Måske er den umiddelbare reaktion: Jamen, jeg tænker da hele tiden. Tankerne kværner rundt i hovedet på mig konstant. Det er derfor, jeg har svært ved at finde ro i livet. Derfor jeg har svært ved at sove – og at give slip. Giv mig i stedet en mulighed for at blive fri for tankerne.
Men nej!, lyder det fra psykologiprofessor Svend Brinkmann. Vi skal faktisk tænke endnu mere, og vi skal hver især øve os i at blive bedre til det. Og så skal vi sammen skabe rammer og vilkår for, at eftertænksomheden og fordybelsen overhovedet sker og er mulig. Derfor er titlen på hans seneste bog koncentreret til ét eneste ord: ”Tænk”, hvor de indledende ord slår fast, at: ”tankefuldheden har fået trange kår i den moderne verden, hvilket betyder, at vi har grund til at lære os at tænke godt og dybt igen”.
Den kendte psykologiprofessor, radiovært, forfatter, foredragsholder og offentlige debattør har fundet et ledigt hul i den ellers tæt pakkede kalender til et interview, hvor han uddyber sit opråb om at få os til at tænke mere. Og han er helt med på, at det måske kan lyde som det stik modsatte af, hvad mange af hans psykologkolleger ellers forsøger at få os til, nemlig at stoppe tankerne og ”være mere i nuet”, som er et af tidens populære mantraer.
”For nogle år siden udkom der en meget populær og virkelig god bog fra psykolog Pia Callesen. Titlen var ’Lev mere. Tænk mindre’, men lidt populært sagt mener jeg lige modsat, at vi skal leve mindre og tænke mere. For det at tænke er helt afgørende vejbump i vores ellers så effektive og nytteorienterede liv. Og netop evnen til at fordybe sig i helt eksistentielle spørgsmål som: ’hvad er det gode liv?’ og ’hvordan indretter man et retfærdigt samfund?’ beriger ikke kun vores eget liv, men er helt afgørende for vores fælles liv, for vores samfund og demokrati.”
Glæden over at falde i staver
Svend Brinkmann har lagt vejen forbi til en kop kaffe og nogle flere ord om sin nye bog, inden han skal køre videre til Ikast ved barndomsbyen Herning for at holde foredrag om intet mindre end ”Lykken”. Og den har faktisk også med evnen til selvstændig tænkning at gøre, fremgår det af hans nye bog, der udkommer den 18. august. Han er spændt på, hvordan den bliver modtaget, fortæller han, ”for i virkeligheden troede jeg, at jeg havde afsluttet den serie af bøger, der begyndte med ’Stå fast’ i 2014 og førte til ’Ståsteder’ og ’Gå glip’, men der var noget, jeg manglede at udfolde i den her række af bøger, der alle er henvendt til et ’du’. For når det her ’du’ så har læst alle pointerne og står der og går glip, hvad skal vedkommende så? Ja, så er det jo netop dér, man skal opleve glæden ved at fordybe sig og falde i staver. For jeg mener helt oprigtigt, at vores liv kunne beriges af at tænke mere.”
Omsat til nogle af de begreber fra den tysk-jødiske filosof Hannah Arendt (1906-1975), som Svend Brinkmann er meget inspireret af, så har han i de tidligere bøger især haft fokus på det aktive liv, som Arendt kaldte ”vita activa”– på de synlige handlinger, vi foretager os – mens han i den nye bog tager fat på det kontemplative liv, som Arendt kaldte ”vita contemplativa”. Det indre liv, som det sker i fordybelsen, men ikke kun. For evnen til at tænke dybt og selvstændigt udvikles også gennem dialogen – og meget gerne med folk, man måske ikke umiddelbart er enige med. På den måde skærper man nemlig både sin egen og den andens, ja i virkeligheden den fælles tænkning.
”For det er en dimension ved vores tilværelse, som jeg mener har været underbelyst i de senere år. Vi taler selvfølgelig om, at børn og unge skal lære at bruge deres forstand, at de skal kunne løse opgaver og klare sig godt til eksamen, men det er jo den instrumentelle del af tænkningen, vi dér har fat på. Noget helt andet er den tænkning, der handler om at skabe plads og rum for tvivlen, for vores undren og de eksistentielle overvejelser. Alt det, der ikke har et facit, men som handler om at udvikle os som mennesker.”
Svend Brinkmann tilføjer efter en lille tænkepause: ”Altså det er jo ikke en forfaldshistorie, jeg har skrevet. Men jeg indrømmer, at jeg er bekymret. For ikke nok med at vi primært har fokus på nyttetænkningen, det er også som om, at det at tænke er blevet synonymt med ’at synes’. Mange mennesker begrunder i dag deres holdninger med, at de synes noget. Og det er åbenbart blevet lige så gyldigt som at have tænkt noget. Men tænkning forpligter på en anden måde end at synes noget. Og det er præcis den forpligtelse, der udgør det særligt menneskelige kendetegn.”
