Tove Holm er gået i stå. Det er en følelse, hun har haft, siden hun blev pensionist, og den er kun steget i styrke, i takt med at hun er blevet ældre.
Hun arbejdede som juridisk assistent på et advokatkontor, og hendes hverdag var hektisk, til tider altopslugende. I 2015 gik hun på pension. Hun troede, at hun ville få friheden til at dyrke sine interesser og finde nye fællesskaber.
I stedet skete det stik modsatte.
“Jeg føler ikke, at jeg har en mission mere. Jeg har næsten kun mit strikketøj og mine bøger. Det føles som et enormt tab,” siger Tove Holm, der i dag er 73 år og bor alene i Thisted.
Tidligere har hun gået til yoga, hun har været politisk aktiv, og hun har haft en sidegesjæft som healer. Nu gør hun intet af det mere.
Hun vil gerne dele sine interesser for politik, klima og økologi med andre, og hun drømmer om at hjælpe ensomme og fattige borgere, særligt ældre. Men hun har endnu ikke fundet det rette fællesskab at gøre det i.
Hendes økonomi sætter også begrænsninger. Hendes folkepension er spinkel, og hun har ikke råd til at tage på krydstogt eller højskoleophold eller betale dyre kontingenter til foreninger. Når pensionister med fyldte kalendere spørger, hvilke planer hun så har, føles det til tider som et nederlag.
“Jeg føler mig uengageret i samfundet. På arbejdsmarkedet er du en del af et team, men når du stopper, får du ikke de samme input længere. Så skal du selv finde dine udfordringer, og du går nemt i stå,” siger Tove Holm.
“Hvis jeg kunne bruges til et eller andet, ville jeg sikkert vågne fra dvalen. Men lige nu har jeg svært ved at engagere mig i noget. Jeg lever i fortiden. Jeg kan ikke komme ind i nutiden. Og slet ikke i fremtiden.”
Et glimt af mening
Hun ved, at hun har brug for at finde noget at engagere sig i, noget, der kan bygge bro mellem hendes arbejdsliv og den livsfase, hun endnu ikke har fundet sig til rette i. Som kan bringe hende ud af fortiden og ind i nutiden.
Hun afviser, at hun kan holde til at arbejde 37 timer, også selvom det var tabet af arbejdet, der lagde kimen til dvalen. Og, spørger hun, hvem vil overhovedet have en 73-årig medarbejder?
Hun ved, at mange pensionister bliver frivillige i genbrugsbutikker, men hun tvivler på, at det er noget for hende.
“Det er ikke, fordi jeg er specielt klog, men hvis jeg skal lave noget, så skal der være noget power i det. Der skal være gejst og tempo.”
En enkelt fritidsinteresse løfter hende ud af dvalen: Hun går til krolf, en blanding af kroket og golf, hver uge, og det fylder hende med glæde, dels fordi det foregår i den åbne natur, dels fordi det indeholder et konkurrenceelement – og et socialt fællesskab. I den lokale klub i Stenbjerg er hun med til at arrangere stævner og sætte nye aktiviteter i gang.
“Vi skal til stævne i morgen, og når det sker, liver jeg op. Pludselig er der et spændende socialt arrangement. Og det er noget, jeg har sat i stand. Jeg har brugt de administrative evner, jeg har opbygget i mit arbejdsliv, men som jeg ellers aldrig bruger mere.”
Hun ser sig selv som en igangsætter. På sit job satte hun konstant nye projekter i søen, og så snart de kørte af sig selv, gik hun videre til de næste. Det er det, hun dufter til igen i krolfklubben.
Men det er stadig ikke nok.
“Åh, jeg ville gerne finde noget mere. Jeg ville så gerne. Da jeg bor alene, er det en pestilens ikke at have noget at stå op til.”
Tror du på, det kan lykkes?
Tove Holm tænker længe.
“Nej, ikke rigtig,” siger hun så.