I landsbyen Tylstrup i Vendsyssel ligger Kvisthuset Grill & Bodega. Et byhus med rød facade og hvide vinduer. Inden for døren blander lugten – eller duften, om man vil – af friture og pommes fritter sig med cigaretrøg og øl, og i baren sidder fire stamgæster med hver deres kolde Carlsberg på flaske.
Fabriksarbejderen Morten Højgaard er netop kommet ind ad døren. Han slår ofte vejen forbi efter arbejde for at sludre og hygge med nogle af de andre lokale, der også sætter sig på de læderklædte barstole, når de har fri.
"Vi er kommet her i 30 år," fortæller han.
Fra den anden side af baren tilføjer tagdækkeren Bo Bilgaard: "Vi er stamgæster med stort S."
Ud over at være stamgæster er de selvsagt også jyder. Alle fire er fra Vendsyssel, og Bo Bilgaard er født og opvokset i Tylstrup. Og netop jyderne har den seneste tid været genstand for stor opmærksomhed, i forbindelse med at den tidligere Venstre-politiker Inger Støjberg har lanceret partiet Danmarksdemokraterne – Inger Støjberg. Ifølge stifteren og partilederen stiftes partiet, fordi dansk politik mangler et parti med et særligt blik for det, der sker uden for København.
"Jeg synes, at der mangler et borgerligt parti, som varetager interesserne for folk, som de er flest. Og som har et klart blik på alt det, der foregår uden for København. Jeg synes, at forbindelseslinjerne mellem København og resten af Danmark er ved at blive svage,” sagde Inger Støjberg til Skive Folkeblad, da hun præsenterede partiet på Hvidsten Kro.
Hvem er folk, som de er flest? Tidligere har Støjberg nævnt “lastvognsmekanikeren i Holstebro, og dem, der går i gummistøvler og sikkerhedssko”. Udtalelser, som har fået Venstre-politiker Bertel Haarder til at døbe hendes nye parti “Jydedemokraterne”.
Men Inger Støjberg har fat i noget, mener stamgæsterne på bodegaen i Vendsyssel.
"Christiansborg tror, at det hele handler om Sjælland. Solceller, vindmøller, alt det skal være herovre – men sandelig ikke i København. De forstår ikke, at det er meget skønnere at være i Jylland. Jyderne er tålmodige og vil gerne arbejde hårdt. Og så er vi hjælpsomme,” siger Gerda Wolver, der er pensioneret telefondame ved Nummeroplysningen 118.
Hun beder bartenderen om en kold øl og rækker ham en af bodegaens egne ølbilletter. De bliver flittigt benyttet, da bodegaen giver et prisnedslag, hvis man køber 10 billetter samtidig.
“I sådan et bette samfund som vores har vi hyggeligt samvær. Alle hjælper alle. Jeg er tagdækker, og hvis nogen har hul i taget, så fikser jeg det for dem. Hvis ens bil går i stykker, så hjælper nogle af dem, der har forstand på biler. Der er ikke noget, der hedder penge her – det er øl og byttehandler,” siger Bo Bilgaard med et drilsk smil.
Udenfor bygrænsen strækker marker sig, så langt øjet rækker. De er strøet med vindmøller, og hist og her afbrudt af en større gård med gylletanke og parkerede landbrugsmaskiner.
“De er slemme til at glemme os, de politikere, når de alle sammen sidder derovre. De vil have vild med vilje (en bevægelse for at gøre naturen vildere, red.), men der er vildt nok, når bare man kommer udenfor København. Det samme med de ulve – de har bare set et billede og synes, at de er søde. Så er det ligegyldigt, hvad skade de gør for os, der faktisk bor herude,” siger Morten Højgaard.
“De københavnere kan vel snart ikke kende en flue,” tilføjer Gerda Wolver.
En indgroet skepsis
Filosof og forfatter Arno Victor Nielsen, der sidder i København, over 400 kilometer fra bodegaen i Vendsyssel, kalder det en grundmyte: Fortællingen om, at København har taget fusen på alle andre dele af landet. Han husker, at han selv fik myten overleveret under sin opvækst i Grindsted, hvor han og hans venner løb efter biler med københavnske nummerplader og skreg eder og forbandelser.
