Aprilsolen stråler uden for vinduerne. Det er gnistrende koldt, og lyset er skarpt og hvidt. Men i lejligheden på første sal, som man tilgår ad en stejl metaltrappe i en baggård i Køge, er der varmt. Varmt af smil og kærtegn mellem 45-årige Tine Møgelgaard Christensen og 43-årige Brian Møller, der har kendt hinanden i seks uger. De har en forelskelseshistorie om at turde kaste sig ud i det – også selvom livet gør store knuder.
Som de sidder ved siden af hinanden på Tines seng, rører hinandens hænder og afbryder hinanden i en begejstret talestrøm, så er det let at overse. Men Tine er halvsidigt lammet. Hun kan ikke bruge den ene arm og kan kun gå, hvis hun får en skinne på sit ben. Ansigtet hænger en lillebitte smule i venstre side.
”Jeg ser det set ikke,” siger Brian Møller. ”Det er, som om jeg har fundet en tvillingesjæl.”
Tine Christensen supplerer: ”Vi er meget ens, og vi er kommet tæt på hinanden på utroligt kort tid.”
Den sidste kæreste
Tine og Brian traf hinanden i Facebookgruppen "Kærlighed 40+ Sjælland". I februar lagde hun et opslag op, hvor hun skrev ærligt om sin situation. At hun bruger sin sorte humor og selvironi til at håndtere livets brutale, uforudsigelige udfordringer. At hun er ”pottetrænet/renlig”, ligner ”et kronisk forskrækket dådyr på grund af lammelsen". Og at hun søger en mand, der ser hende og ikke hendes handicap. En som vil hjælpe med jakken, når hun slås med sin tålmodighed.
Brian Møller læste det. Den slagfærdige tone fik ham til at smile. Hun søgte det samme som ham. En, der ledte efter en sin ”sidste kæreste”. En at sidde under dynerne med i sofaen. Så han begyndte en samtale på beskedtjenesten Messenger, og det blev til beskeder, der fløj frem og tilbage, og snart også lange samtaler i telefonen.
Hun fortalte, at hun boede på genoptræningscenteret Filadelfia ved Dianalund på Midtsjælland. Han svarede, at han håbede, at hun ikke kun er til høje mænd. Brian Møller er 170 centimeter.
”Mange kvinder synes, det ser mærkeligt ud med sådan en lille mand. Det er det første, de spørger om. De vil kunne have de høje sko på,” siger han.
”Sådan havde jeg selv været før, men jeg blev forelsket i hans personlighed,” siger Tine Christensen, der måler 175 centimeter.
Tine fik en hjerneblødning i september 2021 og vågnede på sygehuset med lammelser i halvdelen af kroppen. Inden var hun rask, drev sin egen rengøringsvirksomhed og havde været alene i fire år. Hun kunne klare sig selv. Nu var hun handicappet, i kørestol og med problemer med korttidshukommelsen.
”En af mine bekendte sagde: Du får aldrig en kæreste,” husker Tine Christensen.
Det provokerede hende og skabte følelsen af at skulle modbevise påstanden.
”Jeg havde to valg. Jeg kunne ligge i fosterstilling og være ked af det. Eller jeg kunne handle. Jeg valgte det sidste,” siger hun.
Det første møde
Brian Møller bor i Næstved, er social-og-sundhedshjælper med et stort omsorgsgen, som han siger. Tidligere har han spillet ”hele pladen” på dating-app'en Tinder og flere Facebookgrupper i sin søgen efter den eneste ene. Men han også været syg med to blodpropper i lungerne. Det var i 2016. Bagefter var han chokeret og bange og satte sit datingliv på hold.
I januar 2022 var han så småt på vej tilbage. Han mødte Tine, og efter få dage fik nysgerrigheden overtaget.
”Vi talte om at vente, men jeg ville så gerne se dig,” siger hun.
På dagen for første møde tog han toget og var nervøs hele vejen. Hun kørte urolig og spændt frem og tilbage mellem sit værelse og gangen.
”Da du så kom, var jeg Tine 15 år. Jeg fnisede og kunne næsten ikke sidde stille i kørestolen,” siger hun. ”Jeg syntes, du var dejlig. Smilet, øjnene, smilehullerne. Det hele.”
”Jeg så ikke kørestolen, men kun de skønne, mørke øjne. Dem smeltede jeg hen i,” siger han.
Brian og Tine blev kærester, mens hun boede på genoptræningscenteret, så han tog med, da hun skulle hjem for første gang, siden hun blev syg.
”Vi havde glædet os, men det blev et helvede. Jeg blev konfronteret med alt det, jeg ikke kan, og blev akut deprimeret og græd. Han så alle mine værste sider."
Hun sagde til ham, at det her fungerer ikke. At forholdet måtte stoppe.
”Jeg ville forhindre ham i at gøre det forbi først. Det var et forsvar,” siger hun.
”Så fik vi en lang alvorlig snak. Jeg spurgte, om det var det, du ville,” husker han.
”Jeg sagde, at jeg ville dig, og jeg vil os.”
Tager hele pakken
Det er tre uger siden. Hun er flyttet hjem. Han kommer hver weekend, og når forårssolen skinner, tager de ud af lejligheden.
”Vi drøner ned ad gågaden med kørestolen, og jeg stopper hvert andet sekund og kysser hende,” siger Brian.
”Folk må kigge, som de vil,” siger hun.” Jeg kan mærke, at Brian synes, jeg er attraktiv nok. Og når vi har sex, må jeg bede ham om at flytte min arm eller mit ben. Det føles helt naturligt.”
Brian har tanker om at skulle indstille sig på, at det er for resten af livet, at han skal hjælpe hende. Han skal lave mad, skubbe kørestolen og skærme hende mod at blive for træt. Tine er bekymret for at begrænse ham i at have et normalt liv og spørger sig selv, hvad han ser i hende. Men de taler om det. Der er ingen tabuer.
”Det her er ikke et almindeligt forhold, og der vil være øv-dage,” siger han. ”Men vi er uperfekt perfekte sammen. Jeg har aldrig elsket en kvinde på den her måde og tager hele pakken med.”
”Der, hvor jeg føler mig mindst handicappet, det er sammen med Brian,” siger hun. ”Intet føles pinligt eller skamfuldt. Selvfølgelig skal vi være sammen.”
Det er stadig forår. Brian og Tine joker om, hvornår de skal giftes, og hvor de skal bo. Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt det skal ske. Men hvornår.