Tvivlen er større, end den plejer at være: Hvor skal jeg sætte mit kryds?

Folketingsvalget falder efter tre år med krisestyring og udsigt til en usikker fremtid. Mange vælgere er derfor mere rådvilde, end de plejer at være, og det moralske kompas kan få en afgørende betydning

Tvivlen er større, end den plejer at være: Hvor skal jeg sætte mit kryds?
Foto: Morten Voigt.

”Jeg vil godt lægge ud. Jeg har stemt radikalt i rigtig mange år og er vel nok det, man kalder en kernevælger. Men jeg er simpelthen så træt af dem den her gang, så jeg er virkelig i tvivl om, hvem jeg skal stemme på.”

Birgit Andersen er sammen med sin mand, Steen Andersen, værter for denne måneds morgenmadstræf for en gruppe pensionerede skolefolk, der mødes den første onsdag i hver måned for at vende livet og verdenssituationen hen over spisebordet. Her i villaen ved siden af den nedlagte togstation i Gjern er der damaskdug på bordet, lys i PH-lampen og et væld af hjemmelavede lækkerier fra æblejuicen til hybenmarmeladen og slåensnapsen. Udenfor blæser vinden flere og flere røde og gule efterårsblade ned på græsplænen, men indenfor er der lagt op til endnu en hyggelig formiddag i vennegruppen, der især tæller tidligere lærere fra skoler i det midtjyske søhøjland. Og denne onsdag er det selvfølgelig det forestående folketingsvalg, der bliver drøftet.

”Jeg er ganske enkelt rådvild,” siger Birgit Andersen, da hun har sikret, at alle har fået kaffe i kopperne og noget på tallerkenen, ”for jeg savner nogle politikere i det parti, som jeg har tillid til – nogle, som fremstår seriøse og troværdige. Hele skandalen med Morten Østergaard har jeg bestemt heller ikke glemt, og jeg er sur over, at partiet har presset regeringen til at udskrive det her valg.”

Mens æggestand og brunchpølser sendes rundt, byder de andre ind. Og her er både folk, der plejer at stemme på blå og røde partier, men følelsen af rådvildhed går denne gang igen hos dem alle.

Alle har hørt statsminister Mette Frederiksens (S) åbningstale, som får ros rundt om bordet.

”Jeg synes virkelig, hun har været en dygtig statsleder. Det har hun i den grad vist i de kaotiske tider, vi har været igennem. Hun har givet os en tryghed ved at handle resolut, og jeg plejer ellers at stemme til venstre for midten, men jeg overvejer at stemme på hende for at give min cadeau for den indsats," siger Birthe Larsen.

Tillid bliver et gennemgående tema

At valget denne gang har fået mange vælgere til at være i tvivl om, hvor de skal sætte deres kryds, og at spørgsmålet om tillid til de enkelte politikere bliver en afgørende faktor, kan professor og valgforsker Rune Stubager fra Aarhus Universitet nikke genkendende til.

”Tilliden bliver helt klart et tema for de danske vælgere denne gang. Og mens oppositionen vil forsøge at skabe mistillid til Mette Frederiksen ved at rette fokus på minksagen og omtale hende som en ’magtfuldkommen’ leder, så vil regeringen tværtimod pege på, at man netop kan have tillid til hende, fordi hun har haft en fast og sikker hånd på rattet i de historiske krisetider, vi har været igennem og stadig befinder os i,” siger Rune Stubager.

I de senere år er tilliden til de danske politikere dog generelt faldet. Det er blandt andet derfor, regeringen sammen med SF, Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet for nylig blev enige om at nedsætte et demokratiudvalg ”med fokus på tilliden til det politiske system”, som det hedder i en pressemeddelelse fra Justitsministeriet, der kom tidligere i denne uge.

I målingen, som Voxmeter har lavet for Ritzau, svarer 44,7 procent af 1042 respondenter, at deres tillid til politikere samt retssystem og offentlig administration er blevet mindre de seneste år.

