Inde i Kåre Gades arbejdsværelse står en buste af en ung mand. Ligesom Kåre Gade har busten flyttet en del rundt. Det er hans morfar, kunstneren Harald Dall, som har lavet busten af Gade, som han så ud som 18-årig med fyldigt hår klippet i en pagefrisure. Den unge Gade har i mange år været gemt af vejen, men da han som 55-årig indrettede sit arbejdsværelse i hjemmet på Østerbro i København, lod han sit unge jeg våge over rummet, hvor der arbejder et skabende menneske med musik, fotografi og ikke mindst ord. Kåre Gade er redaktør på Kristeligt Dagblads nichemedie kirke.dk, klummeskribent på avisen med mere.
Når Kåre Gade ser på sit unge jeg, ser han et ufærdigt menneske, som ikke delte de eksistentielle tanker, han tumlede med. En vis blufærdighed var en selvfølgelighed, og det er det stadig. Derfor har han også flere gange fortrudt, at han lod sig smigre, da han blev spurgt, om han ville skrive en bog i serien ”Kristendommen ifølge…” De seneste år har forlaget Eksistensen bedt en række kulturpersonligheder give deres bud på kristendommen. I sidste uge udkom Gades bidrag til serien ”Traditionen tro”.
Præst og forfatter Kristian Ditlev Jensen gav bogen fem ud af seks stjerner i nærværende avis. Ditlev Jensen skrev, at det er bogen ”til den almindelige kristne dansker, der i en senere alder finder troen – men som bliver frustreret over, at vedkommende ikke ved det hele, ikke forstår det hele og i øvrigt overhovedet ikke kan oldgræsk.” Nu venter Kåre Gade på andres dom. Han har lige postet et eksemplar til sin mor i Esbjerg og et til sin far i Kolding. Forældrene spiller en i betydelig rolle i bogen, som også kan læses som en erindringsbog.
Den tavse storebror
Han siger, at bogen er det sværeste, han har skrevet. Han kunne ikke få hul på den, men da han havde skrevet sætningen: ”Jeg har aldrig haft en barnetro,” var der en fortælling, som begyndte at tage form. Han sad i Spanien med udsigt til Middelhavet i gode venners hus i Frigiliana i Andalusien og skrev sig tilbage til et barndomshjem, hvor kirke og kristendom fyldte uendeligt lidt. Kirke og kristendom interesserede heller ikke den unge Kåre Gade.
Groft sagt er hans opvækst delt i to kapitler. Hans første minder er fra det nordlige Sverige i Kalix i Lapland og Edsbyn godt 200 kilometer nord for Stockholm. Dengang var det svært at få job som læge i Danmark, og den unge lægefamilie tilbragte seks år i Sverige. Skolen lignede noget taget ud af en Astrid Lindgren bog, og om vinteren blev der kørt på sparkstøtting. Da han skulle i 3. klasse, var hans far blevet praktiserende læge i Holsted ved Bramming. Her blev tilflytteren drillet for sit særegne dansk. For nogle år siden fandt Kåre Gade en optagelse af, hvordan man talte hos familien Gade dengang.
”Vi talte på alle måder forkert. Vores danske var konserveret af de seks år i Sverige. Vi lød som nogen fra en gammel, dansk film, og jeg kan godt forstå, at vi blev drillet.”
Hans mor, som er uddannet lærer, er en kreativ sjæl, som blandt andet fotograferede. Den interesse tog Kåre Gade også op, men den store passion var modelfly. I et par år kunne man finde ham under trappen i husets kælder i en dunst af maling og lim, hvor han nørklede med flymodeller fra Anden Verdenskrig. Han så ingen i Holsted, og siden har han fundet ud af, at hans forældre var bekymrede for deres ældste søn i den periode. Det var før, musikken og politikken kom til at fylde i hans liv.