“Jyderne har altid ment, at de er blevet overset af københavnerne,” siger han.
“Myten er næsten blevet nedarvet. Som en indgroet skepsis over for centralmagten. Jeg har kendt jyske forretningsmænd, der skulle rejse til Frankrig, men var utilpasse over, at de skulle til lufthavnen i København først. Da de landede i Paris, var de på hjemmebane.“
Men det er ikke en myte uden historisk tyngde. Den politiske og kulturelle magt har historisk været koncentreret i Hovedstaden, og det har resten af landet lidt under, siger Arno Victor Nielsen: Fra beskatning af jord under enevælden i 1600-tallet helt op til kommunalreformen i 2007 og den efterfølgende lukning af en stribe politistationer og sygehuse uden for København. Det er på den baggrund – i opposition til det københavnske – at jyderne ifølge filosoffen skabte idéen om et handlekraftigt og ærligt folk, der holder hovedet højt i modgang. “Jyden han æ stærk å sej”, som det hedder i Steen Steensen Blichers sangtekst.
Der er sket meget, siden 1800-tallets digtere besang Jylland, og Arno Victor Nielsen bestrider, at en særlig jysk mentalitet i dag skulle findes som andet end en myte. Men det er en myte, man stadig kan vinde stemmer på, siger han.
“Vi fortolker os selv i de gamle historier. De er sivet ind i os. Så det er ikke så underligt, at den slags kan få en politisk betydning.”
Steen Bo Frandsen, forskningsleder ved Center for Grænseregionsforskning på Syddansk Universitet, giver heller ikke meget for stereotyper om det jyske. For der er ikke ét Jylland eller én jysk identitet. Som han siger: Hvis man er fra Struer eller Ribe, vil man synes, at Aarhus er stort set lige så langt væk som København.
“Så det kan godt være, at Støjberg repræsenterer en vælgergruppe, som er stærkere repræsenteret i Vestjylland og Midtjylland, men hun repræsenterer jo ikke Jylland,” siger han.
Støjbergs fortælling har bund i en reel virkelighed, der handler om sociale lag snarere end om geografi, siger Steen Bo Frandsen. Men modsat Arno Victor Nielsen mener han ikke, at fortællingen om det jyske er opstået i Jylland. Den er snarere skabt i København.
Det går helt tilbage til stænderforsamlingerne, de fire regionale parlamenter, der eksisterede fra 1834 til 1848. Ifølge Steen Bo Frandsen var magteliten i København stærkt utilfredse med stænderforsamlingen i Viborg, fordi medlemmerne af forsamlingen havde et andet blik på den politiske virkelighed. Man så dem som tilbagestående sammenlignet med den sjællandske forsamling i Roskilde.
I dag mener Steen Bo Frandsen, at fordommene om de bagstræberiske bønder på landet er overlevet i flere københavnske medier.
“Som jeg ser det, er det i høj grad København og den københavnske presse, der har skabt en fortælling om det jyske – som en modsætning til det progressive – der er svær at nikke genkendende til for mange jyder,“ siger han.
Det er den fortælling, som Inger Støjberg i høj grad udnytter og puster til, når hun tager afsæt i regionale fordomme om såvel København som Jylland, siger Steen Bo Frandsen.
“Den københavnske presse springer altid ud i den fortælling med stor begejstring: ‘Nå, hun repræsenterer Jylland og jyderne. Det giver mening, for de er jo lidt bagud og har ikke forstået, hvad det hele handler om,’” siger han.
“Selv i et lille land som Danmark har vi en lang tradition for at fiksere meninger og positioner geografisk. Det har ikke altid været rigtigt, men det har altid været meget effektivt.”
Der er langt fra Thyborøn til København
Men der er forskel på København og Jylland, indvender Bent Bro og bryder ud i sang i telefonen: “Der er langt fra Thyborøn til København.”
Sætningen stammer fra et af de hits, han optræder med som sanger og guitarist for bandet Tørfisk, en kuriøs kommentar til den uoverensstemmelse mellem københavnere og jyder, der har eksisteret i århundreder, som han siger med et grin. Spørger man Bent Bro, der ud over at være musiker er tidligere konsulent i fiskeribranchen i Thyborøn, er der faktisk en del, der kan siges at være særligt jysk: et roligt tempo i hverdagen, en tør galgenhumor og en jordbunden umiddelbarhed.
