Unge med angst og depression får en chance i en ganske særlig genbrugsbutik: Her kan man ikke lave fejl

I en genbrugsbutik i hjertet af Aarhus får unge med sår på sjælen plads og tid til at komme til kræfter og finde en vej videre i livet

”Det er det første sted, hvor jeg ikke har været den mærkelige, som andre skal tage hensyn til. Her er man ikke den, der har det værst eller bedst. Du er bare en del af noget, hvor alle kan være, som de er,” siger 24-årige Tanja Nielsen, der har lidt af angst og depression, siden hun var 13 år, og finder glæde ved arbejdet i Mö og Flös.
”Det er det første sted, hvor jeg ikke har været den mærkelige, som andre skal tage hensyn til. Her er man ikke den, der har det værst eller bedst. Du er bare en del af noget, hvor alle kan være, som de er,” siger 24-årige Tanja Nielsen, der har lidt af angst og depression, siden hun var 13 år, og finder glæde ved arbejdet i Mö og Flös. Foto: Liv Høybye.

På disken står der håndlavede øreringe med perler i stærke farver, og på hylder rundtomkring i butikslokalet ligger punge, tasker og vanter fremstillet af stofrester og korsstingsbroderier. I vinduet er der udstillet veste, trøjer og kjoler designet og syet af genbrugsgarn og -stof, og i et tilstødende lokale hænger genbrugstøj arrangeret efter farve og størrelse.

Butik Mö og Flös i Mejlgade i Latinerkvarteret i Aarhus er en hip og populær butik, hvor både lokale, krydstogtturister og andre tilrejsende køber gaver, tøj og smykker. Mange af kunderne aner ikke, at der bag facaden gemmer sig en helt særlig historie – og en masse skæbner, der ofte tager en helt ny retning efter mødet med netop dette sted.

Mö og Flös er en genbrugsbutik og et projekt, der støtter sårbare og udsatte unge i at mestre deres liv. Projektet hører under Kirkens Korshær, og alt overskud fra butikkens salg går til hjemløse og udsatte unge.

”Vi er ikke et socialpædagogisk kollektiv, hvor vi bare sidder og snakker om, hvor ondt livet gør; vi er en butik, hvor de unge kan prøve sig selv af og finde ud af, at de er gode nok, som de er – og opdage, hvad de er særligt gode til. Men det skal foregå i deres eget tempo, for de unge er typisk blevet presset langt ud over deres grænser i mange år, inden de kommer til os,” siger en af butikkens to ledere, Mette Hommelhoff Prahl.

Hun er uddannet dramaturg og socialpædagog og havde ingen erfaring med butiksdrift, da hun overtog ledelsen af Mö og Flös for omkring fem år siden.

”Vi har haft flere hundrede unge igennem, og en rigtig stor del af dem er kommet videre i uddannelse eller arbejde, selvom de havde det virkelig dårligt, da de kom herned. Vi holder af dem, hver og en, og giver helst ikke slip på dem, før vi kan se, at de er parate til at tage videre herfra,” siger hun.

Mange af de unge, der arbejder i butikken, lider af angst og depression eller har andre psykiske lidelser. Nogle har taget stoffer for at dulme den psykiske smerte. En del har også en lang historie med omsorgssvigt, seksuelle overgreb og alkoholiserede eller stofmisbrugende forældre bag sig.

”Jeg har ikke noget af det, andre på min alder har. Jeg har ikke noget netværk, og jeg har ikke haft nogen forældre, jeg kunne gå til med mine problemer. Min far har været stiv det meste af tiden, og min mor har bare ikke rigtig været der. Jeg har det stadig, som om jeg skal være den voksne over for mine forældre, men jeg har jo ikke lært at være voksen selv,” siger Thea.

Hun er 19 år og er begyndt i Mö og Flös for nylig via et EU-finansieret ungeprojekt under Kirkens Korshær. Da hun begyndte i projektet, var hun hjemløs, ”sofasurfer”, som hun kalder det, og det var via en ansat på et forsorgshjem, at hun blev gjort opmærksom på Mö og Flös.

