For omkring 10 år siden blev Monica Neimanas’ datter, Elisabeth, indlagt med livstruende anoreksi. Hun var 18 år og havde lidt af angst, depression og spiseforstyrrelse, siden hun var 12 år. Da der ikke var plads på en lukket afdeling med viden om spiseforstyrrelser, blev hun indlagt på en åben psykiatrisk afdeling sammen med andre voksne med blandt andet paranoid skizofreni. Der var de første dage ikke mulighed for diæt, som var tilpasset Elisabeths behov og heller ikke adgang til samtaler med diætist eller psykolog. Der var ingen behandlingsplan, og Elisabeth fik selv ansvar for at tage mad fra buffeten, hvilket medførte stor angst.
”Da jeg besøgte hende efter et døgn, løb hun mig i møde og klamrede sig til mig og nulrede mit hår, som hun plejede at gøre som treårig. Det var voldsomt sorgfuldt, men selvom jeg så, hvor skadeligt det var for hende at være indlagt, havde hverken hun eller vi noget valg,” siger Monica Neimanas, der er uddannet sygeplejerske og har arbejdet mange år i børne- og ungepsykiatrien.
Elisabeth blev ikke vejet ved indlæggelsen, og lægerne tog derfor udgangspunkt i den seneste vejning hos Elisabeths praktiserende læge. Da de to vægte vejede forskelligt, betød det, at en reel vægtøgning blev registreret som et lille vægttab.
”Behandlerne anklagede Elisabeth for at snyde og kaste op, selvom hun aldrig kastede op som en del af sin sygdom. De var mistroiske i deres tilgang, og det var tydeligt, hvilket de også erkendte, at de ikke havde erfaring i at arbejde med spiseforstyrrelser. Elisabeth fik et chok over forholdene og tilgangen til hende. Hun var så skræmt og autoritetstro, at hun gjorde alt, hvad hun kunne for at spise, så hun kunne tage på og komme hjem igen,” fortæller Monica Neimanas.
Elisabeth spiste den mad, der blev serveret, tog på og spurgte under en samtale med overlægen, hvor begge hendes forældre deltog, om lov til at komme hjem på besøg.
”Elisabeth blev afvist med følgende bemærkning: ’vi ved jo ikke, hvad der foregår hjemme i din familie’,” siger Monica Neimanas.
”Vi forsøgte loyalt at støtte behandlingen, men tilgangen til os var gennemsyret af opfattelsen af, at vi som forældre var årsag til problemet, ikke en del af løsningen. Det chokerede mig, for i den del af børne- og ungdomspsykiatrien, hvor jeg arbejdede, var forklaringsmodellen på udviklingsforstyrrelser som adhd og autisme og udvikling af flere psykiske sygdomme arvelighed og genetik, ikke teorier om dysfunktionelle familiemønstre og manglende tilknytning,” siger hun.
De andres blik
Allerede som helt lille havde Elisabeth større behov for ro og færre stimuli end sin storebror for at være tryg, og selvom Monica Neimanas og hendes mand havde forestillet sig, at de kunne opdrage deres børn ens, måtte de sande, at Elisabeths behov og sensitivitet var anderledes end hendes storebrors og senere lillebrors.
”Vi indså, at vi havde fået tre meget forskellige børn, som vi måtte behandle meget forskelligt. Allerede dengang tror jeg, at nogle i vores netværk tænkte, at noget af det, vi gjorde eller lod være med at gøre, ville de have gjort anderledes. Det er min erfaring, at forældre har travlt med at bedømme hinanden, og det har jeg også haft tendens til. Men livet har gjort mig ydmyg over for det, jeg ikke selv har stået i og oplevet,” siger Monica Neimanas.
Da Elisabeth blev syg med anoreksi, mødte Monica Neimanas en bekendt, der selv havde en datter med autisme.
”Hun sagde til mig, at hun havde læst, at udvikling af en spiseforstyrrelse skyldtes, at et barn ikke var blevet set og spejlet nok. Jeg vidste, at det ikke var tilfældet i forhold til Elisabeth, men det ramte mig, at jeg igen blev konfronteret med idéen om, at hvis et barn udvikler psykisk sygdom, er det primært moderens skyld, fordi noget er gået galt i den tidlige tilknytning,” siger hun.
Samme tankegang har hun mødt mange gange siden, blandt andet hos sundhedsplejersker, pædagoger, psykologer og lærere og i lærebøger og terapeutiske metoder og tilgange.
”Jeg har altid påtaget mig ansvaret som mor, og jeg ved, at jeg er en god mor, selvom jeg har begået og begår fejl. Men når ens barn mistrives psykisk, er det svært at gøre noget rigtigt som forældre. Hvis jeg involverer mig meget, har jeg en unaturlig symbiose med mit barn, som skal brydes, og hvis jeg involverer mig mindre, kan det fortolkes som ligegyldighed og omsorgssvigt,” siger Monica Neimanas.
Diagnosen førte en anden forståelse med sig
Da Elisabeth nogle år efter sin første indlæggelse blev diagnosticeret med skizotypi, en lettere form for skizofreni, oplevede Monica og hendes mand en helt anden åbenhed, forståelse og respekt fra fagfolkene.
”Ingen talte om forhold i familien som årsag til Elisabeths sygdom eller forsøgte at pålægge os skyld, og vi blev inddraget helt naturligt som en nødvendig ressource i samarbejdet om Elisabeths behandling,” siger hun.
Desværre blev behandlingstilbuddet afsluttet efter to år, og selvom Elisabeth siden kom i andre former for behandling, var der intet, der for alvor hjalp. I 2020 var Elisabeth indlagt sammenlagt et halvt år, og efter flere selvmordsforsøg lykkedes det i marts 2021 for Elisabeth. Hun efterlod et afskedsbrev, hvor hun indledte med at tage skylden for sin sygdom og død fra alle dem, der stod hende nær, særligt sine forældre og brødre.
”Det lykkedes aldrig ’systemet’ og dem, der forsøgte at pålægge mig og min mand skyld, at ødelægge tilliden og kærligheden mellem os og Elisabeth. Det er jeg Elisabeth dybt taknemlig for,” siger Monica Neimanas.
Har du selvmordstanker, kan du kontakte Livslinien på telefon 70 201 201.