Drømmen er klar. Spørger man unge på tærsklen til voksenlivet, hvad de tænker om parforhold, så ser de for sig, at de skal have en livsledsager. Selvom antallet af singlehusstande er vokset de seneste år, er det kun to procent af unge, der forestiller sig et liv som enlig, mens 83 procent af de 18-årige piger og 74 procent af de 18-årige drenge tror, de skal dele livet med en partner, som de vil kalde ægtefælle.
Drømmen er klar, men som det fremgik af en undersøgelse fra Rockwoolfonden tidligere dette forår, er det blevet sværere at finde en partner. Og har man fundet det menneske, man vil dele livet med, vil man opleve, at pardannelsen er flydende og til forhandling.
Denne sommer kan både rådhuse og kirker melde om ekstra travlhed, fordi pandemiens restriktioner i to somre har fået en del par til at sætte bryllupsplanerne i bero, men det ændrer ikke ved det generelle billede af en kultur, hvor et partnerskab aldrig eller først ad åre bliver til et ægteskab. Flere præster beskriver en ny form for modenhed hos de par, der ønsker en kirkelig vielse. Og her henviser de ikke alene til brudeparrenes alder: Gennemsnitsalderen for førstegangsviede kvinder var sidste år knap 33 år og godt 35 år for mænd, men modenheden kommer også til udtryk i mange pars historie, inden de vælger ægteskabet. Det ”ja”, man giver ved vielsen, er på mange måder det prøvede hjertes ”ja”.
Det svære match
Følger man udviklingen i antallet af ægteskaber, kan man tegne en kurve med ganske små udsving fra år til år, men efter finanskrisen i 2009 skete der noget med tallene. Cand.scient.soc. Peter Fallesen, der er forskningsprofessor i Rockwoolfonden, kalder det, som skete efter finanskrisen, for helt usædvanligt.
”Der var et dyk på mere end 25 procent i antallet af vielser over tre år. Vi så det i Danmark og en række af de lande, som vi sammenligner os med. Recession rammer yngre hårdere end ældre, og det gjaldt også finanskrisen, og det er givet en af årsagerne til, at man kunne se faldende vielsestal efter finanskrisen og færre fødsler.”
Ifølge Peter Fallesen er det usædvanlige dyk i vielsestallene efter finanskrisen nu blevet en slags ny normal, uagtet at 2022 kommer til at skille sig ud med en post-corona-pukkel af vielser. Der er to årsager til, at vielser bliver mere sjældne. En grund er, at det er blevet sværere for kvinder at finde sig en partner de seneste 30 år. Det fremgår af den rapport, Rockwoolfonden udgav i foråret, ”Færre danskere finder sig en partner”, hvor man har fulgt udviklingen i pardannelse blandt de 25- til 45-årige fra 1986 til 2018.
”Når vi skal vælge partner, vil vi gerne matche på uddannelse, alder, beskæftigelse og indkomst, og her er det særligt blevet svært for kvinder at finde sig en partner, der kan matche dem eller have højere uddannelse og højere indtægt. Ikke mindst for kvinder i hovedstaden og i andre større byer er det svært at finde en partner, og omvendt er det blevet sværere for mænd uden for hovedstadsområdet at finde sig en partner.”
Selvom det er blevet sværere at finde sig en partner, er ønsket om at dele livet med en anden intakt. Af rapporten “Sex i Danmark. Nøgletal” fra 2019 fremgår det, at 85 procent af de enlige ønsker at finde en partner.
Den anden årsag til at lave vielsestal er blevet normale, handler om en normændring: Ægteskabet er ved at blive af-institutionaliseret. Den udvikling blev beskrevet af amerikanske sociologer for 30 år siden, og i dag er far, mor og det første barn typisk et samboende kærestepar.
