10-årige Kathrine Ekberg stormer mod en modspiller, der dribler retningsløst rundt i højre side af fodboldbanen, sætter sin krop ind foran ham og tackler ham i en kraftfuld bevægelse. Hun tager bolden med sig, snor sig uden om en anden modstander, og hamrer bolden forbi målmanden, helt op i hjørnet. Hun ser ikke overrasket ud, jubler ikke engang.
Senere i kampen bliver hun tacklet af Olivia Foss, en 11-årig forsvarsspiller, som kaster sig ind i alle dueller med en glubsk appetit. Bolden ryger videre til Sofia Riise-Jakobsen, en klassisk målscorer, der gør det, hun er bedst til: Tager et par driblinger, trækker sig fri af forsvaret og sparker bolden fladt under målmanden, som forgæves dykker mod græsset.
De tre spillere skiller sig ud på banen. Ikke kun fordi de er gode – aggressive og teknisk stærke – også på grund af deres køn. På fodboldskolen i Frederiksberg Boldklub i København hører de til en gruppe på blot ni piger ud af i alt 80 spillere, der har valgt at bruge et par uger af sommerferien på grønsværen.
I mange år har pigerne oplevet, at de er blevet overset og forbigået i deres fodboldklubber. Alt har handlet om drengene. For to år siden var Kathrine Ekberg ligefrem nødt til at skifte klub, fordi hendes hold blev nedlagt.
“Ingen ville træne os, fordi vi var piger. De synes, det var lige meget. Og vi fik svært ved at stille et hold til kampene,” siger hun.
I den seneste sæson skete der noget. I fodboldklubben Frederiksberg Alliancen 2000, hvor de tre piger nu er holdkammerater, bliver de ikke længere trænet af forældre, men af uddannede fodboldtrænere, tre gange om ugen. Det er noget helt nyt, siger Sofia Riise-Jakobsen, der har spillet i klubben i fem sæsoner. Og hun er ikke i tvivl om, hvorfor det er sket: Interessen for kvindefodbold er eksploderet, i Danmark såvel som i udlandet. Pigerne var selv i Parken i juni, da det danske fodboldlandshold slog Brasilien 2-1 foran 20.000 tilskuere, og de har fulgt intenst med i det netop overståede EM, hvor landsholdet spillede for fulde tribuner.
De tøver ikke længe, hvis man spørger dem, hvem deres idoler er. “Pernille Harder,” flyver det ud af Sofia Riise-Jakobsen, der har sat sit lyse hår i en hestehale bag et rødsort hårbånd – præcis som forbilledet.
“Der er også Nadia Nadim,” indskyder Kathrine Ekberg, der har himmelblå fodboldstøvler og nummer syv på ryggen. “Jeg synes, det er ret sejt, at hun både er læge og professionel fodboldspiller.”
De drømmer alle om at blive det samme som Harder og Nadim: professionelle fodboldspillere. Og de tror, at det er muligt.
“Det er fedt, at man kan se op til nogle fra kvindelandsholdet og sige til sig selv: O.k., hvis de kan blive professionelle, så kan vi også. Hvis vi bare gør alt, hvad vi kan,” siger Olivia Foss.
“Livet er for kort til kvindefodbold”
Det handler ikke kun om fodbold. 10-årige Kathrine Ekberg påpeger det selv: “Der er også Tour de France for kvinder. Det er 33 år, siden det var der sidst. Så der er fremgang for kvinder overalt.”
Hun har ret, mener Kenneth Cortsen, der forsker i sportsøkonomi og -branding ved University College Nordjylland: Kvindesport er i hastig vækst. Også han fremhæver kvindernes Tour de France, der blev sendt på TV 2’s hovedkanal i juli, sommerens EM i fodbold, hvor knap 500.000 så Danmarks åbningskamp mod Tyskland på DR, foruden flere amerikanske sportsgrene, herunder den kvindelige basketliga WNBA, der havde rekordmange seere sidste år.
Det er et nybrud i en sportsverden, hvor kvinderne ofte har været marginaliserede, siger Kenneth Cortsen.
