I juni 2019 modtog jeg en mail, som fik mig til at stivne: Afsenderen påstod at være en person, som jeg vidste var død. Han var en dansk jøde, der omkom i en af Hitlers dødslejre for 77 år siden. I min bog om Ravensbrück, den tyske koncentrationslejr for kvinder, havde jeg beskrevet, hvordan denne person – som dengang var en dreng på blot to år – var blevet udvalgt til døden og aldrig var blevet set igen.
For at genopfriske min hukommelse, slog jeg op på side 373 i min bog og genlæste, hvordan det unavngivne barn var ankommet til Ravensbrück med sin mor, havde fået difteri og var blevet bragt til lejrens hospital.
”Han var en sød og god lille dreng,” huskede Germaine Tillion, en fransk fange, der opholdt sig på samme afdeling. Germaine så en SS-læge undersøge barnet, kort før han forsvandt. Hun var et upåklageligt vidne, og hun havde efterfølgende fundet ud af, at drengen døde i et tog på vej til Auschwitz, en såkaldt ”sort transport”.
Det til trods stod barnets navn nu på min computerskærm. Han skrev, at hans navn var Ib Katznelson, og at han var 78 år gammel.
”Det vil nok overraske dig at høre fra mig,” skrev han i mailen.
I år er det 77 år siden Ravensbrück blev befriet – og rædslerne må aldrig blive glemt. Selv for de stærkeste fanger i lejren var overlevelse usandsynlig, men for et sygt jødisk barn var chancerne tæt på nul. Ravensbrück, der ligger cirka 80 km nord for Berlin, var den eneste nazistiske koncentrationslejr, der var bygget til kvinder. Mere end 130.000 kvinder fra hele Europa – modstandsfolk, kommunister, romaer, Jehovas Vidner, prostituerede og andre såkaldte ”asociale” – passerede gennem lejrens porte, nogle af dem med børn. En mindre del af fangerne, omkring ti procent, var jøder, men lejren var ikke formelt betegnet som en lejr for jøder.
Lejrens hospital holdt kvinderne sunde nok til slavearbejde, mens ”ubrugelige” blev dræbt – skudt, forgiftet og i de sidste måneder gasset. Det anslås, at 50.000 kvinder døde i Ravensbrück. Den toårige dreng og hans mor ankom til lejren i november 1943, lige før en af de mest gruopvækkende sorte transporter skulle sendes af sted i tæt snevejr. Der var ingen lister over dem, der skulle med toget til Auschwitz, men der var heller ingen chance for, at nogen af dem ville overleve.
Så Ib måtte nok tage fejl, hvis han antog, at han var det danske barn nævnt i min bog. Og selv hvis den danske dreng skulle have overlevet, hvordan skulle Ib kunne bevise, at det var ham? Til trods for dette virkede han afmålt og sikker i sin tone. Han sagde, han var pensioneret tjenestemand og havde arbejdet for Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling.
Men kunne han bevise sin identitet? Han sendte mig nogle dokumenter fra Dansk Røde Kors, som jeg ikke havde set før, hvor det fremgik, at der var tre danske børn i Ravensbrück i slutningen af 1943, og at det ene hed Ib Katznelson – den eneste toårige dreng blandt de tre børn.
Jeg ringede til arkivaren på lejrens mindesmærke for at høre, om navnet Ib Katznelson figurerede på nogen af SS’ fangelister. Det gjorde det ikke. Men SS havde jo også brændt de fleste af lejrens dokumenter før befrielsen. Under den kolde krig forsvandt historien om lejren fra det vestlige synsfelt, da den lå på den anden side af jerntæppet, og i lang tid var de kommunistiske overlevendes vidnesbyrd ikke noget, man hørte om.
I forbindelse med min bog gravede jeg imidlertid nogle af disse vidnesbyrd frem igen. De overlevende fra lejren udviste et enormt mod ved at tale ud om deres oplevelser, og deres historier var også en stor støtte for mig, da jeg skrev om rædslerne.