”Engang var der en norm, som foreskrev, at man var gift, før man fik børn, og juraen kunne også være et argument for at blive gift. I dag er en vielse for de fleste et tilvalg. Man kan have en hypotese om, at risikoen for skilsmisser vil være lavere i fremtiden, fordi vor tids brudepar typisk har brugt lidt mere tid på at tænke sig om, inden de besluttede sig for at blive gift,” siger forskningsprofessor Peter Fallesen.
Flydende forhold
Nok er drømmen om at finde en livsledsager klar, men når drømmen skal gøres til virkelighed, sker pardannelsen flydende. Det vurderer lektor Tea Trillingsgaard, der er leder af forskningsenheden for par- og familieforskning på psykologisk institut på Aarhus Universitet. Hun siger:
”Et parforhold kan bygge på en beslutning om at ville dele livet, men det kan også være en mere glidende proces, hvor forpligtigelserne kommer gradvist. I dag er det mest udbredte, at man gennemlever en glidende forpligtigelsesproces. Unge par har først fælles bolig, så får de børn og derefter måske ægteskab.”
Er der mon forskel på, hvor slidstærkt et parforhold er afhængigt af, om man er gledet ind i det, eller om man mere bevidst har valgt hinanden til? Ja. Det er umiddelbart bedre for forholdets holdbarhed, at man træffer et valg om at ville hinanden. Det konkluderer de to amerikanske familielivsforskere Scott Stanley og Galena Rhoades fra Institute for Family Studies i USA. De har lavet studier, der viser, at par er mere villige til at arbejde for forholdet, hvis de har truffet en aktiv beslutning om at ville være par.
I en tid hvor der er tale om en glidende forpligtigelsesproces, kommer forpligtigelsen for alvor til verden med det første barn. Flere studier viser, at tilfredsheden i parforholdet falder, som gennemsnit betragtet, når man bliver forældre, uanset om man er gift eller samboende. Og tilfredsheden bliver ved med at falde, mens børnene er små. Det hænger givet sammen med, hvad et godt forhold skal kunne. Tea Trillingsgaard siger:
”Det, som par i dag ønsker sig af parforholdet, er den følelsesmæssige intimitet. Den ligger udover det med at få forældreskab og hverdag til at fungere. Par ønsker et forhold, hvor man kan være den, man er, og være tæt forbundet med et andet menneske. Det er et godt – og nogle gange svært opnåeligt – mål”
Det, par typisk får udfordringer med, er opmærksomheden. Tea Trillingsgaard siger:
”Opmærksomhed er en basal komponent for at kunne fastholde forbindelsen til hinanden og opbygge følelsesmæssig intimitet. Intimiteten opstår i de små mikro-øjeblikke, hvor man giver hinanden opmærksomhed, er psykologisk tilgængelig og dermed opbygger nærhed og forbundethed. Men de øjeblikke kan også nemt forpasses, særligt i årene, hvor man har små børn. To småbørnsforældre kan nemt blive som to færger, der kun lige når at tude i hornet, når de sejler forbi hinanden om natten.”
Drømmenes rod
Man kan spørge, hvordan drømmen om den eneste ene og et livslangt ægteskab kan være så udtalt i en generation af unge, som er vokset op i en kultur, hvor mellem 15 og 20.000 børn årligt oplever, at deres forældre bliver skilt. Det spørgsmål optager ph.d. Katrine Frøkjær Baunvig, der er lektor og leder af Center for Grundtvigforskning, institut for kultur og samfund, Aarhus Universitet. Hun har forsket i romantik og er blandt andet forfatter til bogen ”Den eneste ene. Historien om hvordan vi lærte at drømme om den store kærlighed”.
Når hun skal tegne et billede af, hvordan den moderne forståelse af parforholdet er opbygget, går hun tilbage til 15- og 1600-tallet. Her var der i kulturen en forventning om, at det, man delte med ægtefællen, var et arbejdsfællesskab, men også et intimt rum. Følelserne i ægteskabet skulle vokse frem, efter man var blevet gift.
