Kære Brevkasse
Min mand og jeg har en voksen søn, der er blevet ramt af en livstruende sygdom. Vi lever i stor fortvivlelse og usikkerhed om, om han overlever. Vi er helt med på, at det er svært for venner at vide, hvordan de skal reagere på denne livskrise, og vi ved også, at der er stor forskel på, hvad man evner. Det har vi forståelse for og respekterer.
Alligevel har vi et vennepar, der har reageret på en måde, jeg har svært ved at acceptere. For mig har det fået den konsekvens, at jeg ikke ser nogen grund til at ses med dem mere, hvorimod min mand gerne vil fortsætte kontakten. Personligt vil jeg kalde vores venskab et bekendtskab, da det altid har været en overfladisk relation, hvor debatemner sjældent tages op - og slet ikke personlige eller private emner. Så i forvejen har jeg nogle gange overvejet, hvad der egentlig er at holde fast i.
I sensommeren, hvor vi oplevede vores livs største krise, informerede jeg venneparret om situationen og vores fortvivlelse. De responderede på skrift, hvor de udtrykte deres medfølelse, men stillede ingen spørgsmål. Der er nu gået trekvart år. I den tid har vi fået en julehilsen fra dem, hvor de også skrev, at de håbede, alt gik godt med vores søn. Vi svarede ikke på hilsenen, da juletiden var noget nær et helvede, hvor hele familien var i kulkælderen, og det gik slet ikke godt med vores søn.
Efter cirka fire måneder modtog jeg en kort sms, hvor de ville spørge forsigtigt til, hvordan det gik. Den svarede jeg og kunne fortælle, at det faktisk så rigtig skidt ud. Responsen var endnu engang en kort besked om medfølelse. Og for nylig fik vi endnu en sms, hvor de inviterede til noget mad, da de skrev, det var længe siden, vi havde set hinanden.
Jeg er med på, at de måske er rådvilde og måske har troet, at det var bedst at afvente en henvendelse fra os. Men sagen er den, at manden selv for nogle år siden blev ramt af en alvorlig ulykke med et langvarigt sygdomsforløb til følge. I den forbindelse udtrykte han, hvor overraskende det var at opdage, hvem af deres venner der virkelig var der for ham. Her blev vi nævnt som nogle af dem, der havde været der, og han fortalte, hvor meget det betød for ham. Så han er ikke uvidende om, hvad der er vigtigt.
Til sammenligning har vi ikke oplevet lignende tavshed fra nogen andre venner. Vi har fået støtte på mange måder. Nogle skriver jævnligt, andre kun enkelte gange. Nogle sender blomster, andre kommer på besøg eller ringer. Selv fra mennesker, vi kun kender perifert, har vi modtaget hilsener og blomster. Nogle har været usikre og har spurgt os, hvad vi havde brug for. Men ingen har været så tavse og fraværende som dette vennepar.
Jeg er nået frem til, at et venskab, der i forvejen er meget overfladisk, ikke har noget formål, når man selv i en af livets værste kriser glimrer ved sit fravær og sin tavshed. Min mand vil gerne bevare relationen og kan leve med, at de ikke evner at agere anderledes. Vi har kendt dem, siden børnene var små.
Hvordan ser I på det? Stiller jeg for store krav til venneparret? Skal jeg lade min vrede og skuffelse fare og fortsætte et overfladisk bekendtskab med nogen, jeg synes har svigtet? Skal jeg gøre det for min mands skyld? Jeg ved, det bliver meget svært for mig.
Venlig hilsen
Susanne
Kære Susanne
Tak for dit brev. Når livet bliver alvorligt, og man kommer ud i en så stor krise, som I oplever med jeres søns sygdom, så har man vel nok brug for, at der er nogen omkring en, der forstår, og som på forskellig vis stiller op med godhed og opmærksomhed. Det er godt at læse, at I har sådanne venner, som er der for jer, og at der også er mennesker, I kan snakke med om den alvorlige situation, I er i. Når der sker noget med ens børn, uanset hvilken alder de har, rammes man på noget af det dybeste. Børn bor jo lige op ad vores hjerterødder. Og når man oplever så stor sorg og ængstelse, bliver man også ekstra følsom og sensitiv over for, hvordan andre agerer.
Man kan derfor nemt blive sårbar og ked af det, hvis man forventer, at nogle vil være der i et større omfang for en, end det viser sig, de er. Du skriver, at jeres forhold til det pågældende vennepar heller ikke havde en dyb personlig relation, før jeres søn blev syg, men at det var et venskab af mere overfladisk karakter. Og her kan man måske netop tænke over, at i forhold til de mennesker, man omgiver sig med, så har man ikke det samme slags forhold til alle venner. Nogle kan man måske tale dybt og meget ærligt med om livets små og store temaer, andre har man det ikke på samme måde med, men man kan hygge sig og snakke om hverdagsagtige ting. Nogle ser man måske ofte, og andre mere sjældent. Og så er der nogle, som man måske har kendt i mange år, og som man har en lang historiefortælling med. Alle de forskellige slags relationer kan have forskellig værdi.
Vi forstår godt, at det havde været dejligt, hvis de omtalte venner havde været mere aktive i kontakten og viste større medleven eller hjælpsomhed. Når det er sagt, så lægger vi mærke til, at de dog har taget kontakt og ønsket jer alt godt og også spurgt ind til situationen. De har også, som du skriver, for nylig givet udtryk for, at de gerne vil have jeres besøg. Måske skal du tage det som udtryk for, at de egentlig gerne vil jer, men at det ikke falder dem så let at være personlige.
Der er i et livsløb fra tid til anden nogle venner, som man må afskrive eller lægge afstand til, og det kan være en smertefuld, men vigtig ting at gøre, ikke mindst hvis man oplever, at man bliver behandlet hårdt eller dårligt over længere tid – netop for at bevare sig selv og sin egen selvrespekt og for ens egen trivsels skyld.
Men sådan som vi forstår det, har de pågældende venner ikke sagt noget, som er sårende eller krænkende, det er mere deres manglende initiativ eller hjælpeløshed, som du reagerer på. Måske kan du få et blik på dem, som fortæller, at mennesker netop ikke er ens, og at nogle har større evne til at møde mennesker i smerten end andre.
Vi kan læse, at din mand gerne vil bevare kontakten til jeres venner. Et brud er meget radikalt, og man skal være langsom og tilbageholdende med de store beslutninger midt i en dyb personlig krise. Modsat så skal du heller ikke synes, det er meget svært at være venner med dem, så du skal give køb på dig selv.
Måske skulle I tage dem som nogle bekendte, som I har kendt meget længe, mødes i ny og næ med dem og måske også forsøge at åbne lidt op for, hvor svært det har været for jer i den situation, hvor jeres kære søn har været så alvorligt syg. Og så samtidig ikke forvente for meget. Det behøver jo ikke være nogle, som I ser særlig hyppigt. Måske skulle I vælge den vej foreløbig i de kommende år, så I netop ikke midt i alt det sårbare skal ud i et brud og måske også blive genstand for svære eller sårbare reaktioner fra deres side. Det sidste ville også komme til at koste jer kræfter – og dem har I sikkert ikke for mange af netop i dette svære livskapitel.
Mange hilsener
Annette og Jørgen
Lyt til podcasten "Spørg om livet", hvor Annette og Jørgen Due Madsen går i dybden med de 10 brevkasse-spørgsmål, som har optaget læserne mest gennem årene. Find podcasten i Kristeligt Dagblads app og på k.dk/podcast-brevkassen