Det handler om dannelse
Interviewet er rykket udendørs. Det er en af de sommerdage, hvor regnen og blæsten lader solen være i fred, og fra terrassen kan man nu høre både fuglesang fra trækronerne og en gøende hund i nabolaget.
”Det er jo netop denne kritiske eller kontemplative tænkning, der adskiller os fra dyrene,” påpeger Svend Brinkmann meget apropos. ”For i modsætning til dem er vi ikke kun styret af vores drifter eller umiddelbare behov. Fornuften sætter os i stand til at hæve os op over det rent instinktive, som dyrene handler ud fra. Og hvis vi ser på en tænker som Aristoteles (384 f. Kr.-322 f. Kr.), som jeg jo nok også er ret inspireret af, var det netop hans pointe, at alt her i verden har et formål, som det handler om at realisere. Menneskets formål er at realisere den menneskelige naturs potentiale for tænke og handle i overensstemmelse med dyderne, mente Aristoteles. Og for at finde ud af, hvad det er, må vi benytte vores fornuft, som er det særligt menneskelige kendetegn. Vi må med andre ord udvikle vores evne til at tænke for overhovedet at kunne kalde os for mennesker.”
Netop den evne, den særligt menneskelige, burde skoler og uddannelsesinstitutioner derfor have meget større fokus på, mener Svend Brinkmann.
”For det handler jo ganske enkelt om dannelsen af os, som mennesker, at vi prioriterer og skaber plads for den såkaldt ’unyttige’ tænkning. Og skolerne er netop det sted, hvor man fra samfundets side har valgt at lade børn bruge en stor del af deres liv uden et krav om, at de skal gøre nytte for samfundet samtidig. Det har været et helle for læring, for den frie tid – og den frie tænkning. Men i dag handler undervisningen desværre mere om at klæde børnene på til arbejdsmarkedet, at træne dem i nyttelogikken, som skolerne ellers var undtaget fra før.”
Svend Brinkmann går endda så langt, at han kalder udviklingen for ”antidannelse”, ”for dannelse er det stik modsatte af opportunisme,” siger han. ”Dannelse handler nemlig ikke om, hvad man kan bruge noget til – men om at være opmærksom på, at det overhovedet findes. Så på længere sigt kan et fokus på nyttetænkning føre til, at man helt glemmer den kritiske, selvstændige tænkning, den, der sikrer omtanken og betænksomheden: Så man enten helt maskinelt, uden omtanke, udfører andres ordrer eller bare gør lige præcist det, man selv har lyst til – det vil sige ukritisk lader instinkterne og følelserne føre an.”
Altid med etikken i fokus
I bogen har Brinkmann tilføjet nogle øvelser, man hver især kan gøre for at opøve den kritiske tænkning, ”og det kræver ikke, som nogle måske umiddelbart tror, at man er udstyret med en særlig høj iq. Hannah Arendt har om nogen pointeret dette i sin beskrivelse af den tyske SS-officer Adolf Eichmann, der menes at være en af arkitekterne bag Holocaust. Han havde ganske givet en høj iq, var superintelligent, men det var på ingen måde en garanti for, at han formåede at tænke selvstændigt og på den baggrund traf de rigtige moralske beslutninger. Hans ondskab var derfor med Arendts ord ’banal’, fordi han ikke formåede at tænke selv – han handlede uden samvittighed.”
Tænkning og etik hænger med andre ord sammen. Både hos blandt andre Hannah Arendt og Aristoteles, og hos Svend Brinkmann. Derfor handler flere af øvelserne i bogen også om at tage stilling til en række etiske dilemmaer, hvor svaret ikke ligger umiddelbart lige for.
”Det er jo hele tiden det etiske perspektiv, jeg kredser om i mine bøger og min egen tænkning. Jeg er optaget af det, der får os til at kigge ud over os selv. Troen er jo også et sted, hvor det sker, og den har jeg beskæftiget mig med i en tidligere bog. Men denne gang gælder det fornuften, evnen til at tænke kritisk. Man kunne også kalde det at filosofere, for som det tidligere har været formuleret, så er filosofiens ambition netop at trække sig op over verdens tummel. Og det er også derfor, at den kritiske tænkning åbner for de evige spørgsmål, der ikke er bundet af tid og sted. Det er tidløst, eller evigt aktuelt, at spørge om livets mening eller det gode liv.”
Ved at bruge fornuften kan vi dermed ”tale sammen” på tværs af generationer, på tværs af tidsaldre og epoker og for eksempel stadig være i dialog med de græske filosoffer som Platon og Aristoteles, som Brinkmann ofte vender tilbage til. Og ved at knytte tænkningen an til netop den slags evige spørgsmål skaber vi faktisk også mening til vores liv, siger Brinkmann. En mening, der rækker ud over den enkelte og giver adgang til en større sammenhæng.
