Tør man sætte børn i verden, når klimaet forandrer sig?

Nogle mennesker fravælger børn af frygt for klimaforandring, for det er næsten uoverkommeligt at sætte børn i verden, hvis man føler, at fremtiden står i brand. Men måske er det for stort et offer

Omkring 75 procent af de unge i 10 forskellige lande mener, at fremtiden forekommer frygtindgydende - herunder klimaets tilstand i fremtiden. Det kan være medvirkende til, at nogle unge fravælger at få børn.
Omkring 75 procent af de unge i 10 forskellige lande mener, at fremtiden forekommer frygtindgydende - herunder klimaets tilstand i fremtiden. Det kan være medvirkende til, at nogle unge fravælger at få børn. . Foto: Tegning: Rasmus Juul.

For nylig læste 23-årige Frederik Bjørnbak Mogensen, at et enormt stykke gletsjer ved Sydpolen står til at brække af, 100 år før forskere hidtil havde forudsagt, at det ville ske på grund af klimaforandringer. Det vil medføre store vandstandsstigninger i hele verden, og selvom det ikke er noget nyt, at klimaet ændrer sig, ramte nyheden om gletsjeren den unge mand som en mavepuster. Han kom for alvor til at spekulere på, hvordan fremtiden egentligt ser ud: Findes der overhovedet en fremtid, der er værd at leve i for de børn, han måske en dag får? Og hvis ikke, er det så bedre at lade være med at få børn?

Frederik Bjørnbak Mogensen er alvorligt i tvivl. Han læser statskundskab ved Københavns Universitet, men bruger store dele af sin fritid som klimaaktivist i Den Grønne Studenterbevægelse og følger med egne ord ”lidt mere med i klimadebatten end den gennemsnitlige borger”, og han prøver at holde sig til det politiske arbejde og videnskaben, når han forholder sig til klimaet. Men på et helt personligt plan, er han bekymret for slægtens fremtid, og det er han ikke ene om.

Et internationalt studie fra Bath University i England foretaget blandt unge i alderen 16 til 25 år fra 10 forskellige lande, heriblandt Finland og Storbritannien, viste sidste år, at 39 procent tøver med at få børn, mens 75,5 procent i samme ombæring svarer, at fremtiden er frygtindgydende. Der er flere årsager til, at klimaet påvirker lysten til at få børn, og mens nogle ikke ønsker at få børn, fordi det kan føre til yderligere klimabelastning af planeten, mener andre, som Frederik Bjørnbak Mogensen, at verdens fremtid er så usikker, at det kan være uforsvarligt at lade børn fødes og vokse op.

Studerende og klimaaktivist Frederik Bjørnbak Mogensen fylder 24 år i slutningen af denne måned, og det er ikke presserende for ham at få børn. Men han er i tvivl, om det er forsvarligt at få dem, når tiden kommer. Han frygter, at klimaændringer vil give dem et hårdt liv.
Studerende og klimaaktivist Frederik Bjørnbak Mogensen fylder 24 år i slutningen af denne måned, og det er ikke presserende for ham at få børn. Men han er i tvivl, om det er forsvarligt at få dem, når tiden kommer. Han frygter, at klimaændringer vil give dem et hårdt liv. Foto: Privatfoto

Han kan dog ikke give et klart ja/nej-svar på, hvorvidt han vil have børn. Det skyldes til dels, at han stadig er ung og studerende, og at spørgsmålet om børn derfor ikke er presserende i hverdagen, selvom han har haft en kæreste i et par år. Men han er ikke i tvivl om, at klimaet bliver afgørende, når han en dag skal træffe en beslutning, og der er meget, der peger i retningen af et nej.

”Jeg er bange for, at hvis vi ikke løser klimaspørgsmålet, vil det medføre så mange andre problemer, at det ikke er realistisk at få børn. Jeg ved endnu ikke, hvad worst case -scenariet er, men hvis man forestiller sig, at vi bevarer status quo, så vil vi opleve en verden, som kommer til at kollapse rundt omkring os, indtil det rammer selv os her i smørhullet Danmark,” siger han.

”Jeg har ikke selv børn, men jeg går trods alt ud fra, at alle forældre vil deres børn det bedste – og måske også det bedre. Men det, jeg ser nu, er, at vi måske ikke kommer til at føde børn til et bedre liv, og kan man det? Kan man føde børn til et liv, der er hårdere og værre, end det man selv har haft?”, spørger Frederik Bjørnbak Mogensen med alvorsfuld tvivl i stemmen.