Reddet fra gaskamrene
Børnelægen Zdenka Nedvedova var så elsket blandt fangerne, at hun blev kendt som lejrens ”sonne”, tysk for sol. Hun var tjekke og arbejdede på lejrens hospital, hvor hun både reddede liv og skjulte dem, der var i fare. Kunne det tænkes, at en fange som hende havde bragt Ib i sikkerhed, inden den sorte transport kørte af sted? Pludselig var jeg igen i gang med at lede efter de gamle Ravensbrück-dokumenter på mit loft.
”Hvornår var du helt præcist indlagt på difteri-afdelingen?” spurgte jeg i en mail til Ib. Han svarede, at hans mor muligvis havde sagt noget om det, men han var vævende i sit svar. Det blev tydeligt for mig, at jeg var nødt til at møde ham personligt, hvis jeg ville opklare mysteriet.
Et par uger senere mødte jeg derfor det ”yndige barn”, som i årenes løb var blevet til en venlig, gråskægget pensionist, på en café i det vestlige London. Han var iført en anorak og kasket, da han lige havde været på stadion for at se en Arsenal-kamp med sin kone, og han hilste på mig med udstrakte arme. Allerede før vi nåede at bestille kaffe, fortalte han mig, at jeg havde ændret hans liv.
”Hvis det ikke var for din bog, ville jeg aldrig have fundet ud af, at jeg blev reddet fra gaskamrene,” sagde han:
”Da jeg læste side 373, blev jeg meget chokeret. Jeg græd faktisk.”
I det meste af sit liv havde han ikke vidst særlig meget om, hvad der var sket med ham og hans forældre under krigen. Hans forældre, som begge overlevede fangenskabet i lejrene, havde aldrig talt om det.
”Min mor nævnte det aldrig,” sagde Ib:
”Jeg tror, hun var for traumatiseret.”
I 1995 blev hans mor, Karen, inviteret til 50-års jubilæum for befrielsen af Ravensbrück. Hun deltog og indvilligede desuden efterfølgende i at give interviews på video for at optage minder fra lejren. ”Men på videoerne siger hun heller ikke særlig meget,” sagde Ib.
I den ene beskriver hun, hvordan ”drengen” blev syg og derfor blev taget fra hende, men senere ”kom tilbage” i god behold.
”Kom tilbage – men hvornår og hvem sørgede for det?”, spurgte jeg.
Ib havde svært ved at huske det, og det virkede som om, han ikke rigtig havde lyttet til sin mors interviews om lejren eller måske ikke havde haft lyst til at lytte efter. Han fremstod påvirket – måske såret – af sin mors kolde tone, idet hun altid refererede til ham som ”drengen”. Ibs mor døde i 2009.
”Hun kaldte mig aldrig ‘min søn’ eller ved mit navn,” sagde han.
”Det var, som om hun beskrev, hvad der var sket med en anden person, at det ikke var mig.”
Han lovede at lytte til sin mors bånd igen og give mig nogle flere detaljer, især om hvem der havde leveret ham ”tilbage i god behold”.
Jeg gik selv i gang med at undersøge dokumenterne fra mit loftsrum for at komme tilbage til Ravensbrück i vinteren 1943.
Forrådt under flugten
Under krigen befandt danske jøder sig i en usædvanlig situation. I henhold til en samarbejdsaftale lovede Hitler at ”beskytte” dem, og kun meget få blev sendt i koncentrationslejre. I sommeren 1943 forsøgte mange danske jøder imidlertid at flygte til Sverige, da de frygtede, at beskyttelsen ville ophøre. Blandt disse var Ibs forældre Karen og Max og deres lille søn. De blev imidlertid forrådt og sendt til Tyskland med tog.
Deres oprindelige destination var Theresienstadt, en transitlejr i Tjekkoslovakiet, men de allieredes bombardementer betød, at toget blev omdirigeret. Ibs far blev sendt til Sachsenhausen, en mandelejr cirka 30 km nord for Berlin, mens Ib og hans mor endte i Ravensbrück.
Søen frøs tidligt det år, og lastbilen, der transporterede Ib og hans mor det sidste stykke, må have passeret lige forbi den snedækkede sø. Ved indgangen til lejren blev de revet ud af lastbilen og ført ind på den anden side af de høje mure af de kvindelige vagter med sorte kapper, de såkaldte ”krager”, og deres knurrende hunde.
