"Hørte du, hvad præsten sagde?", spurgte Lars Ulrik Jensens mor kort før sin død for få år siden.
Hun huskede tilbage på den dag i 1976, hvor hun skulle indskrive sin søn til konfirmation i en kirke i Frederikshavn. Præsten havde kigget på drengens dåbsattest, hvoraf kun moderens navn fremgik. Præsten havde udbrudt:
"Jamen, så er han jo et uægte barn?".
Moderen havde lige siden den dag håbet, at hendes søn ikke havde hørt præstens dom over ham. Nu – under hvad der skulle vise sig at blive deres sidste samtale inden hendes død – måtte hun vide besked.
Og jo. Lars Ulrik Jensen havde hørt præstens ord.
Moderen havde i 1963 været i Grønland og dér lavet en aftale med en mand om, at han skulle hjælpe hende med at få et barn. Hun fik barnet i Nuuk og tog så tilbage til Danmark sammen med barnet, ganske som det var planlagt, fortæller Lars Ulrik Jensen i dag. Han var et elsket barn, men voksede også op med bevidstheden om, at han var anderledes. Fordi han også var grønlandsk, og fordi hans familie ikke lignede de andres.
"Det har defineret mig som person. Det er min historie, og jeg har taget den på mig. Men det har jeg ikke altid kunnet," siger 60-årige Lars Ulrik Jensen.
I dag er han selv sognepræst i Herfølge ved Køge, hvor det nu er ham, der tager imod områdets forskellige familier.
Alle har en. Uanset hvordan den ser ud og forandrer sig, har familien afgørende indflydelse på det enkelte menneskes liv og selvforståelse. I en række artikler vil Kristeligt Dagblad i de kommende uger sætte fokus på familiens betydning for samfund og mennesker – i 2023 og til alle tider.
I dag åbner artikelserien med et simpelt spørgsmål: Hvorfor består familien? På trods af, at den er blevet erklæret døende gentagne gange gennem historien. Og på trods af alt det, der truer den i dag: individualisering, tab af traditioner og moderne rodløshed.
"Familien er som en zombie," siger Ida Wentzel Winther, der er familieforsker og lektor ved DPU, Aarhus Universitet.
“Man prøver på alle mulige måder at få zombien til at dø, men den genopstår hele tiden. Uanset hvordan man forsøger at lave familien om, så bliver den ved med at være noget, vi tænker os selv igennem, og noget, vores samfund er orienteret omkring.”
Måske har det at gøre med, at familien ikke kun er noget, man lever med. Familien er også noget, man lever i kraft af. Nærmere bestemt i form af de fortællinger, forventninger og myter, som er dybt indlejret i familiens medlemmer.
Når man bliver født, samler man automatisk en familierygsæk op med en masse forventninger og normer, siger Ida Wentzel Winther. Rygsækken knytter ikke bare den enkelte til de mennesker, der bærer rundt på de samme fortællinger, den giver også en forståelse af, hvem man er, og hvilken plads man har i verden. Det kan være alt fra værdier til små vaner, der placerer en i forhold til ens omgivelser.
"Måske fortæller man sig selv: 'I vores familie er vi sådan nogle, der tager skoene af, inden vi går indenfor. Vi er sådan nogle, der smører madpakker om aftenen. Vi er sådan nogle, der ikke siger så meget',” siger Ida Wentzel Winther.
For de fleste er familien et sikkerhedsnet, som de ved vil gribe dem, når de falder, uanset hvor de befinder sig i livet. For andre – for eksempel dem, der ikke passer ind i familiens fortællinger – er den noget helt andet: en spændetrøje.
For der er det ved familier, at de er utroligt svære at blive fri fra – på godt og ondt. Det er forskellen på familie og venner, siger Ida Wentzel Winther. Hvis man stempler ud af et venskab og ikke holder det ved lige, forvitrer det. Stempler man ud af en familie, bliver den ved med at bestå.
“Det er utroligt mærkeligt: Man kan parkere familiemedlemmer i 10 år, og så er der alligevel noget, der hænger ved, når man ses igen. Selvom man har været dødtræt af moster Gyda i lang tid, så dukker hun lige pludselig op, når din mor er indlagt på hospitalet, og så mærker du, at hun har en relation til dig. Måske har hun passet dig i de første otte år af dit liv. Man er indskrevet i en fælles historie,” siger Ida Wentzel Winther.
37 familieformer – men ét ideal
I dag kan den fælles familiehistorie være kompleks og se ud på mange måder. Danmarks Statistik har registreret 37 forskellige familieformer, hvoraf den mest typiske er far og mor med fælles børn. Men blandt familieformerne ser man også et væld af andre varianter af familier med enlige forældre og sammenbragte familier.