”Det har jo også været en usædvanlig tid for politikerne i de seneste tre år. Og det skal blive spændende at se, hvordan netop spørgsmålet om troværdighed kommer til at få betydning for valget. For der vil ikke være den store uenighed blandt partierne om, at det handler om at få os sikkert gennem turbulente tider, men spørgsmålet er så, hvem vælgerne mener er bedst egnede til opgaven – og dér spiller troværdighed en afgørende rolle,” siger Rune Stubager.

Partihop og taburetklæberi

Ved spisebordet i Gjern er tiden kommet til osten og de lune boller. Steen Andersen er medlem af Venstre og var i 1990’erne repræsentant for partiet i det daværende Gjern Byråd.

”Men jeg er faktisk også rådvild denne gang. Venstre har i den grad været igennem en turbulent periode i de senere år, og den nye formand er heller ikke rigtigt trådt i karakter. I virkeligheden så jeg helst en bred regering hen over midten, gerne mellem S og V, men det ligger jo ligesom ikke i kortene,” siger han.

Samtidig er Steen Andersen irriteret over, at det netop er tidligere Venstre-medlemmer, Inger Støjberg og Lars Løkke, der er hoppet ud af partiet for at skabe deres egne partier, Danmarksdemokraterne og Moderaterne.

”Jeg har generelt ikke den store respekt for partihoppere. For mig at se har det mest karakter af taburetklæberi. Jeg har større respekt for en mand som Kristian Thulesen Dahl, der trak sig som formand for DF og nu er gået helt ud af politik. Det giver i mine øjne større troværdighed,” siger Steen Andersen.

Hans sidemakker ved bordet tager tråden op.

”Altså jeg tænker nærmest helt anarkistisk denne gang og kunne næsten finde på at stemme på hvem som helst, hvis bare jeg opfatter vedkommende som et ærligt og troværdigt menneske,” siger Johannes Berggren, og hans kone Anne Marie Petersen supplerer: ”Ja, man ville da sagtens kunne sammensætte en regering, hvis man udelukkende skulle kigge på, hvem man har tillid til – det er så bare ærgerligt, at de er i forskellige partier.”

Vi leder efter mennesket 

Filosof Pia Lauritzen er i sit arbejde optaget af, hvordan vi udvikler dialogens muligheder i samfundet og på den måde demokratiet. Som hun ser det, er netop troværdighed et afgørende tema ved dette valg, fordi vi har haft en kriseperiode de seneste år, hvor de normale spilleregler i politik i høj grad er sat ud af kraft.

”Vi har jo befundet os i en undtagelsestilstand, tænk bare på nedlukningerne under corona og de massive indgreb i vores personlige frihed. Og i situationer, hvor de formelle og velkendte spilleregler er væk, forventer vi som mennesker mere af de uformelle spilleregler og det, man kan kalde bløde værdier som for eksempel samtale, lydhørhed og netop troværdighed,” siger Pia Lauritzen.

”I en undtagelsestilstand leder vi med andre ord efter mennesket i politikeren, og det betyder, at det moralske kompas bliver afgørende,” siger hun og henviser til et par eksempler fra regeringens krisehåndtering, hvor hun synes, at netop dette har været ude af kurs.

”Mette Frederiksen burde generelt have været mere ydmyg og været oprigtigt interesseret i at komme i dialog med borgerne om, hvordan de oplevede hele den krisevirkelighed, som vi befandt os i og stadig gør. Men på pressemøderne under covid-19 virkede hun tværtimod mange gange irriteret på journalisterne, og det påvirker folk at se den opførsel fra landets statsminister. For det giver borgerne en oplevelse af en politiker, der føler sig hævet over den fjerde statsmagt, selvom pressen jo repræsenterer folket med deres spørgsmål,” siger Pia Lauritzen og tilføjer: ”Vi har ikke tillid til folk, der er urørlige. Eller som taler ned til os. Hvad jeg blandt andet også oplever, er tilfældet med Liberal Alliance og deres valgslogan: ’Du kan godt!’ – det lyder som noget, en forælder kan sige til et barn, men ikke som noget, man siger til voksne mennesker.”

Som filosof med særligt fokus på dialog og demokrati er hun generelt bekymret for, at vi med den nuværende generation af politikere står med et problem i den henseende.

