Kære brevkasse
Jeg har lyst til at tilføje en kommentar til Dorte, som i sidste uges brevkasse fortalte om sin depression og vanskelighederne ved at finde den rigtige medicinske behandling. Jeg har en nærtstående slægtning, som har en lignende historie som Dorte. Der var ikke noget medicin, der virkede. En psykiater mente, at min slægtning klinisk var depressiv, men genetisk var bipolar. Skiftet til bipolar-medicin gav fuld virkning i løbet af nogle få uger, måske det samme gør sig gældende for Dorte?
Venlig hilsen
Tine
Kære Tine
Tak for dit brev. Det er godt at få din kommentar med, så der kommer flere nuancer på depressionssygdommens forskellige udtryksformer. Helt overordnet kan man tale om tre kategorier indenfor depressionslidelser.
Der er for det første den mest kendte og udbredte, som folkeligt bare kaldes for depression. Fagligt hedder den egentlig en unipolar depression, fordi den kun har én (uni) pol, og den udarter sig kun med nedsat stemningsleje. Op imod fem procent af befolkningen lider af depression i forskellig grad, og der er næsten dobbelt så mange kvinder som mænd, der bliver diagnosticeret med en depression. Til gengæld er der langt flere alkoholikere, der er mænd, så måske er der en underdiagnosticering af mænd med depression blandt andet af den grund.
Lider man af depression, kan man have den i let, moderat eller svær grad – og den svære grad kan være med eller uden det man kalder psykotiske/sindssygelige symptomer. Det er især i den moderat til svære grad af depressionen, man har brug for både samtalebehandling og medicin – og har man psykotiske symptomer oveni eller svære selvmordsimpulser, er indlæggelse på en psykiatrisk afdeling næsten altid en afgørende ting for at få intensiv hjælp. Er depressionen i den lette eller let til moderate ende, er det helt overvejende samtalebehandling med vægt på livsstil, forvaltning af ens kræfter og evner, som kan hjælpe.
Den anden depressionslidelse, som vi vil nævne, er den, som du er inde på i dit brev. Den har været kendt siden oldtiden. Og i rigtig mange år hed den maniodepressiv sindslidelse. I de sidste mange år er den i højere grad blevet kaldt for bipolar sindslidelse, fordi den har to (bi) poler. Man kan både få depressioner magen til dem, som kendes i den unipolare udgave, men desuden også manier, hvor stemningslejet modsat depressionen er løftet, energifuldt med masser af indfald og idéer af mere eller mindre realistisk karakter. Manierne findes også i forskellige grader fra den lettere udgave, hvor man er meget produktiv, sover måske bare tre-fire timer om natten og er i gang med mange ting, mens den også kan blive mere totalt indgribende med stadig foretagsomhed, meget lidt søvn, urealistiske indkøb eller ukritisk erotisk aktivitet. Og forsøges korrektion fra omgivelserne, kan en manisk person blive meget vred.
Man regner med, at cirka en procent af befolkningen har en bipolar sygdom, og at der er cirka lige mange kvinder som mænd, der er ramt. Alle depressionslidelser har en vis arvelighed, og den er især betydelig indenfor den bipolare lidelse.
Den tredje udgave af en depressiv lidelse, som vi vil nævne, blev for år tilbage kaldt en depressiv neurose. Den er mere kendetegnet af en stadig tristhed og pessimisme. Man har måske haft det sådan, siden man var teenager, og tænker egentlig ikke på, at man specielt fejler noget, men at det er sådan, jeg er, selvom det kan være hårdt nok. I vore dage kaldes den tilstand at være dystym, eller at have dystymi. Skulle man tænke på en fra fortællingernes verden, der er dystym, kunne det være æslet i Peter Plys. Æslet er sjældent glad, og når der er et eller andet, som ikke går helt. som det skulle, siger æslet ofte: ”Tænkte jeg det ikke nok”.
Og med denne lange indledning vender vi tilbage til dit brev. Hvor er det godt, at din slægtning endelig kom til den rette behandler og fik god hjælp. Og at det hjalp så hurtigt. Det sidste synes vi er ekstra glædeligt, for det er langt fra hyppigt, at man finder den rette behandling på få uger. Men afgørende for al behandling er, at man har den rette diagnose. Og det er helt rigtigt, at man skal behandle en unipolar og en bipolar lidelse på forskellig måde. Helt overordnet skal en depression behandles med antidepressiv medicin, og en bipolar lidelse skal overvejende behandles med stemningsstabiliserende medicin.
Vanskeligheden består nogle gange i at få diagnosticeret den bipolare sygdom, når man måske oftest og mest får depressioner, og det er den lidelsesfulde tilstand, der er mest fokus på. Der findes ikke nogen blodprøver eller scanninger, der kan afgøre det. Er der en eller flere i slægten, der er bipolar, kan det tyde i den retning. Ellers er det kun den kliniske tilstand eller fremtræden, der kan vise det. Det vil sige, at der for nuværende eller tilbage i det pågældende menneskes historie kan findes mindst én episode af manisk karakter.
Er man betydeligt manisk i øjeblikket, giver det sig selv – så har man en bipolar lidelse - type 1 kalder man den. Men nogle gange ligger en episode med noget manilignende måske adskillige år tilbage, og har den været relativt kortvarig eller ”kun” været af lettere grad med for eksempel en lille uges kreativ aktivitet med kun få timers søvn – ja så tillægger man det måske ikke selv nogen betydning. Derfor er det så vigtigt, at lægen eller behandleren spørger grundigt ind til historien. Har man tilbagevendende depressioner og en eller flere tilbagevendende lettere manier (hypomanier), kaldes diagnosen bipolar type 2.
Måske er det den diagnose, som din slægtning fik, når han kom det rette sted hen? For bipolar type 2 kan let overses af de grunde, som vi har nævnt ovenfor. Tak fordi du skrev til os om det, så vi kunne gøre flere opmærksomme på disse vigtige forhold.
Mange hilsener
Annette og Jørgen
Lyt til podcasten "Spørg om livet", hvor Annette og Jørgen Due Madsen går i dybden med de 10 brevkasse-spørgsmål, som har optaget læserne mest gennem årene. Find podcasten i Kristeligt Dagblads app og på K.dk/podcast-liv