Hundredtusindsvis af danskere havde samlet sig i de jyske vejkanter, skulder ved skulder med mennesker, de aldrig havde set før. De sang og hujede i kor, mens de ventede på det Tour de France-felt, der for første gang nogensinde snoede sig igennem det danske landskab, forfulgt af kamera, så de danskere, der ikke havde begivet sig ud på vejene til folkefesten, kunne følge med på skærmen.
Omkring 300 kilometer østpå, næsten samtidig som vinderen af tredje etape rakte hænderne i vejret i Sønderborg og satte punktum for den danske tour-start, affyrede en 22-årig mand skud mod gæster i storcentret Field’s i København.
Han dræbte tre, sårede syv andre, mens yderligere 20 kom til skade under flugten. Søndag aften var det ikke længere Tour de France, den danske befolkning kiggede på, det var Field's, og da tragedien gik op for folk, blev national ekstase forvandlet til sorg. Til mindehøjtideligheden tirsdag aften foran Field’s dukkede over tusind mennesker op, og flere steder skjulte en skov af blomster asfalten.
Hvorfor er følelserne så stærke? Selvfølgelig fordi uskyldige mennesker mistede livet. Men også fordi skyderiet var et angreb på en af grundpillerne i det danske samfund: tilliden. Den tillid, der er afgørende for, at man overhovedet kan bevæge sig ud i et moderne samfund, hvor præmissen er, at man ikke kender de mennesker, man omgiver sig med.
“Hver gang vi går ind i et indkøbscenter som Field’s, erklærer vi vores tillid til det fællesskab, vi er en del af. Tilliden indebærer et spring ud i det ukendte. Man skal vove at have tillid til fællesskabet. Når man så bliver angrebet i det fællesskab, så sætter det tilliden på prøve,” siger Sasja Emilie Mathiasen Stopa, der er postdoc i teologi på Aarhus Universitet.
Magtesløshed i storcentret
Skyderiet foregik et sted, de fleste har opholdt sig: et storcenter. I Field’s er der tøjbutikker, varehuse, restauranter og en biograf. Det er et sted, mange forbinder med fornøjelse og nydelse. Med hverdag og fritid.
Filosof Anders Fogh Jensen bruger det tyske begreb “das unheimliche” – det uhjemlige – for at beskrive de stærke reaktioner oven på skyderiet.
“Det er hverdagen, normalsituationen med konsum i Field's, der rammes af det fremmede. Det ville ikke være så uhyggeligt, hvis ikke det var den hjemlige danske situation. Det gør det netop unheimlich, at det er i hverdagen, vi kan møde det forfærdelige,” skriver han i et mailsvar.
Ifølge Lotte Mørk, der er hospitalspræst på Rigshospitalet, er det den ultimative magtesløshed, som skyderiet konfronterer os med. Det er en chokerende påmindelse om, at vi ikke er herre i eget hus, at vi ikke har den kontrol, vi selv bilder os ind, at vi har.
Det var den samme afmagt, der rejste sig i mange kroppe, da en togulykke på Storebæltsbroen tog livet af otte mennesker i januar 2019.
“På et sekund kan vores liv og vores elskedes liv tages fra os. Den konfrontation gør os virkelig utrygge, den gør os bange, modløse, håbløse. For hvis det her kan ske på et splitsekund, hvad er så meningen med det hele?”
De, der tog telefonen op ad lommen og fulgte med i liveblogs på nyhedssites, så videoer på sociale medier, optaget af øjenvidner, eller tændte for fjernsynet i stuen, kunne genkende gerningsstedet. De fleste havde været der - hvis ikke i Field’s, så i et andet storcenter. Konklusionen lå ligefor: Det kunne også være sket for dem.
“Derfor er det meget naturligt, hvis man oplever, at skyderiet gør en rigtig utryg og måske ovenikøbet bange i de kommende dage,” siger Marie Tolstrup, der er børne- og ungepsykolog.
Nok så væsentligt lander hændelsen som et nyt chok i en kaotisk tid. En tid plaget af corona og krig. Tag koncerten med den britiske popstjerne Harry Styles, der skulle være afholdt i Royal Arena søndag aften, men blev aflyst efter skyderiet i Field’s, blot en halv kilometer væk. Koncerten skulle oprindeligt have fundet sted den 4. maj 2020, men blev udskudt to gange på grund af pandemien, og da de op mod 17.000 tilskuere omsider var til stede i arenaen, festklædte og forventningsfulde, kom stjernen aldrig på scenen. I stedet blev de ført ud af Royal Arena, forbi skarpt bevæbnede politifolk og ind i en metro, der fragtede dem direkte fra endestation til endestation, fra Vestamager til Vanløse. Imens et tordenvejr truede fra oven.