Ingen ved, om klimakrisen ender

Det er slet ikke et uvæsentligt spørgsmål, mener Anders Petersen, der er lektor i sociologi ved Aalborg Universitet. For lige nu ser det netop ud til, at de fleste må affinde sig med, at børn fremover ikke nødvendigvis kommer til at have en bedre fremtid, end den deres forældre har haft.

”Vi er opdraget med idéen om, at vi skal gøre hus og efterlade det i mindst lige så god stand, som vi overtog det i, men lige nu ser det ud til, at det ikke bliver muligt at efterlade jordkloden til kommende generationer i samme stand, som vi overtog den,” siger han og fortsætter:

”Det bliver i hvert fald sværere og sværere for rigtig mange at se på fremtiden som et sikkert sted, og det kan påvirke lysten til at få børn. Det gælder selvsagt ikke alle, men hvis man er af den støbning, at man føler, at verden står i flammer, så kan det være et uoverkommeligt projekt at sætte børn i verden,” forklarer Anders Petersen.

Det er ikke første gang, at store samfundskriser prikker til lysten til at sætte børn i verden, og klimakrisen og den medfølgende vægring ved at få børn sammenlignes ofte med årene under den kolde krig, hvor mange frygtede atomkrig. Men Anders Petersen peger på to springende punkter, som adskiller klimakrisen markant fra andre store kriser, heriblandt den kolde krig.

”Der er ingen klare allierede eller fjender i klimakrisen. Her er fjenden ingen og os allesammen på samme tid. Under den kolde krig var fronterne trukket klart op mellem øst og vest med fjenden i form af Sovjetunionen på den ene side, og Nato som et trygt forsvar på den anden side,” siger han. Og så er der tidshorisonten. Ingen ved, hvornår klimaproblemerne ender, og om de nogensinde gør, og det gøder for manges vedkommende følelsen af usikkerhed.

”Under den kolde krig vidste alle, at det på et tidspunkt ville få en ende, og de fleste havde en følelse af, at det nok skulle løse sig. Man vidste ikke hvornår, og det kom selvfølgelig som en overraskelse, da muren faldt, men man vidste hele tiden, at det ville være ovre på et tidspunkt. Sådan er det ikke med klimaforandringerne. Her har mange givetvis en oplevelse af, at verden er ved at ændre sig, i en grad der ikke kan bremses eller som nogensinde vil få en ende. Klimakrisen er meget diffus, og derfor adskiller den sig fra andre kriser,” lyder det fra sociologen.

Han beskæftiger sig i høj grad med samtidens betingelser for at være menneske og mener, at samfundet bør tage det alvorligt, når bekymringer for klimaet på den måde får betydning for menneskers specifikke livsvalg.

”Det er svært bare at ryste på hovedet, når bekymringerne kommer til udtryk i så konkrete ting hos især unge mennesker. Vi er nødt til at se den slags bekymringer som en del af en større og skævvridende samfundsmæssig udvikling, altså at nogle bekymrer sig i så høj grad,” understreger Anders Petersen.

En form for nihilisme?

Den helt store fare ved de mange og store bekymringer for fremtiden blandt mange mennesker er ifølge Peter Lodberg, professor i systematisk teologi på Aarhus Universitet, at det kan udmønte sig i en form for tomhed i tilværelsen. Han mener, at det er en af tidens vigtigste teologiske udfordringer at modvirke den tomhed, for det er et udtryk for en form for nihilisme, når folk for eksempel er bange for at sætte børn i verden.

”Vi befinder os i en tid, der er præget af mange store kriser. En sundhedskrise med covid-19, en ulmende militærkrise mod øst og ikke mindst klimakrisen. Det er en situation, hvor der er dukket en frygt op for fremtiden, som har medført det, jeg betragter som en form for nihilisme. Mange har fået svært ved at se meningen med det hele og formålet med at være i den her verden. De stiller sig selv spørgsmålet: Hvad skal vi leve for?,” siger Peter Lodberg, der til gengæld peger på, at der er hjælp at hente i kristendommens budskab om at turde forvente noget godt af fremtiden.

”Verden er ikke tom, selvom den kan virke absurd. Det mest absurde i verden er måske, at vi er blevet skabt, og det mest sikre i tilværelsen er, at den holder op, men det er en helt central tanke, at vi netop skal turde tro på, at fremtiden er god. Der er rigtig meget tale om dommedag i disse år, men i teologisk forstand er dommedag ikke kun et spørgsmål om undergangsstemning. Det er også en mulighed for en ny begyndelse,” siger han og opfordrer til, at tvivlere i stedet for at lægge vægten på det negative bør håbe og tro på, at netop deres børn kan være med til at drive det hele til det bedre.