”Jeg kom ind i et projekt, der hedder 'Lær at bo', hvor Kirkens Korshær har nogle boliger i Gellerupparken, hvor man kan bo, mens man søger efter en rigtig bolig. Derigennem kom jeg ind i Mö og Flös. Det har været ret overvældende at komme herned, for jeg har været deprimeret i lang tid og har røget en masse hash og også taget stoffer for at komme igennem dagene,” fortæller Thea. Hun retter på den halskæde med Dagmarkors, hun har hængende om halsen, og fører derefter en tatoveret hånd op til en af sine næsepiercinger. ”Jeg anede ikke, at der fandtes et sted som det her, hvor man arbejder med sig selv, mens man arbejder i en butik. Her ser de hele mig og ikke kun den del, systemet lige har fokus på at fikse eller ændre på,” siger hun.

Mette Hommelhoff Prahl og Ágústa Berglind Hauksdottir er daglige ledere i den særlige genbrugsforretning i Aarhus. Mette Hommelhoff Prahl er uddannet dramaturg og socialpædagog og havde ingen erfaring med butiksdrift, da hun overtog ledelsen af Mö og Flös for omkring fem år siden. Ágústa Berglind Hauksdottir er uddannet skolelærer i Island og har altid haft hjerte for unge med svære livsvilkår.
Mette Hommelhoff Prahl og Ágústa Berglind Hauksdottir er daglige ledere i den særlige genbrugsforretning i Aarhus. Mette Hommelhoff Prahl er uddannet dramaturg og socialpædagog og havde ingen erfaring med butiksdrift, da hun overtog ledelsen af Mö og Flös for omkring fem år siden. Ágústa Berglind Hauksdottir er uddannet skolelærer i Island og har altid haft hjerte for unge med svære livsvilkår. Foto: Liv Høybye

Stødte panden mod en mur

Så længe Thea kan huske tilbage, har hun lidt af angst, men hun har først fået diagnosen for nylig. I folkeskolen isolerede hun sig fra de andre børn og havde ingen voksne at tale med om sine problemer. I 11-årsalderen udviklede hun bulimi. ”Det var min måde at prøve at dulme angsten på,” siger hun. Da hun begyndte på hf, blev hendes angst og depression så slem, at hun begyndte at tage beroligende piller og ryge hash. Hun fik en psykose og blev indlagt til afrusning, men da afrusningen var slut, var der ikke noget behandlingstilbud for hendes psykiske problemer, og snart røg hun tilbage i hash- og siden også pillemisbrug.

”Jeg har stødt panden mod en mur alle steder. Der er ligesom ikke plads til mig nogen steder. For når jeg tager stoffer, kan jeg ikke komme i behandling for angst og depression, og når den antidepressive medicin ikke har virket, har lægerne ikke rigtig vidst, hvad de så skulle stille op. Jeg har også bedt om hjælp til min spiseforstyrrelse, men da jeg holdt op med at kaste op, stoppede behandlingen, og så var de ligesom ligeglade med, at jeg næsten ikke spiste noget,” siger Thea.

Mette Hommelhoff Prahl sætter kiks og saltmandler frem på bordet og giver Thea et kram.
”Du ved godt, at vi er helt vilde med dig, ikke? Du har alt det, der skal til, men så er der bare alt det lort, som du er blevet udsat for, og som du slæber med dig,” siger hun. ”Men hey, der sker faktisk positive ting. Du har fået et sted at bo, og du er begyndt at arbejde her i butikken – og arbejde godt,” tilføjer Mette Hommelhoff Prahl.

Thea nikker forsigtigt. ”Det er første gang, jeg har været et sted, hvor nogen gider snakke med mig. Alle andre steder sender de bare lorten videre til et andet sted i systemet. Her kan man få tid til at finde ud af, hvem man er, og hvad man vil. Man kan prøve alle mulige forskellige ting af, uden at man skal have en masse papirer og møder hos kommunen for at komme i praktik et sted i to uger.”

Den anden daglige leder i Mö og Flös, Ágústa Berglind Hauksdottir, nikker. Hun er uddannet skolelærer i Island og har altid haft hjerte for unge med svære livsvilkår.

”De unge kan begynde med at sidde i baglokalet og ordne nogle ting, og så kan de langsomt rykke ud i tøjsorteringen og derfra videre ud i butikken. Der kan være dage, hvor de har det så dårligt, at de kun lige magter at komme herned og få en kop kaffe. Men så gør vi meget ud af, at det er en sejr i sig selv,” siger hun og tilføjer: ”Samtidig er det en butik, og vi skal åbne klokken 11, selvom vi sidder i baglokalet og tuder 10 minutter før. Vi gør meget ud af, at de unge ved, at deres arbejde har betydning.”