Foran dem, på den anden side af Lagerstrasse, lejrens hovedgade, stod de ulyksalige skure med 200 fanger i hver – tre per madras i stablede køjesenge.
Danskerne blev imidlertid ført til højre, hvor røgen osede ud af krematoriets skorsten. Ikke langt derfra lå ”bunkeren”, eller fængslet i fængslet, hvor de blev placeret – ikke i strafcellerne, men på den øverste etage for de privilegerede fanger og dem, der skulle overføres til en anden lejr.
Karen Katznelson, som var 26 år, da de ankom til lejren, mindedes mange år senere skrigene fra torturen i strafcellerne og bunkerne af skeletter udenfor. Men hun undslap de værste rædsler og anede intet om ordrerne om at udvælge fanger til den hidtil største sorte transport.
Der gik ikke længe, før ”drengen” blev alvorligt syg og blev bragt til lejrens hospital, som var under ledelse af SS-lægen Percival Treite. Treite, som i stedet for SS-uniform bar hvid kittel, rekrutterede kvalificerede læger og sygeplejersker blandt fangerne til at bemande afdelingerne. En af disse var Zdenka Nedvedova, som var uddannet børnelæge fra Prags universitet. Zdenkas veninde Hilda Synkova arbejdede på apoteket.
I begyndelsen beundrede fangepersonalet Treites kirurgiske evner; han kunne endda overtales til at redde en af de mest værdsatte patienters liv. Men da de nåede til december, foretrak Treite at dræbe. For at gøre plads til en ny gruppe af ”friske” franske fanger, der var på vej, blev gamle og syge, ”sindssyge” og jøder udvalgt til en sort transport. SS-vagterne gik fra blok til blok og udpegede fanger: ”Dig, dig og dig.”
Treite sagde, at de skulle på ”rekonvalescenthjem”, men fangerne vidste, at de skulle til Auschwitz.
Efter den febersyge Ib blev taget fra sin mor, Karen, for at komme på hospitalet, var det eneste, hun kunne få tiden til at gå med, at ”optrævle hans uldne trøjer og strikke dem igen”. Hun anede ikke, at hospitalet var et sted, hvor der blev truffet beslutninger om liv og død, og ingen havde fortalt hende, at hendes søn var sendt til difteri-afdelingen i infektionsafsnittet.
Faktisk var Ibs ophold på afdelingen aldrig blevet opdaget, hvis ikke franske Germaine Tillion var blevet indlagt samtidig efter at have fået difteri ved ankomsten til lejren. Germaine var ikke et hvilket som helst vidne. Hun var en kendt fransk etnolog, der blev taget til fange på grund af sin modstand mod den nazistiske besættelse, og hendes livslange kald var at observere mennesker – noget, hun fortsatte med i Ravensbrück.
Under sit ophold i lejren noterede Germaine alt hun så på papirstumper, som hun gemte rundt omkring i blokkene. Hun fik også kontakt til fængslernes sekretærer, som videregav alle de udgivne dødslister til hende.
Da difteri på daværende tidspunkt ofte var dødelig, må afdelingen have været et desperat sted. Men da Germaine ankom, var den på sæt og vis også et fristed – SS’erne kom nemlig aldrig derind, da de var bange for at blive smittet.
I stedet havde Treite givet ansvaret til Zdenka, og hun smuglede medicin ind på afdelingen og fik endda sin tjekkiske veninde Hilda derind for at få ”ro og hvile”.
På andre hospitalsafdelinger lå fangerne i deres egne ekskrementer og ventede på at dø; men på difteri-afdelingen havde ”hver syge person sin egen madras med rene lagner, og alle patienter blev behandlet med samme blidhed af Zdenka og hendes assistenter,” husker Germaine.
Da Ib kom derind, forelskede alle kvinderne sig i ham – mange af dem var selv mødre, der var blevet revet væk fra deres egne børn. Da Germaine senere reflekterede over denne gnist af menneskelighed i Ravensbrücks helvede, beskrev hun den som et udtryk for ”modsigelserne i det nazistiske system”.
Hvordan overlevede han?