Virkelighedens familiære mangfoldighed kan for eksempel ses på den villavej i København, hvor historiker og lektor ved Københavns Universitet Karen Vallgårda hører til. Hun bor i en villa sammen med sin mand og deres fælles børn. I huset ved siden af bor hendes ene søster i en anden slags familie – nemlig med sin mand, deres fælles barn og hans børn fra et tidligere forhold. Lige overfor bor deres tredje søster. På første sal i et hus, hun ejer sammen med et homoseksuelt par, der bor i stueetagen, og med hvem hun har børn. Med andre ord kan man finde en kernefamilie, en "stjernefamilie" og en regnbuefamilie på vejen, der i øvrigt har et nært familiært naboskab på kryds og tværs.
Karen Vallgårda forsker i familie- og følelseshistorie i Danmark de seneste 150 år. Hun fremhæver, at familien ikke kun er et produkt af de enkelte menneskers personlige følelser og valg, men også af samfundsudviklingen. Hun peger på særligt tre nybrud, som har fået betydning for udviklingen af danske familier:
For det første betød bevægelsen fra land til by i anden halvdel af 1800-tallet og de faldende fødselsrater i begyndelsen af 1900-tallet, at familien ændrede form. Kvinderne fik færre børn, og der var større chance for, at de børn, de fik, overlevede. I byerne blev kernefamilien med far, mor og børn den mest udbredte form. Med den voksede en ny følelseskultur frem.
"Det er selvfølgelig ikke sådan, at man ikke havde elsket sine børn i bondesamfundet, men nu begyndte man i højere grad at dyrke børnene som en følelsesmæssig gevinst for familien," siger Karen Vallgårda.
For det andet blev det afgørende for familier, at kvinder i samme periode begyndte at vinde politiske rettigheder. De fik stemmeret i 1915 og skulle ikke længere repræsenteres af deres far eller mand, og få år senere blev ægtefællerne formelt ligestillet i ægteskabet. En familie var nu ikke længere en mand plus det løse.
For det tredje, siger Karen Vallgårda, har der i de seneste 40 år været et stigende fokus på børns rettigheder og trivsel, også i forbindelse med opbrud i familien. Hvor det i 1970'erne eksempelvis ikke var usædvanligt, at søskende blev skilt ad, når forældre blev skilt, er opmærksomheden i dag væsentligt større på, at børn skal have det så godt som muligt i deres familie – også på den anden side af en skilsmisse.
Den gradvise ligestilling mellem medlemmerne i familien ses helt frem til i dag, hvor mænd har fået øremærket barsel, og hvor nogle mener, at der stadig lades meget tilbage at ønske. Eksempelvis kan højst to mennesker dele forældremyndigheden over et barn, hvilket ikke nødvendigvis stemmer overens med det forældreskab, man ser i regnbuefamilier. Kort sagt: Familie har altid været, og er fortsat, til forhandling.
Og mens virkeligheden er blevet mere mangfoldig, er vores idé om familie stadig snæver. Det siger par- og psykoterapeut Stine Zink, der har viet sit arbejdsliv til at hjælpe fraskilte gennem kriser.
Selvom mange af hendes klienter tager tilløb til skilsmissen længe, er det de færreste, der oplever den som en lettelse. Mange skammer sig. Over ikke at leve op til egne og andres forventninger, over at bryde familien op.
Stine Zink forstår dem. I 2011 blev hun skilt efter 17 års samliv. Selvom hun fandt det frigørende at slippe ud af et drænende forhold, følte hun også sorg over at splitte sine børn på dengang fire og seks år mellem to forældre, to hjem. Selv måtte hun flytte fra et hus på en villavej til et socialt boligbyggeri i Aarhus.
“For mange kan et sådant brud give en følelse af at være en fiasko – i både egne og andres øjne,” siger hun.
Det mærker hun blandt sine klienter. Mange har set den kernefamilie, de har mistet, som den sidste bastion for orden og stabilitet i en tid, hvor flere skifter uddannelse og job, bopæl og relationer med høj frekvens. Og de finder det ofte svært at skabe nye rammer om deres familieliv.
“Jeg oplever, at mange forsøger at presse de nye konstellationer, de indgår i, ned i en form, hvor de slet ikke kan være,” siger hun.
“Jeg tror, man kan tale om et sammenstød mellem virkelighed og idealer. Der er et væld af familieformer i dag, men vores idé om, hvad den succesfulde familie er, har ikke ændret sig ret meget. Det er stadig meget one size fits all. Spørgsmålet er så, om idealerne vil forandre sig med den nye virkelighed. Det svarer jeg gerne på om 100 år.”
