Hvad er det værste ved denne tid?
Det værste er normalitetsbegrebet i vores samfund. Det er den måde, vi kigger på, hvad man skal eje, hvad man skal have oplevet, det tøj, man skal have på. Det er en meget stram form, og hvis man så er trekantet, kommer du aldrig til at passe. Derfor er der mange, inklusive mig selv en gang imellem, som føler os en lille smule forkerte. Værdierne i samfundet handler om alt muligt andet end at være gode ved os selv, og det er selvkærligheden, der skal være fundamentet.
Hvad er det bedste?
Det bliver mere okay at sige, at man ikke er okay. Under coronakrisen snakkede jeg med 200 ensomme over sådan noget telefonkaffe, hvor jeg ringede rundt til folk, og det, der slog mig, var, at alle sagde med forskellig ordlyd, at under corona var det okay at sige, at man er ensom, fordi det var vi allesammen. Der er lang vej igen, men det går den rigtige vej.
Hvordan påvirker krisen og uroen i tiden din hverdag?
Anders, min mand, har sagt sit arbejde op og besluttet sig for at stoppe op i livet og finde ud af, om han laver det rigtige. Vi er enige om at bruge den her krisetid på at tænke os om. Hvor meget behøver man at have omkring sig? Hvordan skal man bruge de midler, man har? Hvad er det vigtige? Det hele er oppe at vende. I 20 år har vi talt om, at vi gerne vil åbne et hotel, og det er en af de ting, vi er ved at finde ud af, om vi skal.
Hvor finder du håb?
Jeg er omgivet af mennesker, jeg elsker. Jeg bor her med Anders og drengene, min mor bor inde ved siden af, jeg har min søster, mine små nevøer, min svigerinde. Mit håb for livet er den kærlighed, jeg selv mærker i de mennesker, jeg omgås. For mig handler alting i virkeligheden om kærlighed, det er kilden, og det skal vi huske at finde tilbage til. Det er håb også skabt af.
Hvad håber du på?
Jeg håber, jeg har modet til at følge de drømme, der kommer, og se de ting, der gemmer sig i livet. De små ting.
Nævn en kulturoplevelse, som har gjort indtryk på dig, og som kan give håb.
Jeg har lige læst ”Når flokdyret fejler” (af Henrik Tingleff, red.), som handler om det, vi kollektivt som mennesker bliver enige om, selvom en indre stemme siger, at det ikke er det rigtige. Men man gør det alligevel, fordi det gør alle andre. Det har virkelig sat tanker i gang. Hvor langt går vi for at blive accepteret af et fællesskab? Hvis ikke, man går med det fællesskab, findes der måske et andet.
Hvad er det bedste råd, du kan give andre, som mangler håb?
Vi skal bruge kriser til at stoppe op og kigge på, om vi gør tingene rigtigt. Jeg er så bange for at ligge på dødslejet og fortryde, fordi man ikke har haft modet. Nogle gange skal man lytte til den stemme, der siger, du skal gøre noget andet.