I januar 1944 udspillede der sig rædselsfulde scener i lejren, da flere og flere kvinder blev udvalgt til sorte transporter. En ung russisk kvinde fra Den Røde Hær blev trukket af sted af en lejrvagt og var ”bogstaveligt talt revet i stykker af fortvivlelse”.
Grupperne, der var baseret på nationalitet, blev desperate for at redde deres egne og tryglede Treite om at skåne en ven eller slægtning, nogle gange med held, men til gengæld med den følge, at de så måtte erstattes. I et af de tilfælde greb Treite sagsmappen til en tysk kvinde med syfilis og sagde: ”Hun kan bruges.”
Men togets afgang blev forsinket af et kraftig snevejr. Det gik rygter om, at den sorte transport ikke skulle til Auschwitz, men til Majdanek, en anden dødslejr, som var mindst lige så skræmmende for fangerne. Germaine opholdt sig stadig på difteri-afdelingen, da toget omsider skulle til at køre, og hun så Treite i hans hvide kittel, da han kom for at hente det danske barn.
”Treite troede, han var ubemærket og var hengiven over for barnet, som han endda gav et æble,” skrev Germaine. Derefter gik han. Næste dag var drengen væk.
Nogle uger senere, da Germaine havde fået det bedre, fik hun at vide, at Treite havde sat drengen på navnelisten til den sorte transport, som der var kommet forfærdelige rapporter om fra Majdanek. Da vagterne havde åbnet dørene til togvognene, var nogle af ligene frosset fast til gulvet. De fleste af de overlevende blev sendt videre til Auschwitz for at blive gasset. Intet barn kunne overleve en sådan transport, og Germaine var derfor sikker på, at Ib var død.
Men hvorfor var Ib så i live? Havde han undsluppet toget? Havde nogen fjernet ham fra difteri-afdelingen i sidste øjeblik? Og hvis det var tilfældet, blev der så sendt et andet barn i stedet?
Navnet på Ibs redningsmand viste sig selvfølgelig at ligge lige for øjnene af mig. Jeg havde bare ikke opdaget det før, fordi jeg skrev bogen i den tro, at drengen var død. Men da jeg nu hørte Ibs historie, var det indlysende, at den tjekkiske læge Zdenka sandsynligvis havde planlagt det hele. Hun kunne imidlertid ikke have handlet alene, og det var usandsynligt, at hun kunne have smuglet barnet tilbage til moderen, da hun som lejrens sol var alt for velkendt et ansigt.
En eller flere i hendes tjekkiske kommunistiske kreds må have hjulpet hende. Germaine skrev om, hvordan hun på difteri-afsnittet kunne observere ”kraften i små tætte grupper, som fra tid til anden formåede at redde liv”. Og pludselig nævntes navnet på en bestemt tjekkisk kvinde i vidneudsagnet, nemlig Zdenkas veninde Hilda Synkova, som kom til difteri-afdelingen for at få ”ro og hvile”.
Ved at kigge Germaines mange andre skrifter om lejren igennem, fandt jeg yderligere bekræftelser. I et essay beskriver Germaine, hvordan synet af Ib bragte Hilda stor glæde.
”Hun tog sig altid af den lille yndige, danske, jødiske dreng,” skriver Germaine. Hilda, hvis mand blev henrettet i 1941, var også mor. På daværende tidspunkt var hendes datter kun to år gammel, samme alder som Ib, og hun blev passet af Hildas søster i Prag.
I lejren adopterede kvinder ofte forældreløse børn for at være deres ”lejrmor”, og Hilda påtog sig utvivlsomt denne rolle for Ib. Han kaldte Hilda ”tante” og bad hende engang om ”kage”, skrev Germaine i en af hendes mindre kendte erindringsbøger om lejren.
Derefter fik jeg endnu et gennembrud: Jeg modtog en mail fra Ib, hvor han skrev, at han havde lyttet til sin mors bånd igen, og at hun havde fortalt mere om redningsaktionen, end han først havde troet. Hans mor havde sagt, at kvinden, der leverede Ib tilbage til hende i bunkeren, var ”en tjekkisk sygeplejerske, der talte fransk”, hvilket var usædvanligt. Jeg huskede, at en af Germaines veninder fortalte mig, at hun havde et tæt bånd til Hilda, fordi ”Hilda talte fransk”.