Familieforviklinger og forsoning
Når familier i Herfølge Sogn forandrer sig – ved skilsmisse, sygdom, død og dåb – møder de Lars Ulrik Jensen. Det såkaldt uægte barn er i dag selv præst i et sogn med 12.000 indbyggere, hvoraf mange er familier. Og familierne har hans opmærksomhed. Frem for alt, siger han, kan han som præst være der og lytte til sognebørnene, når familielivet slår knuder, og løsningerne ikke lige melder sig.
Han kan også pege på Bibelen og sige, at der stort set ingen velfungerende familier optræder i den. Tag bare den første familie overhovedet i Det Gamle Testamente. Kain slår sin bror, Abel, ihjel. Med andre ord var kampen i familien ligeså tilstedeværende i Første Mosebog, som den er i dagens virkelighed. Det er der en trøst i.
"Vi kan godt stræbe efter idealerne for familielivet, men det er livsødelæggende, hvis vi tror, vi skal leve op til dem altid," siger Lars Ulrik Jensen og fortsætter:
"I Bibelen er der et stærkt fokus på familien. På at det er den mindste enhed i samfundet, men også i skabelsesordningen. For vi bliver bedt om at gøre Jorden mangfoldig, og det gør vi ved at få børn med hinanden. Men det er ikke kernefamilien, der er grundantagelsen i Bibelen – det er slægtskabet. At man hører sammen i den store familie."
Selv opsøgte han først sin far, da han var fyldt 35 år. Som ung havde han kæmpet med sine forældres beslutning og dens konsekvenser for ham. Siden tilgav han dem. I dag mener han, at det evangeliske svar på familieforviklinger handler om forsoning. Når han holder konfirmationer, taler han ofte fra prædikestolen til de fremmødte familier om netop det.
"Det er selvfølgelig ikke alt, man kan tilgive. Men når man bliver bedt om tilgivelse, bør man overveje det. Og samtidig må man også erkende, når man selv er den lille. Når man selv har fejlet. Hvis mine børn for eksempel siger, at jeg har svigtet dem, må jeg tage det på mig. Det er det evangeliske svar: At vi ikke er perfekte. Men vi kan bede om tilgivelse."
Som ung voksen var han selv betænkelig ved at stifte familie, selvom han havde mødt en oplagt kandidat til projektet. For hans egen erfaring var, at man kunne klare sig uden kernefamilien, og at der var tale om en forestilling, som ikke holdt vand i virkeligheden. Da Lars Ulrik Jensen alligevel sagde ja til sin Lone, var det med livslangt lys på. De har i dag fire voksne børn og tre børnebørn og havde for nylig 41-årsdag for det første kys.
Det ultimative kontroltab
Forandringen er et grundvilkår i alle familier. Det har kultursociolog Ida Wentzel Winther mærket de seneste år, hvor to af hendes tre børn er flyttet hjemmefra. Det vækker modsatrettede følelser, siger hun: Hun føler lykke over at se sine børn træde videre i livet, mens hun føler vemod over tidens gang.
Da den yngste søn fyldte 14 år, holdt han en fest, hvor hele familien var samlet. De spiste frokost og snakkede, indtil mørket faldt på, og gæsterne skulle hjem. Pludselig stod også Ida Wentzel Winthers ældste børn i døren med deres frakker på. “Skal I hjem?”, spurgte hun, overrasket. Hun gik ud fra, at de ville blive, selv om de for længst var flyttet hjemmefra. For det var et brud på den familielogik, der herskede i hendes mor-hjerne.
“Det er det, der er med familier: Du kommer tit for sent. Du tror hele tiden, at du ved, hvor dine børn er henne, og så viser det sig, at de allerede er ved næste top eller næste bølgedal. Det er der noget virkelig smukt i, men samtidig kan man også godt have følelsen af at rende rundt som en hund, der forsøger at samle fårene. Selvom det er en håbløs mission," siger Ida Wentzel Winther og fortsætter:
“Familien er én stor transformationsproces. Det er fantastisk, og det er hårdt.”
Den nyeste udvikling i sognepræst Lars Ulrik Jensens familieliv er, at hans fire børn er blevet voksne. Flere af dem har fået børn, en er blevet ringforlovet.
Hvor han som barn havde kæmpet med ikke at have kontrol over sin familiehistorie og som voksen fik mulighed for selv at tage kontrollen, oplever han nu igen – på sine halvgamle dage og til almen opmuntring – at han ikke er alene om at tage beslutningerne om, hvordan hans familiehistorie udspiller sig. Børns kærester er kommet og gået. Børnebørn bringes til verden.
"Det har lært mig, at livet fortsætter. At livet er godt. Og stærkt. Og at vi ikke kan kontrollere det hele."
Alle har en familie. Den kan dog se ud på mange måder. I den kommende tid sætter vi fokus på familien og dens betydning. Følg med i serien her, når Kristeligt Dagblad sætter fokus på familien.