Det smitter at være omgivet af mennesker, som intellektuelt og praktisk er optaget af kristendommen, men jeg kan ikke pege på et troens øjeblik
Da hans morfar kom til Holsted for at lave busten af Kåre Gade og hans to søskende, var Kåre Gade en politisk vakt 18-årig gymnasieelev med planer om at blive byrådskandidat for SF. I gymnasiet var han begejstret for samfundsfagslæreren Sten Piper. Piper så, at Kåre Gades interesse gik i humanistisk retning og anbefalede teologistudiet. Piper, som senere blev stifter af forlaget Hovedland, mente, at teologi var det eneste klassiske, universitetsstudium, som stod nogenlunde uspoleret tilbage efter studenteroprøret. Kåre Gade fik et indtryk af, at hvis man læste teologi, kunne man blive sådan en, som vidste noget om alt. Og sådan en ville han gerne være.
I bogen skriver han, hvordan han fornemmede at hans far fandt studievalget underligt, men at han ikke blandede sig. Da han fortalte sin mor, at han ville søge ind på teologi, kom hun i tanke om, at fru Schelde, bibliotekaren, havde en søn, som læste teologi i Aarhus. Sønnen, Michael Schelde, blev inviteret på besøg hos lægefamilien i Holsted, og Kåre Gade husker tydeligt Scheldes begejstrede forsvar for teologien.
En præstemand bliver til
At busten er flyttet en del rundt gennem årene hænger sammen med, hvad der skete meget kort tid efter, Kåre Gade var flyttet fra Holsted til Aarhus. Her introducerede Michael Schelde ham for den teologistuderende Else Hviid. Schelde og Hviid var begge aktive i det fagkritiske miljø på teologistudiet. Det samme blev Kåre Gade, og et halvt år inde i studielivet blev han kærester med Else Hviid. Den teologiske samtale var deres første fælles arena, og for den musikalske lægesøn uden barnetro blev teologistudiet en trosrejse, som man kan beskrive som en langsom dannelse. Troen er, som han skriver i bogen, hans livs uventede gave.
”Det smitter at være omgivet af mennesker, som intellektuelt og praktisk er optaget af kristendommen, men jeg kan ikke pege på et troens øjeblik, og jeg ville ønske, at vi levede i en tid, hvor der ikke var den her store interesse for den personlige tro, men hvor troen var en selvfølgelighed, som man ikke behøvedes at drøfte.”
Else Hviid studerede målrettet og ville være præst. Det blev hun, mens Kåre Gade afsluttede studiet med en bachelor i teologi og fandt ind i rollen som præsteægtefælle. I 1991 flyttede familien og deres dengang to børn ind i en stor præstegård i to små landsogne ved Kolding. Godt nok kunne man høre støjen fra motorvejen i det store, gamle hus, men haven var et paradis for børneflokken, som kom til at tælle tre sønner.
Parret taler jævnligt om, hvordan menigheden i Eltang og Sdr. Vilstrup lærte Else Hviid at være præst. Samme menighed lærte Kåre Gade at være præstemand. Parret tog sågar jagttegn, for der hørte jagt til præstegården. Lokalt var det velset, at præsten holdt to årlige jagtselskaber.
”Jeg lærte, at det er sjovest at være præsteægtefælle, når man deltager og involverer sig og måske får en følelse af at være forstanderpar på en højskole.”
De fleste søndag kunne man finde ham og drengene på kirkebænken. Drengene udviklede en evne til at sove på bænken. Menighedsrådsmøder og sogneaftner blev holdt i en del af præstegården, og Kåre Gade satte sig gerne ved klaveret og spillede fra Højskolesangbogen, inden han puttede drengene. Når det var blevet tid til aftenens sidste sang, var han tilbage ved klaveret.
Rytmen i præstefamilien blev en anden, da Else Hviid fik embede i Himmelev ved Roskilde, hvor præstegården var et parcelhus. I de år hun var præst i London, fik de for alvor følelsen af at være forstanderpar på en højskole. Der var masser af menighedsliv i præstegården, og ægtefællens engagement i menighedens liv begrænsede sig ikke til at være kirkegænger.
Vanekirkegængeren
Engang havde Else Hviid en samtale med en yngre mand, som spurgte, hvordan troen blev til kristendom. Mandens spørgsmål er blevet hængende hos Kåre Gade, for han forstår ikke helt, at man kan spørge sådan. Kåre Gade fandt kristendommen, før han fandt troen ved at lade sig synke ind i højmessen. Eller som han skriver i bogen:
”Man skal ikke gå i kirke, fordi man tror, men fordi man ikke tror.”
