed og hoppe ud fra svalegangen. Slippe for smerterne én gang for alle. Det var kun en tanke, men den skræmte hende.
Hun spurgte personalet, om de ikke kunne gøre noget – kunne hun komme på rekreation for eksempel? Nej, svarede en sygeplejerske, men spurgte så, om hun kunne bruge en hospitalspræst. “Jeg kan bruge hvad som helst,” svarede Solveig Andersen.
Præsten kom ned og snakkede med hende, og da hun gik efter en time, var den 69-årige kvindes liv forandret.
“Hun var et af de mennesker, der blev på sin egen banehalvdel, og så hev hun fat i nogle ord, der efterfølgende har givet mig en umanérlig ro i sind og sjæl: egenansvar, egenomsorg,” siger Solveig Andersen.
“Det var først i det øjeblik, i en sen alder og midt i en eksistentiel krise, at jeg fandt ud af, at den, der har ansvaret for mit liv, er mig selv. Og det må jeg tage på mig. Jeg kan ikke skælde ud på nogen. Det er mig, der skal kigge på mig selv. Den tanke havde jeg aldrig tænkt før: Hvad gør jeg selv, for at det bliver bedre?”.
Æbler på fortovet
Hun er 69 år, men hendes stressforløb har forstærket årenes slitage, siger hun. Sat tanker i gang om at blive ældre og ikke kunne det samme, som man kunne engang. For eksempel kan hun ikke strikke længere – omend hun stadig gør forsøget.
Hun har mærket kulden i livets kælder. Hun har været sygemeldt med stress ad flere omgange, efter at hun som socialrådgiver påtog sig flere sager, end hun kunne magte, og hun har været ramt af depression. De to længerevarende forhold, hun har haft, er begge gået i stykker.
Men den kvinde, der iført en mintgrøn striksweater og med hænderne i bukselommerne slænger sig i sin lænestol, ligner alt andet end et menneske i eksistentiel krise. Tværtimod har hun fået appetit på livet. Også selvom hun ikke kan det samme, som da hun var yngre.
Hun mødes ofte med nogle veninder for at drikke gin og tonic og se opera, og hun sparer sammen til et B&O-anlæg, så de kan nyde musikken i hendes lejlighed også. Hun går stadig ture gennem både skov og by, selvom afstandene er blevet lidt kortere. Og forleden var hun fire timer i Tivoli Friheden for at opleve halloween-temaet med en af sine døtre.
“Nogle vil måske sige, det er banalt, men det, der giver mig glæde, kan være sådan noget som de æbler, der ligger derovre.” Hun peger over mod en klynge æbler, der ligger på bordet. “Dem har jeg samlet op på mine ture, hvor de har ligget som dejlige gaver på fortovet. Jeg elsker også at gå ture ved havet og stranden og kigge op i træerne, hvor en fugl skælder en anden fugl ud. Eller bare gå rundt her på gangene her i bygningen, hvor jeg måske får et smil og hilser på en anden beboer.“
“Jeg er blevet mere levende. Mere nu,” siger Solveig Andersen.
Trommer på plejehjemmet
Hun forsøger at leve efter præstens ord. Hun tager ansvar for sit eget liv, sin egen lykke. I den fase af livet, hun befinder sig i, handler det om ikke at begræde det, man ikke længere kan, siger hun, men om at lave “tilvalg”.
“Hvis du tænker over det, er der bare så mange ting, ikke? Jeg har altid sagt, at når jeg kommer på plejehjem, så skal jeg begynde at spille trommer, for de andre kan alligevel ikke høre det! Og så kan det være, det viser sig, at jeg ikke er musikalsk, men der vil altid være noget.”
“Jeg er velsignet med to dejlige tøser, men jeg får aldrig børnebørn. Så må jeg lave noget andet. Jeg har svært ved at læse lange bøger, men jeg har købt hele den Søren Kierkegaard-samling, der står derovre i reolen.”
Hun peger til venstre mod sin bogreol, hvor en række digre Kierkegaard-bøger står side om side.
“Og ellers kan man jo bare læse et Anders And-blad, altså!”.
Det er svært at blive ældre uden at få skavanker, javist, men Solveig Andersen mærker også, at hun og hendes jævnaldrende har fået noget andet og meget værdifuldt: livsvisdom. Hun nævner de stigende priser på varme og el og på mad i supermarkedet. De yngre oplever det for første gang, de ældre har allerede gennemlevet det i 1970’erne og 1980’erne og nyder godt af erfaringen.
Hvorfor skal jeg snakke med morlille?
Det er bare, som om det omgivende samfund ikke sætter pris på det, siger Solveig Andersen.
For nylig var hun til en fest, hvor hendes sidemand, en herre i midten af 40’erne, ikke værdigede hende et blik under hele middagen, indtil hun prikkede til ham og konstaterede: “Det er da ikke meget, vi får snakket, os to?”.
“Nej,” svarede han koldt, “men jeg gider heller ikke fortælle om mit liv til en person, jeg ikke kender og ikke kommer til at møde igen.”
Eller som Solveig Andersen hørte hans ord: “Hvorfor skal jeg snakke med gamle morlille?”.
“Hvis jeg havde været en ung kvinde med struttende… så ville han da helt sikkert have talt med mig. Du bliver sådan set degraderet til ingenting.”
“Det er, som om den respekt, vi egentlig burde have, og som findes i andre lande, er ved at forsvinde fra vores samfund. Og jeg tror, det er grunden til, at mange ældre løber så stærkt, tager på lange ferier og dyrker så meget motion – for at kunne fortælle omverdenen, at de stadig er attraktive for samfundet.”
Og det kan formørke sindet hos mange af dem, der ikke kan leve op til idealet om den aktive alderdom, siger Solveig Andersen.
Hun har mærket, at nogle af hendes veninder, der har fået stok eller rollator, lader til at skamme sig over det. Men så snakker de om det: Hvorfor skamme sig? Hjælpemidlerne gør, at de pludselig kan mere, end de kunne før.
Også ældre, der udviser stor appetit på livet, kan blive mødt af skepsis. Det har Solveig Andersen erfaret, efter at hun mødte præsten på hospitalet og genfandt glæden.
“Jeg har fået at vide, at jeg er alt for positiv. Det er meget underligt. Gud, er det også galt?”.
Men det får hende nu ikke til at lave om på sig selv. Hun smiler til mennesker, hun går forbi på gaden, og hun krammer folk, hun kun lige har mødt – også journalister.
“Det værste, der kan ske i mit liv, er, at jeg dør. Og så vil jeg bare håbe, at jeg ikke opdager det,“ siger hun og griner.
Har du selvmordstanker, kan du kontakte Livslinien på telefon 70 201 201.