“Vi har igennem længere tid haft et forhøjet angstberedskab. Der var corona, så kom der krig, og mange vil tænke: Nu er der også det her,” siger Marie Tolstrup.
“Mange spurgte sig selv under corona: Kan jeg være tryg med andre mennesker? Det minder om den oplevelse, vi kan få nu. Og det er mere sandsynligt, at man bliver påvirket af det, hvis man i forvejen har en sårbarhed.”
Jordbær i vejkanten
Spørgsmålet er, om angrebet vil skubbe til den tillid, de fleste har til deres medmennesker – ikke bare i ugerne efter skyderiet, men for bestandig? Det betvivler Christian Bjørnskov, der er professor ved institut for økonomi på Aarhus Universitet og blandt andet forsker i social tillid.
Bjørnskov henviser til undersøgelser af terrorangrebene på World Trade Center i 2001 og i Londons offentlige transportsystem i 2005, der viser, at to modsatrettede reaktioner opstod blandt borgerne. Nogle mistede tillid til hinanden og blev bekymrede for at bevæge sig ud i samfundet. Men for andre havde angrebene den modsatte effekt: De besluttede sig for at stå sammen, tage afstand til hændelsen og signalere: “Det her er ikke os.” Det, Christian Bjørnskov, kalder en “rallying around the flag”-effekt.
Måske så man allerede effekten i Danmark, da borgere, der ikke opholdt sig i Field’s i søndags, tilbød at hente fremmede i biler eller give dem husly for natten. Eller bare udtrykte deres medfølelse på de sociale medier.
Læg dertil, at tilliden i Danmark er overordentlig stærk. Ikke forstået som en tillid til staten, men som den tryghed mellem mennesker, der er forudsætningen for, at vi kan bevæge os ud i samfundet.
“Når man i forvejen har så høj tillid, som man har i Danmark, så bliver den svær at skubbe til. Vi bliver bekræftet hver dag i, at vi kan have tillid til vores medmennesker, og det kan en enkeltstående begivenhed som denne nok ikke rykke ved,” siger Christian Bjørnskov.
Ingen ved, præcist hvor den danske tillid kommer fra. Meget tyder på, at den har eksisteret i adskillige generationer, også længe før vi udviklede en velfærdsstat. Den amerikanske politolog Eric M. Uslaner har for eksempel dokumenteret, at amerikanere med skandinaviske aner generelt har højere tillid til deres medmennesker end deres landsmænd.
Herhjemme ser man tilliden i de jyske vejsider, når kunder køber kartofler og jordbær uden nogensinde at møde sælgeren. Man lægger nogle kontanter ved boden eller betaler med Mobilepay, snupper sine jordbær og kører videre. Og i de store byer kan man iagttage tilliden på caféer, når gæsterne efterlader deres computere og tasker på borde og stole, mens de er på toilettet.
Sasja Emilie Mathiasen Stopa, der som en del af sin postdoc i teologi forsker i den danske tillidskultur, fremhæver, at Danmark er et relativt kulturelt homogent land. Med et stærkt skolesystem, der giver borgerne nogle bestemte forestillinger om, hvad det gode samfund er - forankret i den lutherske teologi, der lægger stor vægt på tillidens betydning for et stabilt samfund. Heller ikke hun er bekymret for, at skyderiet i Field’s kan slå revner i fundamentet.
“Jeg tror, at vores tillidssamfund er så relativt robust, at vi vil placere det som en enkeltstående hændelse,” siger Sasja Emilie Mathiasen Stopa
Galskaben er ikke i os selv
At det fremstår som en enkeltstående hændelse, har også noget at gøre med gerningsmanden. Kort efter skyderiet kom det frem, at den 22-årige mand var kendt af psykiatrien, og senere blev han varetægtsfængslet på lukket psykiatrisk afdeling i 24 dage. Ifølge Christian Bjørnskov gør de oplysninger det lettere at rubricere ham som en anomali, som en person, der ikke er en del af os, men står uden for samfundet. Og derfor heller ikke repræsenterer en generel tendens, man er tvunget til at forholde sig til – også fremover.