“Der er en ligefrem jargon mellem os jyder. Vi pakker ikke noget ind, og ingen kunne finde på at dolke hinanden i ryggen. Vi dolker kun hinanden forfra – gerne med et kærligt glimt i øjet,” siger Bent Bro.
“Vi har altid brugt humoren meget i min familie. Når alting var sortest, når der var dødsfald og sygdom, så var det humoren, der skulle bringe os videre. Det forbinder jeg med noget meget jysk.”
Jo mere de bevæger sig østpå, jo mere må Tørfisk ændre deres materiale, siger han. I Kalundborg kan de beholde 90 procent af det show, de plejer at optræde med i Jylland, og som Bent Bro beskriver som en “musikalsk sejltur tilsat vestjysk grovsaltet humor”. På Midtsjælland må de kassere endnu flere jokes. Simpelthen fordi mange af dem tager afsæt i en virkelighed, som publikum ikke kender. Og København kommer de slet ikke til på deres i gangværende turné.
Ligesom Støjberg er Bent Bro ikke bange for at knytte symboler til det jyske. Kedeldragten. Gummistøvlerne. Fiskeren og landmanden. Det er, mener han, muligt at beskrive og tale ind i en særlig jysk virkelighed. Det vigtige er bare, siger han, at man ikke bruger identiteten til at hævde sig selv:
“Uanset om man er i holdningsbranchen eller i underholdningsbranchen, så er det værste, når vi bliver selvfede, fordi vi er jyder. Så står jeg fuldstændig af.”
De undertrykte, glemte og oversete
Arno Victor Nielsen ser mest af alt idéen om en jysk identitet som en løgn. Akkurat som fortællingen om, at jyderne i dag skulle være oversete eller fattige – bare tag til Herning, siger han. Når Inger Støjberg fremhæver det jyske, er det i virkeligheden et tegn på, at vi har mistet et politisk sprog for noget andet: for økonomiske uligheder i samfundet. For der ligger en realitet bag Støjbergs analyse: At afgrunden mellem de fattigste og de rigeste danskere er stor. At der faktisk er mennesker, der er oversete og glemte. De befinder sig i Jylland, ja, men også på den anden siden af Storebælt og måske især på Lolland.
“De kan bare ikke se sig selv som nogle, der er udbyttet af overklassen, for alle de begreber, man havde til rådighed for at se sig selv som en undertrykt klasse, er væk. Politik som en kamp mellem økonomiske interesser bliver erstattet af nærmest litterære fortolkninger,” siger Arno Victor Nielsen.
“Det er et udtryk for en enorm armod i mulighederne for at forstå sin egen situation, og det kan Støjberg trække på med de symbolske forestillinger. Det er en måde at iklæde den moderne virkelighed en dragt, så man ikke rigtig opdager, hvad der foregår. Egentlig burde man tale om klassekamp, for hun appellerer til de undertrykte, glemte og oversete.”
På bodegaen i Tylstrup blinker lysene på gamle spillemaskiner i hjørnet, og den ene røde Marlboro erstatter den næste. Disken er klistret, og snakken går livligt om at være de oversete. Konsensus er, at storbyer som den nærtliggende Aalborg også glemmer, hvad det vil sige at være et lille lokalsamfund – men det er nu københavnerne, der er værst til det. Derfor er de også enige om, at der på den måde nok ikke hersker den store forskel på Lolland og Vendsyssel.
“Så snart du kommer udenfor Københavnstrup, så er det vel nogenlunde ens. Vi bliver glemt,” siger Morten Højgaard.
Gerda Wolver – Gammel Gerda, som de andre stamgæster godmodigt kalder hende – tager et sug på cigaretten og nikker. Hun synes, at de lokale jyder selv må sørge for at holde liv de små lokalsamfund, for hjælpen kommer ikke fra politikerne i København.
“Vi må gøre det selv, hvis vi vil have noget. Og det tror jeg, Inger Støjberg kan – og vil!”