Jeg blev efterladt i Marokko i sommeren 1990. Jeg var 12 år, og som så mange gange før havde min familie og jeg tilbragt sommerferien i en landsby nær Beni-Mellal, hvor vi oprindeligt er fra. Aftenen før vi skulle hjem, begyndte min mor at pakke. Jeg tog mit tøj fra klædeskabet og gik over for at give hende det, da hun så på mig og sagde, at jeg skulle blive.
Jeg troede, hun lavede sjov, og lagde mit tøj i kufferten, men min mor blev vred og kastede det til side. På den ene side troede jeg ikke på det. Selvfølgelig ville de ikke efterlade mig. Men på den anden side turde jeg ikke lægge mig til at sove, for hvad nu hvis de vitterligt var væk, når jeg vågnede?
I løbet af sommeren havde jeg fået øjenkontakt med en af landsbyens drenge. Han sendte mig nogle stjålne blikke, og jeg blev måske småforelsket, så jeg skrev et kærestebrev til ham. Det var et meget barnligt et – I ved, sådan ”vil du være kærester, ja, nej eller måske”, men brevet blev opsnappet af mine forældre og onkler, og de blev rasende og fortalte, at jeg havde bragt skam over dem. Det må have været der, de besluttede sig for, at jeg ikke skulle med hjem.
Klokken fire om natten stod min familie op for at tage mod lufthavnen. Jeg gjorde mig klar, men kunne mærke, at stemningen var dårlig, og det gik op for mig, at det her var alvor. Jeg begyndte at råbe og græde helt ustyrligt, og jeg klamrede mig til bildøren og håndtaget, så min ene onkel måtte holde mig tilbage. Mine forældre og søskende sagde ikke farvel, men begyndte bare at køre, mens jeg fik vristet mig fri og løb efter.
Jeg tilbragte knap et år i Marokko uden nogen kontakt til min familie i Danmark. Jeg boede hos min onkel og tante, og hverdagen var præget af vold og sult. Jeg skulle afrettes og blive en ordentlig pige, og hurtigt blev frygten min værste fjende. Jeg vidste aldrig, hvornår slagene med bambuskæppen kom. Pludselig kunne jeg bare få tæsk. Det var der, jeg sagde til mig selv: ”Halima, hvis du overlever det her, kan du klare alt”.
Til sidst var jeg så udsultet og svag, at min moster i al hemmelighed skrev et brev til min mor. Hun spurgte, om mine forældre ville have mig hjem i live eller i en kiste, og kort efter blev jeg sat på et fly.
Hjemme i Danmark lod min familie, som om jeg havde været på en forlænget weekend, selvom jeg tydeligt var psykisk ødelagt af oplevelserne. Jeg havde mistet tilliden til dem og til min klasselærer, fordi jeg ikke forstod, hvorfor skolen ikke havde ledt efter mig. Det var underligt. Jeg var gået på sommerferie efter 5. klasse og først begyndt et år senere i 7. – alligevel var det, som om intet var hændt.
Den sociale kontrol fortsatte imidlertid, og som 15-årig arrangerede mine forældre en forlovelse med en mand, der var næsten dobbelt så gammel. Først som 28-årig blev jeg skilt, og herfra blev jeg syg med både depression og angst. Faktisk var det først, da jeg som 36-årig fik job som lektor på en højskole i Oslo for kommende socialrådgivere, at jeg følte mig respekteret som menneske og fri til at leve.
I en lang årrække havde jeg ikke kontakt til mine forældre, men til sidst følte jeg et behov for at tilgive dem. Jeg frygtede, at min vrede ellers ville æde mig op. Samtidig følte jeg en nysgerrighed. Inden de døde, ville jeg vide, hvad der havde været på spil for dem. Så min mor og jeg begyndte at ringe lidt sammen, og til sidst indvilligede jeg i at møde hende. Jeg stolede fortsat ikke på dem og havde levet med dødstrusler mange år efter skilsmissen, så jeg insisterede på at mødes i Rødovre Centrum, hvor der ville være mange mennesker.
I dag siger mine forældre, at de fortryder, at de efterlod mig i Marokko, og at de ikke kendte til volden. Personligt vælger jeg at tro, de ikke vidste bedre. Genopdragelsesrejsen blev vendepunktet i mit liv, for den har gjort mig til den, jeg er. Den fødte min retfærdighedssans. Og hver gang jeg får en henvendelse fra en pige, der oplever noget lignende, siger jeg, at hun ikke må miste håbet. At livet kan blive godt, også selvom alt synes håbløst.