”Måske er det lidt tarveligt at sige, for politikere påtager sig jo et kæmpe ansvar og en stor opgave, som vi skal være dybt taknemmelige for, at nogen gør. Men det er, som om at den ældre generation af politikere som Bertel Haarder (V, red.) var mere ’ægte’, som hele mennesker på godt og ondt, drevet af passion og visioner. Hvor det ikke føltes, at det hele handlede om at sikre genvalg næste gang, så politik stort set bliver til en evig valgkampagne. For den tilgang til politik tror jeg ikke, at ret mange danskere orker,” siger Pia Lauritzen.

Personer eller politik?

Den står på lune kanelsnegle ved bordet i Gjern. Mens fadet sendes rundt, er det netop også spørgsmålet om de ældre og de yngre politikere, der vendes.

”Det var så fint at høre Bertel Haarder ved Folketingets åbningstale. Han står for mig som en af de få politikere, der altid har stået ved sig selv og ikke har dækket sig ind bag spindoktorer,” siger Anne Marie Petersen, mens de andre nikker og nævner andre navne som Søren Gade (V) og Jakob Mark (SF) som bud på politikere, de opfatter som troværdige.

”Men hør nu lige,” kommer det så fra Steen Andersen, ”vi har altså en tendens til, at politik kommer til at handle alt for meget om personer i stedet for om politik. Og det har pressen også et stort ansvar for.”

”Ja, men politikerne er ikke selv uden skyld i den udvikling,” svarer Anne Marie Petersen, ”de er for eksempel meget aktive på de sociale medier, og hvor meget politik kan du få præsenteret på 10 sekunder på TikTok? Inger Støjbergs parti bærer endda også hendes eget navn.”

”Men så vil jeg gerne sige noget,” lyder det fra Stefan Rossel. ”For det, der kommer til at afgøre, hvor jeg sætter mit kryds, handler ikke om personer, men om parti. Jeg stemmer på det parti, hvor klima, biodiversitet og bæredygtighed er det overordnede anliggende. For det kan godt være, vi lige nu står i en krise med Putin og inflation, men på den lange bane er vi nødt til at sikre os, at vi får en grøn politik, hvor vi ikke bruger flere ressourcer, end der er. Og selvom jeg er mangeårigt medlem af SF, så kan den dagsorden måske få mig til at stemme på Enhedslisten denne gang,” siger han.

Blå er blå, og røde er røde

Valgforsker Rune Stubager fra Aarhus Universitet er med på, at mange vælgere tilsyneladende er mere rådvilde denne gang end ved tidligere valg, men alligevel tror han ikke, at det vil komme til at betyde de helt store bevægelser på det politiske blå-røde landkort efter den 1. november:

”For der er generelt en stigende del af vælgerne, der skifter parti fra folketingsvalg til folketingsvalg. I 2019 var der 61,3 procent, der først besluttede sig for, hvad de skulle stemme under selve valgkampen. Men skiftet sker typisk inden for den blok, som man plejer at stemme på. Dem, der skifter fra den ene blok til den anden, udgør en meget mindre andel, og den har ligget stabilt på omkring 10 procent ved de seneste valg,” fortæller Rune Stubager og tilføjer: ”så dem, der nu angriber Mette Frederiksen for at have været magtfuldkommen under coronakrisen, var nok i forvejen mere blå end røde. Og dem, der har den største sympati med hende, var nok i virkeligheden hele tiden mere røde.”

Det handler om at samle

Sådan ser det ikke helt ud i Gjern. Her er der faktisk blandt vennerne folk, der overvejer at skifte blok.

”Og prøv lige at tænk over det,” siger Birthe Larsen, ”her sidder vi rundt om et spisebord i Gjern. Vi er meget uenige politisk, men vi er interesserede i at lytte til hinanden alligevel, og vi udvikler endda vores venskab på den måde. Jeg synes generelt, det afspejler meget godt, at vi burde have mere fokus på, at samtaler gerne må gå på tværs. Også på Christiansborg. Og at det helt overordnet handler om at samle, ikke om at splitte.”