Mette Hommelhoff Prahl nikker. ”De unge skal bevæge sig i deres eget tempo. Men samtidig giver vi dem små kærlige skub, når vi fornemmer, at det er det rigtige. Vi havde en kvinde hernede, der havde som mål at komme ud og stå bag kassen. Men efter rigtig lang tid havde hun stadig ikke nærmet sig kassen. Så en dag skubbede jeg hende derud og sagde ’så, nu gør du det’,” fortæller hun.

”Det viste sig, at hun var god til det. Hun bød kunderne velkommen med små bemærkninger og sendte dem ud ad døren på samme måde. Hun opdagede, at her var noget, hun kunne. Nu er hun i praktik i en forretning.”

En del af fællesskabet

En kunde kommer hen til disken for at spørge, om hun må prøve et par nederdele, og 24-årige Tanja Nielsen viser hende prøverummet.
Denne formiddag har hun ellers siddet i butikkens baglokale og strikket og indimellem givet en hånd med i tøjsorteringen, hvor det genbrugstøj, der er kommet ind, bliver delt op efter type og farve og derefter prismærket. Hun har arbejdet i Mö og Flös i omtrent syv måneder. Et normalt forløb er normeret til seks måneder i det EU-projekt, som finansierer arbejdet med de unge frem til årsskiftet, men det lykkedes stedets to ledere at få kommunen til at give en enkeltydelse på først en måned og siden en måned mere.

”Jeg er i gang med behandling med magnetstimulation mod depression, og det varer to måneder, hvor jeg får behandling alle hverdage. Min sagsbehandler mente, at jeg bare skulle have ro, mens behandlingen stod på. Så hun lagde op til, at jeg skulle gå derhjemme i to måneder. Men jeg ved, at hvis jeg gør det, får jeg det værre. Jeg har brug for at komme herned og være kreativ og være en del af fællesskabet,” siger Tanja Nielsen.

”Til at begynde med var det ret overvældende for mig at komme herned, for jeg havde været sygemeldt med depression i næsten et år, og inden da havde jeg haft hjemmeundervisning på studiet. Jeg var i gang med en uddannelse i ernæring og sundhed, da det knækkede helt for mig,” siger hun.

Tanja Nielsen har lidt af angst og depressioner, siden hun var 13 år, og mens angsten langsomt kom nogenlunde under kontrol i løbet af hendes teenageår, blev depressionerne værre. Hun forsøgte at hænge i med studierne og ville for alt i verden undgå en sygemelding, men til sidst måtte hun bøje sig for presset.

”Så gik jeg hjemme i et år, hvor jeg fik forskellige typer medicin. Men det var, som om det ikke rigtig virkede. Min sagsbehandler ville gerne have mig ud i virksomhedspraktik, og jeg havde nævnt, at jeg gerne ville i en genbrugsbutik. Så fandt hun stedet her. Men det var faktisk først, da jeg kom herned, at det gik op for mig, hvad det indebar,” siger hun. ”Jeg havde tænkt, at jeg ville blive sendt ud et sted, hvor de ville bruge mig som billig arbejdskraft. Men her får man indflydelse og ansvar, og der er ingen, der vil udnytte ens arbejdskraft; de vil gerne lære dig at kende og finde ud af, hvad du kan bidrage med,” siger Tanja Nielsen.

”Du er bare så kreativ og god, så vi vil slet ikke af med dig,” siger Mette Hommelhoff Prahl og sender Tanja et stort smil.

Tanja smiler tilbage og udbryder: ”Mette har lært mig at sige nej. Det har jeg aldrig kunnet før. Fordi jeg har haft det så dårligt i så mange år, har jeg altid følt, at jeg skulle gøre mig fortjent til, at andre ville være sammen med mig. Jeg syntes, at jeg skulle være en vildt god datter og en ekstra god ven og en perfekt kæreste, fordi andre hele tiden skulle tage hensyn til mig.”

Hun bliver tavs et øjeblik og rømmer sig så.

”Mette fandt på en leg, der hed ’stress Tanja’. De dage, hvor hun kunne se, at jeg kunne tåle det, fandt hun på flere og flere opgaver til mig. Jeg skulle lave udstillingsvinduet eller lære hende at hækle eller stå bag kassen. Men så en dag efter to måneder sagde jeg nej, og så jublede Mette, for det var det, hun havde ventet på.”