”Samtidig med at man havde et ret mekanisk syn på sex, var man forbløffende bramfri i at beskrive, hvordan intimiteten blev etableret ved at man hyppigt havde sex, efter man var blevet gift. Ægteskabet var et arbejdsfællesskab forbundet med et ideal om fortrolighed.”
Vil man forstå den sejlivede drøm om kærlighed med livslang horisont, må man gøre holdt ved den britiske forfatter Jane Austen (1775-1817), forklarer Baunvig. I sine romaner skildrer Austen kærlighedslivet og forelskelser i lavadlen, som nogle gange bliver til langvarig kærlighed. Austen skriver sig ind i romantikken, og her bliver forelskelsen legitimeret som indgangen til parforholdet.
”De lange forlovelser var forbeholdt en privilegeret klasse, da Jane Austen skrev, men det skabte efterdønninger ind i det 20. århundrede. I det 20. århundrede blev de fleste en del af middelklassen, og da det skete, blev borgerskabets livsform i 1800-tallet modellen for det gode liv.”
Ifølge Katrine Frøkjær Baunvig er idealerne fra borgerskabet i 1800-tallet stadig en del af den kulturelt indlejrede drejebog for det gode parforhold i 2022.
”Kvinder udkommer som individer ved at være omsorgsperson for en ægtefælle og nogens mor, selvom ungdomsoprøret forsøgte at afmontere nogle af stereotyperne.”
Det var først i 1683, at vielserne kom ind i kirken i Danmark, og i generationer har kirkelige vielser været normen. Borgerlig vielse blev indført i 1851, men var tiltænkt konfessionsløse, fritænkere eller par uden for de anerkendte trossamfund. For 100 år siden fik Danmark en ny ægteskabslov, som betød at alle par, der måtte ønske det, kunne få en borgerlig vielse. I dag er vielser generelt i tilbagegang og særligt de kirkelige. Katrine Frøkjær Baunvig siger:
”Måske har man ikke det samme behov for at fejre et gigantisk bryllup for at vise, at man er par. Mange bruger de sociale medier, hvor man kan se, at par præsenterer sig med kælne fremvisninger løbende.”
To er mere end to
Noget af det ældste, som er skrevet om kærlighed, er Platons "Symposion". Teksten er fra cirka 200 år før Kristus, og her hedder det blandt andet:
”Enhver af os er efter dette kun halvdelen af et menneske, da vi er gennemskårne som flyndere og fra at være én er blevet gjort til to. Derfor søger enhver hele tiden sin anden halvdel…”
Er roden til drømmen om en livsledsager en søgen efter at blive ét? Nej, siger Hanne Marie Houkjær, som er sognepræst i Gl. Rye ved Silkeborg. Det er ikke to halve, som bliver til ét, men to, som bliver til mere end to ved vielsen. Det kan ligne et glansbillede, når det nygifte par går ud af kirken arm i arm, men Houkjær siger, at parrene generelt har en udtalt realisme med sig.
”I dag har man ofte gået nogle omveje som individ og som par, inden man når frem til, at man vil giftes. Mange kommer med en erfaring af, at livet ikke går op, de møder hinanden med det forliste, som de har bag sig, hvad enten det er et forløb med fertilitetsbehandling eller et forliste parforhold, hvor børn blev til dele-børn.”
I en tid rig på bryllupsmagasiner og tv-programmer som ”Say Yes To The Dress” (sig ja til kjolen) kunne man tro, at par kom til præsten med spørgsmål om, hvordan selve vielsen forløber, men typisk er nøgleordene i samtalerne med par livsværdier, tilgivelse, kærlighed og selve vielsesritualet.
Hanne Marie Houkjær siger:
”Når et brudepar knæler, bliver kærligheden større, og vi bliver som individer mindre på en positiv måde og kan se den gave, vi har fået i kærligheden til hinanden. En vielse er en bekræftelse af kærligheden og en velsignelse af den. Vi har brug for velsignelsen fra mennesker og fra Gud.”