”For det er med fornuften, som det er med kærligheden. Den bringer mig ud af mig selv, den stammer ikke fra mig selv. Den er noget, vi alle kan tage del i den. Og derfor kommer den også med en etisk fordring til os om at tage vare på den, at bruge den til det gode. For mig er etikken derfor altid trumfen, når det handler om kritisk tænkning eller eftertænksomhed. Det er med andre ord ikke så meget det kognitive, der interesserer mig, men det eksistentielle. Og altid med etikken som fortegn: hvordan sikrer vi det gode liv? Ikke kun for os selv, men for hinanden.”
Drop idéen om "at leve i nuet"
I dag handler megen terapi eller coaching i det gode liv ellers om at være mere i nuet. At rense sindet for tanker om både i går og i morgen. Så hvordan hænger den tilgang sammen med Svend Brinkmanns insisteren på, at vi skal fordybe os i indre dialoger med de gamle grækere og føre demokratiske samtaler med folk, vi er uenige i.
”Nuets tankeverden reducerer tænkningen og gør os til slaver af tilfældige indskydelser. At leve i nuet gør kun dem, der ikke kan tænke,” skriver han i bogen, hvor han tilføjer, at det netop er ved at øve sig på den kritiske tænkning, at man bliver ”åndeligt vågen”, som han kalder det. På den måde er hans antiposition til tidstypiske former for selvudvikling endnu engang tydelig.
”Og det er selvfølgelig, fordi jeg fokuserer på dannelse som det vigtigste,” uddyber han hen over kaffen. ”At der er noget, som hører menneskeheden, humaniteten, til, som vi må være mere optagede af end af at gå på opdagelse i vores egen navle. Jeg er overbevist om, at netop evnen til at tænke kritisk er en sådan størrelse, hvor vi overskrider både egne og lokale grænser og lærer at sætte os i andres sted. På den måde er det også en forudsætning for hele vores demokrati.”
En indvending er oplagt: At vi hver især kan tænke os frem til forskellige bud på det gode liv. På det rigtige at gøre i forskellige situationer. Så hvordan sikrer fornuften, eller evnen til at tænke selvstændigt, at vi netop når frem til noget, der gavner mere end bare os selv, hver især?
”Jeg tror, det var den skotske filosof Alasdair MacIntyre (født 1929, red.), der engang sagde, at hvis man er buschauffør, så ved man, hvad en buschauffør bør gøre. Som et svar på indvendingen kan man på den måde sige, at der altid er ’et bør’ indbygget i det at være menneske – og at der ligger altid nogle forudforståelser af, hvad det ’bør’ indeholder.”
Brinkmann mener derfor ikke, at ”menneske” eller ”menneskelighed” som sådan er en værdineutral kategori, ”for vi er heller ikke kropsløse eller historieløse intellekter, der frit svæver rundt hver især. Vi er alle del af den samme menneskelighed. Og vi indgår også som udgangspunkt i en historisk, social sammenhæng med nogle stærke værdier, vi som kultur har udpeget som dem, vi skal værne om. Dem, vi for eksempel opdrager vore børn ud fra og indretter vores demokrati efter, og som blandt rummer idéen om, at der skal være plads til uenighed, og at man skal lytte til folk, man ikke er enige med.”
Øget ligestilling mellem kønnene er ifølge Brinkmann et af eksemplerne på de moralske fremskridt, som det demokratiske sindelag og den kritiske tænkning har medført.
”Da kvinderne fik flere rettigheder, var det jo netop som resultat af den demokratiske indstilling, der baseres på kritisk tænkning. Og det er for mig at se meget svært ikke at se ligestilling som et moralsk fremskridt – det vil sige som et eksempel på at noget er etisk bedre end noget andet. Og netop derfor er det også svært at gå tilbage igen og fratage kvinderne de rettigheder. Den canadiske filosof Charles Taylor (født 1931, red.) taler om denne udvikling med moralske fremskridt for ’reasoning in transition’, altså at vores fornuftsevne, vores ræsonnement, er i bevægelse.”
Lykken venter lige om lidt i Ikast, men inden Svend Brinkmann haster videre, når han lige at hejse et advarselsflag. Om sig selv.
”For når der kommer sådan nogle som mig og siger, at noget er bedre end noget andet. Mere etisk rigtigt end noget andet. Så er det en person, man skal være på vagt over for. Det er faktisk helt på sin plads at være kritisk over for mig. Og i virkeligheden er det vel også det, jeg opfordrer til i den nye bog. Tænk selv,” siger han og rejser sig fra terrassestolen. Klar til at køre mod vest.