Tanja Nielsen smiler stort og fortsætter: ”Og så fandt jeg ud af, at Mette stadig kunne lide mig, selvom jeg havde sagt nej. Hun kunne faktisk lide mig lidt bedre end før. Verden faldt ikke sammen af, at jeg ikke var et supermenneske, der kunne klare alting. Jeg var stadig velkommen og fik stadig et kram og en håndsrækning. De ville ikke kun have min arbejdskraft og min kreativitet; de ville også have mig, sådan som jeg er.”

”Nemlig,” siger Mette Hommelhoff Prahl. ”Du er ved at have forstået det, selvom det tog noget tid.” Hun tjatter lidt til Tanja og går så ud af lokalet med en taske i hånden.
”Jeg smutter ud efter strømpegarn og mælk,” siger hun.

Butikken i Latinerkvarteret i Aarhus er populær blandt både lokale og tilrejsende. Mange af kunderne aner ikke, at der bag facaden gemmer sig en helt særlig historie – og en masse skæbner, der ofte tager en helt ny retning efter mødet med netop dette sted.
Butikken i Latinerkvarteret i Aarhus er populær blandt både lokale og tilrejsende. Mange af kunderne aner ikke, at der bag facaden gemmer sig en helt særlig historie – og en masse skæbner, der ofte tager en helt ny retning efter mødet med netop dette sted. Foto: Liv Høybye

De unge får hjælp og støtte

De unge, der arbejder i Mö og Flös, kan få hjælp til mange praktiske ting. Ofte hjælper Mette Hommelhoff Prahl og Ágústa Berglind Hauksdottir de unge med at bestille lægetider, søge bolig, flytte eller komme til psykolog. Via Kirkens Korshær kan de unge få psykologsamtaler, og det har været en afgørende støtte for Tanja Nielsen.

”Jeg deltog i et forløb med narrativ psykologi, hvor jeg efterhånden fandt frem til, at jeg ikke nødvendigvis behøvede at skulle tilbage i uddannelsessystemet. Jeg har hele tiden presset mig selv med den tanke og havde egentlig planlagt at starte på laborantuddannelsen snart. Men så gik det op for mig, at det er mit eget krav til mig selv om at klare en uddannelse, som har knækket mig flere gange. Nu har jeg fået det okay med den tanke, at jeg måske skal være ufaglært,” siger hun.

Hun er i gang med at søge deltidsjob på 20-25 timer om ugen, blandt andet som handicaphjælper og piccoline.

”Jeg kan rigtig godt lide at gå til hånde og ordne og hjælpe med alle mulige forskellige ting. Det vigtigste er ikke, præcis hvad jeg skal arbejde med, men at det er et sted, hvor jeg kan have det lige så godt som her. Hvor jeg kan komme, som jeg er – på mine gode og mine mindre gode dage.”

Tanja Nielsen understreger, at det er det helt særlige ved Mö og Flös: ”Her er det okay at være sær. Det normale her er, at man er lidt skæv. Så her skal man ikke undskylde, at man har en dårlig dag. Det er det første sted, hvor jeg ikke har været den mærkelige, som andre skal tage hensyn til. Her er man ikke den, der har det værst eller bedst. Du er bare en del af noget, hvor alle kan være, som de er.”

Mette Hommelhoff Prahl er tilbage med mælk til kaffen og garn og tilføjer: ”Det særlige ved stedet her er også, at man ikke kan lave fejl. Det er de unge ret vilde med, at vi siger til dem. For alle andre steder synes de jo, at de skal præstere helt vildt. Her er det mig, der gør alle de dumme ting. Mister min pung eller min telefon eller glemmer koderne til kasseapparatet. Så det er svært at gøre noget dummere end mig,” siger hun med et grin.

Thea, der har siddet lidt for sig selv og kæmpet med et angstanfald, lyser op i et lille smil.
”Jeg har lovet dig, at du ikke skal holde op hernede, før du har det godt nok til at komme videre. Hvis du ikke får lov at blive her, lægger jeg mig foran rådhuset og protesterer, indtil du får lov at fortsætte her. Og så har du lovet at komme med kaffe til mig, ikke?”.

Thea nikker med tårer i øjnene.  
”Det eneste svære ved at være her er, at jeg ikke ved, hvordan jeg skal give tilbage for det, jeg får. Det er første gang, jeg prøver at få noget på den måde. Jeg føler nærmest, at jeg skylder jer mit liv.”