“Der har været nogle ret forstokkede antagelser og grundholdninger om køn i sportens verden, som har været ugunstige i forhold til at skabe en positiv udvikling for kvindesport. De fleste vil for eksempel have hørt udsagn som ‘livet er for kort til kvindefodbold.’”
Når de antagelser er under afvikling, skyldes det en række bevægelser i tiden, der flyder sammen og forstærker hinanden, mener Kenneth Cortsen. Et voksende fokus i samfundet på diversitet og ligestilling har bevæget sig ind i sportens verden og forgrenet sig: Ledende forbund og instanser arbejder for at sikre bedre vilkår for professionel kvindesport, medierne intensiverer dækningen, og kommercielle aktører som Nike laver kampagner med kvindelige atleter. Tilsammen har det produceret nye billeder af kvinders muligheder i sport.
“For mig er fremgangen ikke en overraskelse, for sporten er typisk et spejl for det omkringliggende samfund,“ siger Kenneth Cortsen.
Historisk har man forbundet det kvindelige med noget skrøbeligt og svagt, der var uforeneligt med idrættens kraftanstrengelser, siger Else Trangbæk, der er tidligere olympisk gymnast og professor emeritus ved institut for idræt og ernæring på Københavns Universitet. I 1928, da kvinderne første gang deltog i atletik under de olympiske lege i Amsterdam, blev synet af udmattede kvindelige løbere for meget for tilskuerne. Som resultat blev 800 meter-disciplinen fjernet fra programmet helt op til 1960.
Billedet af det feminine som en antitese til eliteidræt foregik ikke kun på et symbolsk plan. Langt op i 1900-tallet eksisterede også en idé om, at kraftanstrengelserne faktisk ville skade kvindernes evne til at føde sunde børn.
Det er fortællinger, som kvindesporten har skullet løfte sig fra. Og det er i høj grad lykkedes, siger Else Trangbæk.
“Idéen om kvindelige cykelryttere og fodboldspillere er simpelthen blevet mere naturlig særligt over de seneste fem år.”
Hun fremhæver en faktor, der er med til at drive udviklingen: Flere unge piger har fået rollemodeller. De nye kvindelige sportsstjerner er med til at skabe fortællinger, der giver piger som Kathrine Ekberg, Sofia Riise-Jakobsen og Olivia Foss lyst til at drible som Nadia Nadim og afslutte som Pernille Harder. På Frederiksbergs boldbaner kopierer de endda deres jubelscener.
“Nu har de endelig fået nogen at identificere sig med og se op til, og det er helt afgørende for deres motivation,” siger Else Trangbæk.
“Idræt handler jo også om at sætte sig mål. Om at blive bedre. Derfor har man brug for de personlige historier, der viser, hvordan stjernerne opnåede deres mål. Og derfor er det utroligt vigtigt, at medierne laver de fortællinger.”
Hvorfor er du egentlig cykelrytter?
De fortællinger kunne Michelle Lauge Quaade aldrig spejle sig i. Den tidligere professionelle cykelrytter, der i dag er dyrlæge og ph.d.-studerende på Københavns Universitet, kendte ingen kvindelige cykelryttere, da hun begyndte til sporten for over to årtier siden. Der var kun Bjarne Riis og de andre mandlige Tour de France-ryttere.
Ligesom drengene på hendes cykelhold, der forelskede sig i sporten efter Riis’ tour-sejr i 1996, så hun op til de mandlige idoler. Men hun havde svært ved at se, hvor hun selv passede ind. Hvordan skulle hun nogensinde leve af den sport, hun elskede? Hun havde ikke hørt om en eneste kvinde, der var lykkedes med det.
Det blev kun sværere, da hun blev ældre og fik en professionel kontrakt. Hun har ikke tal på, hvor mange gange hun har skullet forsvare sit valg om at træne flere timer om aftenen og melde afbud til sociale arrangementer. Når hun sagde, at hun var cykelrytter til folk uden for miljøet, reagerede de typisk med sætninger som: “Nå, kan man det?” “Eller hvorfor er du egentlig det?”
Hun følte, at samfundet forventede noget andet af hende end af hendes mandlige kolleger. At hun som kvinde skulle passe ned i en bestemt kasse, få en uddannelse, finde sig en mand og få nogle børn. Hendes sport blev set som et svinkeærinde.
