Sommeren byder for mange mennesker på en ferie. Og når det skal afgøres, om den skal foregå i en italiensk storby, på et græsk all-inclusive-hotel eller ved en svensk skovsø, er der flere forhold, som spiller ind.
Valget kan sige noget om, hvem man er, og hvor man står i livet. Det mener etnolog og livsstilsekspert Julia Lahme. I de følgende linjer – hvor der i sagens natur vil optræde en række generaliseringer – giver hun sin udlægning af, hvad ferieformen siger om mennesket.