Psykolog Solveig Roepstorff har i de senere år beskæftiget sig med såkaldt klimapsykologi og blandt andet været med til at undersøge, hvordan psykologien kan bidrage til, at vi handler på klimakrisen med en alvor, der passer til situationen. Hun ser, hvordan mange mennesker bærer på alvorlige bekymringer for planetens fremtid, og at dybereliggende stress og medfølgende overlevelsesberedskab kan være medvirkende til, at folk fravælger børn på grund af klimaforandringer.

”Rigtig mange af dem, der for alvor bekymrer sig for klimaet, lever i en kronisk stress- og belastningstilstand. Deres nervesystem er konstant aktiveret, kroppen er i en form for undtagelsestilstand, og med det følger også et tunnelsyn, som kan gøre det svært at se det hele udefra. Det er sandsynligvis en af årsagerne til, at mange har svært ved at overskue fremtiden og tanken om at skulle sætte børn i verden,” forklarer hun og påpeger, at man bør huske på, at fornuften ikke altid er ledestjernen her i livet, og at meget netop derfor kan ændres, hvis man husker at tale åbent om bekymringerne.

”Unge ramt af klimaubehag reagerer jo fuldstændig passende i den forstand, at der er noget at bekymre sig om. De føler sig ladt alene med et alt for stort ansvar, og det er svært at overskue at sætte børn i en verden, hvor klimakrisen kommer til at præge alverdens forhold. Men jeg har også oplevet flere, der tænkte, at de aldrig skulle have børn, som har ændret mening – især efter at have delt deres tanker med andre. Det er også en af mine kæpheste: at vi skal dele vores tanker og følelser om klimakrisen med hinanden og i flest mulige fællesskaber. Og så selvfølgelig få hjælp til at afhjælpe klimaubehag og -bekymringer, hvis det fylder så meget, at man befinder sig i et konstant overlevelsesberedskab.”

Det kan være for stort et offer

Frederik Bjørnbak Mogensen fra Den Grønne Studenterbevægelse er ikke i undtagelsestilstand – endnu – men han prøver aktivt at undgå at lade klimaforandringerne og de potentielle konsekvenser fylde for meget i sine drømme for fremtiden.

”Jeg har i virkeligheden slet ikke lyst til at forholde mig til de personlige konsekvenser ved klimaforandringerne, for tanken om fremtiden kan få mig til at føle en enorm afmagt, frustration og opgivenhed. Jeg frygter, at vi kommer til at stå over for nogle udfordringer globalt set, som gør, at vi på individplan kommer til at leve nogle ret hårde liv, hvis vi ikke løser klimaproblemerne, og det hælder da helt klart til et nej i spørgsmålet om børn,” siger han.

Og når man vitterligt har sådanne bekymringer, er det at fravælge børn en reel etisk overvejelse at gøre sig, mener professor i etik ved Roskilde Universitet Thomas Søbirk Petersen. Men han tror, at det for nogle kan være for stort et offer, og at man bør overveje, om der ikke findes alternativer.

”Det at handle ud fra en etisk overbevisning kræver ofte noget energi og noget viljestyrke. For personer, der i forvejen ikke har et stærkt ønske om at få børn, kan klimaet være en faktor, der gør beslutningen endnu lettere at tage. Men for andre kan det kræve rigtig meget viljestyrke og i virkeligheden være et kæmpe personligt offer, og spørgsmålet er, om det offer bliver for stort. Hvis man kommer til at gå og savne et barn hele tiden, er det måske bedre at nøjes med ét barn og være opmærksom på andre klimahensyn,” siger Thomas Søbirk Petersen.

Det er lige netop dette sammenstød mellem etiske principper og personlige ønsker, som gør, at Frederik Bjørnbak Mogensen, på trods af de mange argumenter på nej-siden, alligevel har svært ved at svare tydeligt ja eller nej, når han bliver spurgt, om han vil have børn. For han mærker, at det vil kræve et meget stort personligt offer, hvis han beslutter ikke at blive forælder en dag:

”Det vil føles som et kæmpestort kompromis inde i mig selv, hvis jeg ikke kan sætte børn i verden, fordi vi ikke får løst klimaproblemerne. Jeg vil være ked af det og skuffet og såret og især vred og sur over, at det vil være nogle eksterne faktorer, som forhindrer mig i at få børn. Jeg ved godt, at ingen kan og vil forhindre mig i at få børn, men klimaproblemerne har gjort det meget sværere at stå inde for at sætte børn i verden.”