“Jeg ved ikke, om det er sådan en urmenneske-ting – at manden er ude, kvinden er hjemme. Det kan godt føles lidt sådan,“ siger hun.
“Når en kvinde når en vis alder, begynder der at komme et samfundspres, hvor folk ikke forstår, hvorfor man bruger tid på en cykel frem for at stifte familie. Flere og flere kvinder gør op med den forventning, men man skal godt nok være stærk. Det sætter et pres, og man kan godt blive ret ked af det, når man møder det.”
Men også Michelle Lauge Quaade har set fortællingen ændre sig i de seneste fem år. Det skyldes, tror hun, et større fokus på ligestilling i samfundet kombineret med fremvæksten af rollemodeller i kvindecykling, ikke mindst Cecilie Uttrup Ludwig, der vandt en etape under Tour de France og er kendt for sine bundærlige, følelsesladede interviews.
Når Michelle Lauge Quaade i dag siger, hun har været professionel cykelrytter, får hun ikke længere spørgsmålet: “Hvorfor?” Men: “Kender du Cecilie Uttrup Ludwig?”
“Jeg tror, at stjerner som hende kan vise piger med drømme om at blive cykelryttere, at der faktisk er en vej. Den vej, jeg selv havde svært ved at se, da jeg var yngre.”
Michelle Lauge Quaade fortryder ikke sine valg. Men hun er sikker på, at hun havde satset mere helhjertet på cykelkarrieren, hvis hun havde været 10 år yngre og skulle forme sin karriere i dag.
“Det havde set helt anderledes ud. Så ville jeg have haft en masse forskellige professionelle hold og cykelryttere at se op til, og jeg ville vide, at man faktisk kan få nogle gode kontrakter frem for de næsten umenneskelige vilkår, jeg selv kørte under,” siger Michelle Lauge Quaade.
Forbigået i skolegården
Hun ser endnu kvindecyklingens fremgang som spæde skridt. Interessen for kvindernes Tour de France kan endnu ikke måle sig med herrernes ditto, økonomisk er gabet enormt, og hun hører stadig om kvindelige cykelryttere, der skal forsvare valg, deres mandlige kolleger ikke skal. For eksempel når de melder afbud til bryllupper eller store familiefester for at deltage i løb.
Det gælder også andre sportsgrene. Ifølge en spørgeskemaundersøgelse fra Yougov er der stadig dobbelt så mange seere på globalt plan, der følger mandesport, end seere, der følger kvindesport. 40 procent af dem, der ikke interesserer sig for kvindesport, peger på manglende mediedækning som den primære årsag, mens hver femte mener, at niveauet er for lavt.
I fodboldskolen på Frederiksberg deler man ikke deltagerne op efter køn. De ni piger, der har meldt sig til skolen, er spredt ud over de forskellige baner og deltager i kampene på lige fod med drengene. Sofia Riise-Jakobsen får en aflevering fra en af dem, en lyshåret dreng i fuld FC København-uniform, og scorer endnu et mål. De to holdkammerater klasker håndfladerne sammen.
I hverdagen er historien dog en helt anden. Når Sofia Riise-Jakobsen og Olivia Muff spiller fodbold i skolegården, fordeler drengene ofte hinanden på to hold først. Så kan pigerne bare slutte sig til det hold, de ønsker bagefter.
“Det er, som om vi er ligegyldige. Det synes jeg er lidt ærgerligt. De drenge, der ikke går til fodbold, bliver valgt før os, der går til fodbold,” siger Sofia Riise-Jakobsen.
Kathrine Ekberg nikker.
“På min skole siger mange af drengene, at piger ikke kan spille fodbold. Det er, lige meget hvilket hold man er på, for man er jo en pige.”
Hun skuer tænksomt ud over boldbanerne på Frederiksberg, hvor et tungt skydække skjuler sommersolen. Så tilføjer hun: “Det er ret fedt, når man så scorer et mål, lige bagefter de har sagt det.”
Pigerne læner sig spontant ind mod hinanden og griner i kor.
“Ja, det er fedt, når man kan vise, at man er lige så god som dem,” siger Olivia Foss. “At det ikke kun er drenge, der kan spille fodbold. Det kan piger også.”