Jeg er for tiden hjemsøgt af noget, der måske bedst kan beskrives som en form for arbejdsskade.
En del af mit arbejde er at redigere overskrifter fra avisens artikler. Måske har du lagt mærke til, at en artikels overskrift nogle gange er anderledes på internettet end i papiravisen? I mange tilfælde er det mig, der har lavet overskriften om, og derfor kommer næsten alt i avisen forbi mit skrivebord - inklusiv nekrologerne. Og nu er vi ved roden til spørgsmålet, der fodrer min søvnløshed: Hvad ville der stå i overskriften på min nekrolog, hvis jeg en dag glemte at se op fra telefonen og kom til vandre ud foran et tog (et ikke utænkeligt scenarie)? Tænk, hvis overskriften blev noget så uinspirerende som ”Hun var flittig til det sidste”, eller “Hendes køkkenskabe var afsindigt velorganiserede” (for det er de, hvis jeg selv skal sige det).
Hvis journalisten, der fik opgaven, ringede og talte med min mor, ville nekrologen måske komme til at indeholde ordet ”ærlig”, fordi mit 25 år lange svindelnummer om at få hende til at tro, at jeg er en dårlig løgner (så hun stoppede med at få barne-mig til at tage telefonen og sige, at hun ikke var hjemme, fordi hun ikke gad tale med personen i den anden ende) var lidt for veludført. Mine kollegaer kunne finde på at bruge ord som ”dygtig” og ”pligtopfyldende” - måske endda ”stille”. Hvor kedeligt! Hvor helt og aldeles skrækindjagende trist!
Er det for morbidt at skrive sin egen nekrolog på forhånd, fordi man vil være sikker på, at alle de gode detaljer er med? Måske nok. Nu er det ikke, fordi jeg ikke har en enorm tiltro til og respekt for mine journalist-kollegers tilgang til de liv, de sidder med i hænderne, når de skriver denne form for journalistik. Tværtimod. Der er ingen andre end journalisterne på denne avis, som jeg ville betro den opgave.
Nej, denne sære og selvoptagede angst er jo i virkeligheden en kritik af den måde, jeg lever mit liv på og begår mig omkring andre mennesker. For en anden måde at sikre sig en ”rigtig” nekrolog til sig selv er måske at være mere ærlig og til stede over for dem, der er en del af ens liv, i stedet for at gå og putte sig for meget bag ting som forventninger og frygt for at blive afvist eller misforstået.
Det lyder som en af de der ting, der er nemmere sagt end gjort, men man kunne overveje at give det et skud. Bare så nogen ved (og husker at nævne), at jeg også lavede andet end at tænke over ordlyden omkring mit eget dødsfald såsom at blive kysset på gaden om natten i lyset fra passerende billygter eller som at rejse et halvt år til et land på den anden side af jordkloden, hvor jeg ikke kunne sproget, i håbet om at jeg så ikke ville have andet valg end at lære det. Eller som at lære min ni-årige lillesøster at det er en dårlig idé at danse til musik iført høje hæle på en trappe, og at hun skal være varsom med at stole på folk, der drikker øl af vinglas og påstår, at ting varer ved. Måske er jeg endda så heldig, at nogen vil sige, at jeg var med til at gøre deres tid på jorden til en... god tid (Jeg håber ikke, de siger “en fest”, for det lyder ærlig talt lidt anstrengende).
Og så håber jeg, at man vil lave en ordentlig overskrift til den nekrolog. Ellers er her et bud på forskud og til fri afbenyttelse:
”Hun spildte sin tid på at overtænke alt. Men i det mindste var hun altid forberedt!”
Simone Nilsson (f. 1990) er journalist og illustrator hos Kristeligt Dagblad. I klummen ”Fodnoter fra livet” skriver hun ikke om de store overskrifter, men forsøger at finde fodfæste i voksenlivet gennem en blanding af eftertænksomhed, humor og eksistentiel rædsel.