Syv år efter sin hjernerystelse venter Charlotte på at få det godt nok til, at hun frit kan skrive ting i kalenderen igen

Hun havde længe en følelse af at spilde sit liv med vente- og hviletid, men noget har ændret sig

Charlotte B. Sørensen kæmper dagligt med at finde balancen mellem aktivitet og hvile. Men hvor ventetiden, mens hjernen får pauser, tidligere føltes spildt, fylder hun den i dag med indhold. Alt efter hvor meget hjernero hun behøver, har hun ­forskellige
Charlotte B. Sørensen kæmper dagligt med at finde balancen mellem aktivitet og hvile. Men hvor ventetiden, mens hjernen får pauser, tidligere føltes spildt, fylder hun den i dag med indhold. Alt efter hvor meget hjernero hun behøver, har hun ­forskellige . Foto: Leif Tuxen.

Det skete i september 2014, mens Charlotte B. Sørensen holdt for rødt lys. Hun sad bag i en bil på Frederiksberg i København og havde lænet sig frem mellem forsæderne for at tale med sine søstre. Hun husker, at den ene søster pludselig sagde ”pas på”, fordi hun i bakspejlet så en bil nærme sig. Og så blev de påkørt.

Det var egentlig ikke dramatisk, og søstrene kørte selv til hospitalet. Men det ændrede den dengang 25-årige Charlotte B. Sørensens liv. For i dag lider hun stadig af senfølger af, hvad der senere skulle vise sig at være piskesmæld og hjernerystelse. Og hun bruger det meste af tiden hver dag på at hvile og vente.

I morgen begynder adventstiden. Mens ventetiden på Herrens komme er en naturlig del af kirkeårets hjul, er ventetiden i andre dele af tilværelsen straks mere unaturlig for moderne mennesker. I en tidsalder, hvor skærme byder sig til som alternativ til enhver stund, der ellers ville være blevet brugt på at kigge ud i luften, kan ventetid føles nærmest uoverskuelig. Derfor spørger Kristeligt Dagblad i den kommende tid en række danskere, hvad de venter på, og hvad den situation har lært dem om ventetid.

En fuld og en tom kalender

Før ulykken havde Charlotte B. Sørensen travlt på den fede måde. Hun studerede dansk på universitetet, havde lige fået en drømmepraktik, hun havde et studiejob og festede i weekenderne. Hun kunne se fremtiden materialisere sig lige så langsomt, og hun var optaget af at skabe sig en karriere inden for forlagsbranchen på grund af sin kærlighed til litteratur.

”For nogle uger siden kiggede jeg tilbage i min kalender, for jeg ville se, hvilken dato det var, vi blev påkørt. Det kan jeg aldrig huske. Og jeg kunne se en masse prikker i min kalender fra dengang, som viste alle de aftaler, jeg hele tiden havde. Jeg var hele tiden social. I dag er der næsten ikke nogen prikker i min kalender, og dem, der er, dækker tit over behandling og genoptræning,” fortæller hun.

Charlotte B. Sørensen leder sommetider efter ordene. Hun har svært ved at koncentrere sig, undskylder, hvis hun taber tråden, og hun ved, at hun efter dette interview skal hvile nogle timer, før hun kan tage på besøg hos en veninde i aften.

”Nu er jeg heldigvis sluppet for de voldsomme smerteanfald, jeg havde tidligere, men jeg er altid lidt bange for at sige, at jeg er sluppet for noget, for det kommer tit tilbage. Nu er det sådan, at jeg hurtigt bliver træt og øm i kroppen og i mit hoved. Jeg kan ikke huske ord. Jeg har svært ved at skrive og tænke.”

Charlotte B. Sørensen bor alene i sin lejlighed i Herlev ved København. Hun har færdiggjort sin uddannelse og har siden 2018 været tilkendt fleksjob. Hun arbejder fire til seks timer om ugen hjemmefra med marketing for en lille virksomhed. På den måde kan hun tilrettelægge arbejdet, så hun kan hvile mellem tiden foran computeren. På en arbejdsdag står hun op ved 9-10-tiden. Så arbejder hun en times tid, hviler og kan så arbejde en time mere, hvorefter hun igen skal hvile. På nogle dage kan hun lave en aftale om aftenen, men fredag, hvor hun går til genoptræning, skal der ikke ske noget resten af dagen efter træning.

Hun er begyndt at kunne have hele dage med planer, men det kræver, at de dage så efterfølges af dage uden noget, hun skal. Med andre ord er Charlotte B. Sørensens liv kendetegnet ved at være præget af et energiregnskab, hvor hun hele tiden skal være opmærksom og prioritere. Ellers får hun ondt i kroppen og bliver træt, ligesom det påvirker hendes humør.

