Døden er uomgængelig. Men mange prøver at undgå den direkte italesættelse af døden og bruger i stedet udtryk som ”gå bort”, ”stille træskoene” og ”sove ind”. I sidste uge skrev Kristeligt Dagblads faste klummeskribent Ivar Brændgaard, der er teolog og tidligere højskoleforstander og tv-direktør, en klumme om udtrykket ”gå bort”, som han mener burde afgå ved døden. Det er især kirken, der ifølge Ivar Brændgaard har en vigtig opgave i at italesætte døden som det, den er, for den er barsk og skal ikke omskrives til blødere vendinger, mener han.
“Alle andre ord og vendinger om døden end død er tabuiseringer og bortforklaringer. Hvorfor ikke bruge ordet, som det handler om? Det virker tåbeligt at omskrive det til andre vendinger, og her er det især ‘gå bort’, hvor man straks tænker: hvorhen?”, siger Ivar Brændgaard.
På hjemmesiden dødsannoncer.dk kan man kan se en lang række af de dødsannoncer, som bliver bragt i landets aviser. Her er der langt mellem, at der bliver skrevet ”død”, som det beskrives i avisen i dag. Det samme kom et studie fra Københavns Universitet i 2010 frem til. Her sammenlignede man tyske og danske dødsannoncer, og i begge lande undgår man i høj grad ordet ”død”.
Også professor i retorik på Aarhus Universitet Carsten Madsen ser, at døden omtales mere indirekte i dag end tidligere. Han har forsket i mindetaler.
“Hvis man har en bekendt, som er død, har omgivelserne en tendens til at bruge nogle faste udtryk som ‘jeg kondolerer’. Rent retorisk er der en fattigdom i sproget, når emnet falder på døden,” siger Carsten Madsen og fortsætter:
“Vi mangler noget retorisk dannelse. Generelt er vi ret sprogsvage. Vi tør ikke at bruge ordet ’død’, og derfor pakker vi det ind i nogle metaforer eller eufemismer. Det er måske vores egen dødsangst, der holder os fra at bruge ordet død.”
Sognepræst Eva-Maria Schwarz har som andre præster haft kontakt med mange efterladte, og hun står bag et initiativ i Vor Frue Kirke i København, hvor man en gang om måneden inviterer til sorgmesse. Her er der rum til at tale om de afdøde. Hun synes ikke, at danskerne er så dødsforskrækkede, som Ivar Brændgaard udtrykker det i sin klumme.
“Folk er blevet meget mere klar over, at de skal tage sig sammen og tale med dem, der har et dødsfald inde på livet. Nu ved vi, at det værste, man kan gøre, er at undgå at tale om det. Der er også blevet udgivet rigtig meget litteratur om døden de seneste år, så jeg synes bestemt ikke, at døden er tabubelagt,” siger Eva-Maria Schwarz.
I nogle vendinger kan der ifølge Eva-Maria Schwarz ligge en stor trøst. Derfor er det også vigtigt at lytte til de pårørende og bruge nogle af de ord, som de italesætter deres tab med, når man som præst skal begrave et menneske.
“’Død’ som ord må ikke blive et tabu. Men for nogle af dem, som dør efter et langt sygdomsforløb, der har været hårdt og svært for den afdøde og de pårørende, kan det sidste åndedræt opleves helt fredeligt. Det er derfor ikke helt forkert, når man i de tilfælde bruger en vending som ’sovet stille ind’,” siger Eva-Maria Schwarz.
Klummeskribent Ivar Brændgaard er da også åben for, at man kan variere sproget, når man taler om døden.
“Når jeg går så drastisk efter vendingen ‘gået bort’, er det fordi, at det bliver så tåbelig en vending, så snart man sætter ord efter eufemismen. Jeg fik en læserhenvendelse fra en person, der havde læst en dødsannonce med vendingen ‘gået bort på Mors’. Det giver jo ikke mening!”, siger Ivar Brændgaard.