Trine Marholt mistede sin mormor og kom i sorggruppe: Sorgen blev noget, vi bar sammen

Da hendes mormor døde, oplevede Trine Marholt fællesskabets styrke i en sorggruppe for studerende

31-årige Trine Marholt læser amerikanske studier på Syddansk Universitet (SDU) og bor i Odense.
31-årige Trine Marholt læser amerikanske studier på Syddansk Universitet (SDU) og bor i Odense. Foto: Privatfoto.

For to år siden døde min mormor. Hun havde været syg i 20 år med KOL. Jeg boede som den eneste i min familie ikke længere i Storkøbenhavn, men var flyttet til Odense for at læse amerikanske studier på Syddansk Universitet (SDU). I december 2019 havde jeg fået hjernerystelse, så jeg sad midt i en reeksamen, da jeg fik en sms om, at nu skulle jeg snart komme hjem, for nu var det ved at være tid. Jeg troppede grædende op i studenterrådgivningen, for jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre med den reeksamen. Her fik jeg at vide, at jeg bare skulle tage afsted – resten skulle nok løse sig. Men allerede da jeg stod ude ved min cykel få minutter efter, blev jeg ringet op og fik at vide, at min mormor var gået bort.

Jeg har haft et meget tæt forhold til min mormor. Der har været forhold i min familie, der har gjort, at hun var mit tætteste familiemedlem. Så min verden brød sammen. Jeg kunne mærke, at jeg ikke kunne navigere i det selv. Hvordan skulle jeg komme tilbage til SDU efter begravelsen? Og hvad skulle der ske med mit liv? Jeg var helt væk. Jeg havde tidligere set plakater på universitetet, hvor der stod, at man kunne bruge studenterpræsten. Som den millennial (betegnelse for generationen født 1981-1996) jeg er, skrev jeg en mail til hende, for man tør ikke rigtig ringe, vel? Men hun var meget forstående og skrev, at jeg skulle komme til samtale med hende.

Det blev en lettelse at træde ind i et rum, hvor præsten stillede nogle gode spørgsmål, og hvor det var okay at græde.

Trine Marholt

Så det gjorde jeg, og vi havde et møde en aften. Hun hørte om min relation til min mormor og om, hvad der var sket. Og hun foreslog, at jeg skulle komme med i den sorggruppe for studerende, hun havde. De første par gange i gruppen kunne jeg mærke, hvor ked af det jeg blev, når jeg hørte de andres historier. Det var som om, man virkelig mærkede de andres sorg. Og så kunne jeg mærke, at det netop var derfor, vi kunne hjælpe hinanden. Selv om vi var forskellige steder i vores sorg, og det var forskellige mennesker, vi havde mistet, var det fælles for os, at vi havde udfordringer med at navigere i studiet midt i sådan en sorg. For det kan være svært at snakke med sine medstuderende om den slags.

Men her blev sorgen altså fælles. Det blev en lettelse at træde ind i et rum, hvor præsten stillede nogle gode spørgsmål, og hvor det var okay at græde. I dag har jeg ikke kontakt med nogle af de andre længere. Da sorggruppen sluttede, bad jeg ikke om deres numre. For det havde været en vildt svær, men også vildt givende tid, vi havde haft sammen. Og nu gav vi slip på det. Det fik lov til at være sit eget rum i en bestemt tid i vores liv. Og jeg er så taknemmelig for, at jeg mødte dem.