Ventetid med indhold

Hvad er det, hun grundlæggende venter på?

”På at få det godt nok til at kunne arbejde markant mere, end jeg gør nu. Der er så mange ting, jeg godt kunne tænke mig at gøre arbejdsmæssigt. Skrive, være med til at udgive bøger, hjælpe andre.”

Hun venter også på at nå til et sted, hvor hendes helbred kan klare, at hun får børn.

”Jeg er 32 år, og jeg vil gerne have børn nu, men det skal jeg ikke. Min krop kan ikke klare det endnu.”

Men mest af alt, siger Charlotte B. Sørensen, så venter hun på, at hun forhåbentlig får det godt nok til at kunne sige ja til ting uden at skulle tænke over, hvor meget energi det koster hende. Til frit at kunne skrive ting i kalenderen.

”Før i tiden fyldte bekymringen også meget. Jeg har for eksempel lige været til Bogforum, og det gik faktisk rigtig godt. Jeg havde stadig en lille bekymring for, hvordan jeg så ville få det i de efterfølgende dage, men den bekymring har jeg arbejdet med, så den ikke fylder lige så meget som tidligere.”

Til gengæld er det fortsat vanskeligt at finde balancegangen mellem aktivitet og hvile. Og det er det hver dag. For der kan både ske for meget på en dag og for lidt, og energiniveauet veksler.

Otte timer af en dag kan godt gå med hvile- og ventetid. Den foregår tit i sofaen, og gennem års terapi har Charlotte B. Sørensen fundet frem til en god måde at bruge den tid på.

”I rigtig lang tid følte jeg, at jeg spildte mit liv. Jeg lå bare og kiggede op i hjørnet og tænkte over alt det, der var taget fra mig. Men især i de senere år har jeg fundet ud af at fylde min hverdag med noget, så ventetiden ikke føles spildt, og som giver mig livskvalitet.”

Hvor hun tidligere aldrig har gidet at beskæftige sig med kreative sysler, er hun i dag blevet bidt af at brodere, lave knytteteknikken macramé, sy og skabe ting med hænderne. Det kan hun nemlig godt gøre, når hun skal give hjernen et hvil, og de forskellige sysler passer til forskellige stadier af hvile. Det er en sorg for hende, at hun i dag har svært ved at læse i papirbøger – til gengæld sluger hun lydbøger. På den måde kan verden ankomme til øregangen, og hun kan vedligeholde sin store interesse for litteratur. Hun har også lavet en Instagramkonto, Bognørd, hvor hun skriver om sine bogoplevelser og deler engagementet med andre, ligesom hun er med i en bogklub, hvor hun lytter til de bøger, der drøftes. Hun prioriterer desuden at hente enten sin niece eller nevø en gang om ugen.

Hvor finder du livsmod og håb, mens du venter?

”Det gør jeg i, at jeg hver uge oplever fremgang. Min fysioterapeut bemærker det, og jeg kan også selv se det. Jeg har lige været nede i min kælder og båret en kasse op selv – det kunne jeg ikke for et halvt år siden. Og forleden læste jeg 30 sider i en bog. Jeg var træt bagefter, men før i tiden ville jeg havde været træt i flere dage.”

Det har været afgørende for Charlotte B. Sørensen at lære ikke at sammenligne sig med raske venner, som uden problemer eksempelvis kan løfte en kasse eller læse en bog. Hun er også blevet god til ikke at sammenligne sig selv med den, hun var, og det, hun kunne, før ulykken i 2014.

”Og så giver det mig håb at høre om andre, der har været i en situation, der ligner min, og som har fået det bedre. Og jeg er blevet bedre til at sige det, jeg tænker. For nylig havde vi en bog i bogklubben, som jeg simpelthen bare ikke kunne komme i gang med. Før i tiden ville jeg have følt mig ensom med det og tænkt, at det nok skyldtes mine kognitive udfordringer. Men da jeg spurgte de andre, viste det sig, at de også syntes, den bog var svær at læse,” siger hun.

Der er gået en time, og hun skal snart hvile, så hun kan blive klar til aftenens hyggestund med veninden.

”Jeg har været igennem depressioner og livskriser, men i dag har jeg det meget bedre. Jeg føler, at mit liv er rigtig godt. Også selvom det ikke er, som jeg gerne ville have, at det var. Ventetiden har lært mig, hvad der er vigtigst for mig. Det er blandt andet litteratur. Men det er ikke nødvendigvis at kunne arbejde på fuld tid – det er tid med dem, jeg godt kan lide.”