Spørgsmålet var imidlertid stadig: Havde Hilda virkelig styrken til at smugle dette jødiske barn gennem sneen, forbi de knurrende hunde og ”kragerne” i deres sorte kapper, for at bringe ham tilbage til dets rigtige mors favn? Det ser sådan ud. Andre tjekkiske overlevende har beskrevet Hilda som enormt stærk. Én sagde blandt andet: ”I lejren gjorde hun et fantastisk indtryk på mig. Hun var en sand kriger og konspirator ... som opmuntrede andre med både ord og handling.”
Reddet af Bernadotte
Til sidst blev Ib og hans mor overflyttet fra Ravensbrück til den mere sikre transitlejr Theresienstadt. Her var de så heldige at blive reddet af grev Folke Bernadotte, næstformand for det svenske Røde Kors, som i krigens sidste dage iværksatte en ekstraordinær redningsaktion, kendt som ”De hvide busser”, for tusindvis af lejrfanger.
Al min research gjorde mig sikker på, at Hilda var den kærlige ”lejrmor”, som havde givet Ib tilbage til sin rigtige mor. Da jeg ringede for at fortælle ham det, kunne jeg mærke, at jeg var bekymret for, hvordan han ville tage det. Han anerkendte med det samme, at Hilda måtte være hans redningsmand, men til at starte med virkede han besynderligt uimodtagelig, som om han ikke kunne finde de rigtige ord til at udtrykke, hvad han følte for hende.
Ib var fast besluttet på at prøve at finde Hilda eller hendes familie for at udtrykke sin taknemmelighed og få mere at vide. Han talte med Zdenkas barnebarn, som fortalte, at Hilda døde pludseligt i 1949. Germaine troede, at Hilda havde begået selvmord. Hvis det er tilfældet, var Hilda ikke den eneste kommunistiske fange, der overlevede Ravensbrück for senere at tage sit eget liv. Når kvinderne vendte hjem, blev mange af dem anklaget af deres nye kommunistiske ledere for at have samarbejdet med fascisterne ved at være fanger i Hitlers lejre, på trods af de mange beviser for det modsatte. Denne form for tortur kunne de ikke overkomme. Til sin fortvivlelse fik Ib også at vide, at Hildas datter var død i 1999 i en alder af 61 år.
Jeg spurgte ham, om han nogle gange ønskede, at han aldrig havde læst min bog og dermed havde undgået denne hjerteskærende episode og dens eftervirkninger.
”Om jeg så ville have været lykkeligere,” sagde han og holdt en pause:
”Jeg har ofte stillet mig selv det spørgsmål. Da jeg læste den passage i din bog, burde jeg være blevet glad for at være blevet reddet. Jeg fandt ud af, hvor tæt jeg var på døden, og jeg burde være glad for at vide, at jeg blev skånet, men det er jeg ikke.”
Han forklarede, at det til dels skyldtes hans overlevelsesskyld.
”Gennem hele mit liv har jeg set andre være plaget af denne skyldfølelse, som jeg aldrig forstod. Nu har jeg fundet ud af, hvordan det føles.”
Det, der tynger Ib mest, er, at han ikke ved, om et andet barn blev sat på den sorte transport i hans sted.
”Enten blev jeg byttet ud med en anden, eller også var der bare én mindre i toget. Det finder jeg nok aldrig ud af.”
Han talte nu mere frit om sine følelser for sin ”lejrmor”. Hun må have været så omsorgsfuld, sagde han, at ”jeg åbenbart mere eller mindre kunne erstatte min egen mor med hende. Jeg skylder hende alt, og jeg er meget ked af, at hendes liv endte på den måde i så ung en alder.”
Et par uger efter vores research var afsluttet, ringede Ib og sagde, at han havde hængt et nyt fotografi op i sit hjem:
”På væggen ved siden af mit skrivebord har jeg billeder hængende af mine forældre og mine bedsteforældre,” sagde han:
”Ved siden af dem hænger der nu også et billede af Hilda.”