Søndag lidt efter klokken 9.30 kan man møde Kåre Gade med sixpence på hovedet med kurs fra embedsboligen mod Kastellet i København, hvor ægtefællen i dag er sognepræst. Han går i et roligt tempo, så han kan tale i telefon med sin mor på vej til kirke, og i god tid inden bedeslagene udser han sig en plads i kirken. Han beskriver sig selv som vanekirkegænger, men understreger, at han ikke er typen, der skal sidde på den samme bænk hver søndag.
Når jeg sidder i kirken om søndagen, mærker man, at man ikke bare er en del af en menighed her og nu, men man er en del af et fællesskab, som rækker ud i verden, rækker bag ud i historien og frem i tiden
Han oplever, at højmessen med læsninger, salmer og bønner sætter ham på plads i verden. Når han har lyttet til bedeslagene, har han en indre dialog med sig selv om, hvorvidt han skal tjekke salmerne på nummertavlen. Han er mest til ældre salmer, og han har det stramt med en del moderne salmemelodier .
”Da jeg skrev bogen, lyttede jeg til Det Nye Testamente som lydbog, men generelt er jeg ikke en stor bibellæser. Kristentroen er i høj grad kommet til mig gennem salmerne og salmedigternes ord.”
Han har mange yndlingssalmer og har, halvt i spøg, sagt til sine sønner, at hans begravelse bliver lang, for der skal synges mange salmer. Og faktisk har han tænkt en del over sin død og begravelse. Den unge Kåre Gades buste udstråler en nærmest stoisk ro. Gipsen har skjult den eksistentielle uro, som nagede ham dengang. Da Kåre Gade var 18 år, var middellevealderen for mænd godt 71 år, og i en del søvnløse nætter havde Kåre Gade divideret 71 med 18.
”Jeg kunne konstatere, at jeg allerede havde spist et kvart liv, og jeg var bange for at dø, og det gav en eksistentiel uro.”
Ordene på gravstenen
For nogle år siden sendte han en mail til sin hustru med titlen ”ved min død” med blandt andet en oversigt over, hvilke salmer han gerne vil have sunget ved sin begravelse. Forleden mindede hustruen ham om, at han skulle sende den igen. Mailen var blevet væk.
”Når jeg engang ikke er her mere, så er jeg forhåbentlig lykkeligt ligeglad med, hvad man synger ved min begravelse, men jeg synes, det er en god øvelse at gennemtænke ens begravelse ikke mindst, når angsten for døden har fyldt.”
I bogens sidste del er der et kapitel med overskriften ”evigheden.” Her citerer han "den lille Bibel". Ordene i Johannesevangeliet kapitel 3 vers 16 rummer for ham essensen af kristendommen. I bogen skriver Gade:
”Gennem Jesus har Gud rakt os en kærlig hånd, for at vi ikke skal gå til.”
Og evigheden er ikke langt væk.
”Når jeg sidder i kirken om søndagen, mærker man, at man ikke bare er en del af en menighed her og nu, men man er en del af et fællesskab, som rækker ud i verden, rækker bag ud i historien og frem i tiden, og på den måde kan jeg opleve at få en fornemmelse af evighed på kirkebænken.”
I stedet for at komme med konkrete billeder af opstandelsen, foretrækker Kåre Gade at slå op i Salmebogen og trække på digternes ord. I den mail han sendte til Else Hviid om sin begravelse, kan man læse, at sidste linje af Jakob Knudsens ”Tunge mørke natteskyer” skal stå på hans gravsten:
”Du som lindrer sorg og nød al vor synd forlader, lyser op den mørke død, tak, du lysets Fader.”
Inde i Kåre Gades arbejdsværelse står en buste af en ung mand. Nu har Kåre Gade, til ære for fotografen, sat sig, så han kan se sit unge jeg i øjnene. Det ufærdige, som prægede den 18-årige, er stadig i ham, konstaterer Kåre Gade, de han balancerer med busten. Men hvad vil den snart 61-årige Gade sige til sit yngre jeg, som lå søvnløs over livets korthed?
”Du får et rigt liv. Det ender godt.”
Læs et uddrag af bogen ”Traditionen tro” her.