Filosof Anders Fogh Jensen er enig:
“Det hjælper selvfølgelig på vores uhygge, hvis vi kan kategorisere det som galskab og sætte det ind i forlængelse af afsindighed. Fordi så er det ikke i os selv. Man havde samme definitionsforhandling i Breivik-sagen. Hvis han dog bare kunne være sindssyg, så artikulerede han ikke et almenmenneskeligt dyb, men noget, der var kørt af sporet.”
Hospitalspræst Lotte Mørk er mere splittet. For jo, på den ene side kan man føle lettelse over, at manden bag skyderiet efter alt at dømme var psykotisk i gerningsøjeblikket. At det ikke var den rene ondskab, der mødte os. På den anden side dulmes ubehaget kun for en stund.
“Mange tænker, o.k., det er ikke terror, men hvad er det så? Det er tilsyneladende en sindsforvirret mand, der er gået amok. Det er jo endnu mere ukontrollabelt. Og så er vi tilbage ved magtesløsheden.”
Som videoer af flystyrt
Hvordan kommer man så videre fra tragedien – både som samfund og som individ?
Den norske psykiater Finn Skårderud har deltaget aktivt i debatten om Anders Behring Breivik, hvis skudangreb på øen Utøya den 22. juli 2011 kostede 69 mennesker livet. Ifølge Skårderud har det norske samfund forsømt at tage en konstruktiv debat om, hvordan terroren kunne opstå, og hvad man politisk kan gøre for at forebygge den. I stedet har man i høj grad fået en polariserende debat om islamisering og højreekstremisme, mener han.
Skyderiet i Field’s var efter alt at dømme ikke terror, men en psykisk syg mands gerning. Det har straks afstedkommet en debat om psykiatrien i Danmark, som Skårderud mener er nødvendig. “Fordi den neoliberale økonomi har nedbrudt nogle af de mere omfattende tjenester som døgntilbud, der skulle hjælpe mennesker med behov for psykiatrisk hjælp,” som han siger.
Det er blot vigtigt, tilføjer han, at debatten beholder nuancerne. At den ikke forfalder til at skabe modsætninger mellem psykiatriske patienter og resten af befolkningen, og at den bevarer blikket for, at psykiatri ikke bare handler om sindslidelser, men også om, at der er personer i samfundet, der føler sig afviste, mislykkede og utilstrækkelige.
“I bedste fald får vi en samtale om, at I har lavet et vældigt ambitiøst samfund, hvor der er mange mennesker, som føler, at de generelt ikke slår til og ikke føler sig inkluderet,” siger Finn Skårderud.
På et individuelt plan har psykolog Marie Tolstrup et klart råd til dem, der har fulgt skyderiet på afstand, og nu er ramt af frygt og bekymringer: Lad være med at opsøge mere viden om hændelsen. Sluk tv’et, telefonen og computeren.
Mange vil for eksempel have en tendens til at opsøge de optagelser fra øjenvidner, der spreder sig på sociale medier. Måske ønsker de at vurdere, hvordan de selv ville have handlet, måske vil de forberede sig på en lignende situation. Men strategien kan give bagslag.
“Det svarer til, at man ser en masse videoer af flystyrt, hvis man er bange for at flyve. Det kan man ikke bruge til særlig meget. I stedet for at dæmpe frygten, vil videoerne ofte forstærke den. Og liveoptagelserne fra Field’s kan næsten give os en oplevelse af, at vi var der, at det var os, der stod og optog de meget voldsomme billeder,” siger Marie Tolstrup.
Hun tilføjer, at man ikke kan lade frygten gøre permanent skade på tilliden til sine medmennesker.
"Der vil måske også være nogen, der beslutter: Jeg vil ikke steder hen, hvor der er mange mennesker. Det kan være fint i en kortere periode, men det er vigtigt at genoptage sin livsstil, så man ikke begrænser sig selv af frygt."
Som ledende hospitalspræst har Lotte Mørk været med til at indkalde og fordele præster efter skyderiet, så de mange pårørende har haft nogle at tale med på Rigshospitalet. For dem har hændelsen sat et uudsletteligt aftryk, som de må arbejde på at forlige sig med – og leve med. Det nytter ikke at forsøge at komme af med mørket. Første skridt mod forligelsen er at erkende, at deres virkelighed er forandret.
Men vil skyderiet også sætte dybe spor i den bredere befolkning? Det er mere tvivlsomt, siger Lotte Mørk.
“Vi har en pudsig tilpasningsevne som mennesker. Nå ja, det skete jo ikke for mig, nu er det overstået, tænker vi. Der er noget nådigt over denne naturlige naivitet, for hvis vi blev i afmagten eller i meningsløsheden, så kunne vi ikke leve livet.”