Det første, jeg lagde mærke til, var larmen. Det var som en blanding af trommer og et knurrende dyr, som om der på den anden side af døren befandt sig en port til en fatal scene i Amazonas-junglen og ikke mit lille københavner-køkken på Nørrebro.
Vaskemaskinen var gået i stykker. Et monster var vakt.
Da jeg var helt lille, så jeg hollywoodfilm om de fiktive arkæologer og helte Indiana Jones og Tomb Raider. Jeg så dem ofte og mange gange. Så dengang troede jeg, at de største problemer, voksenlivet ville byde på, var ting som pyramide-forbandelser, nazister, der stjæler hellige graler, og monstre med skarpe kløer.
Monstrene har i mit tilfælde vist sig at være ganske anderledes. Et par eksempler i tilfældig rækkefølge inkluderer årsopgørelsen, jeg stadig ikke helt forstår, de børn, jeg ikke fik (om jeg ville det eller ej), ekskærester, der lader døren stå på klem, det moderne impostersyndrom (frygten for at blive “afsløret” som værende ikke god nok), madplaner, og .. vaskemaskiner, åbenbart. Sidstnævnte har - udover en stor udgift, der blot er vokset og vokset - kostet mig tre måneder af mit liv, mindst ét angstanfald og flere måneder uden rent tøj.
Inden jeg kan udfolde dramaet, er jeg nødt til at dele en teknisk oplysning, så bær over med mig et øjeblik. Vaskemaskinen var helt ny og netop blevet installeret. Senere fandt jeg ud af, at de to herrer blikkenslager og elektriker, der havde stået for det hele, havde glemt noget meget vigtigt i installationsprocessen. De havde glemt at fjerne noget, der hedder “transportskruer” fra maskinen: Seks meget lange metalpinde, der holder tromlen fast til resten af maskinen under transport, så den ikke går i stykker. Men fjerner man dem ikke igen, ja- så er det, det går galt.
På selve dagen var alt godt i de første 20 minutter. Men så begyndte centrifugeringen. Larmen. Det knurrende dyr. Det spruttende, hoppende, hvæsende dyr. For vaskemaskinen hoppede. Ikke bare vibrerede, nej, den sprang rundt på en måde, som min hjerne nægtede at forstå, fordi det var så fjernt fra det, vaskemaskiner burde gøre. Den hoppede så voldsomt, at den forlod sin plads under køkkenbordet og endte ude midt på køkkengulvet. Undervejs fik den gjort skade på sig selv i form af hak og buler, fordi den kastede sig op ad vægge og bordplader, mens bøger, blomsterkrukker og skåle fløj ned fra hylderne i lejlighedens andre rum. Jeg var sikker på, at trægulvet snart ville give efter, og at den stakkels barslende kvinde i lejligheden nedenunder kun var sekunder fra at få den i hovedet. I dumpandet panik kastede jeg mig oven på den, for at få den til at stoppe. Det gjorde selvfølgelig ingen forskel, den hoppede videre og kastede mig af. På gulvet fandt jeg min fornuft, afbrød strømmen, og det virkede: Dyret var dødt. Med mit vasketøj fanget i dets låste, våde gab.
Bagefter ringede jeg til min mor og græd i telefonen, mens vasketøjsbunken i hjørnet så ud til at vokse i størrelse for øjnene af mig. Mon Indiana Jones nogensinde ringede til sin mor, hængende fra en grøftekant på et af sine eventyr?
Jeg havde ellers sikret mig. Forberedt mig. Gjort alt rigtigt ved at få et helt hold professionelle til at installere den. For denne brydescene med Dyret var blot kulminationen på et frygteligt langt og besværligt forløb, der indebar den gamle vaskemaskine, der oprindeligt gik i stykker, en ny vaskemaskine, som ved levering viste sig at være 2 centimeter bredere end den gamle og måtte leveres tilbage, fordi den ikke kunne være der, en gasmand, der måtte bruge tre besøg på at fjerne det gasrør, der stod i vejen for den nye maskine, en tømrer, som skulle lappe det hul i gulvet, som gasmanden lavede, en blikkenslager, der ad flere omgange måtte installere alt muligt, jeg ikke forstår mig på, og et leveringsfirma, der undervejs gik konkurs.
Ja, listen er lang, og fra den gamle, oprindelige maskine gik i stykker, til den nye kom og knurrede, gik der tre måneder. Måler man det i tøj, er det virkelig lang tid. Den lange periode uden mulighed for at vaske tvang mig helt ned i bunden af skabe og skuffer, som ingen kunne huske, hvad indeholdt, så jeg måtte gå på arbejde klædt som en teenager den ene dag, og som Morticia Addams’ sekretær den næste. Nuvel. Den glemsomme blikkenslager, der skabte et monster, kom med en ny ny vaskemaskine, for hvilken installationen kun måtte udsættes en smule, fordi jeg (naturligvis) fik corona midt i det hele.
Ak, dette er voksenlivet! Vi har ingen mumier, prinsesser eller forheksede Bermuda-trekanter. Her er i stedet altid et køkkenbord, der skal tørres af, og altid en ulykke, man kan forberede sig på. Og selvom du forbereder dig, er der stor risiko for, at det går galt alligevel. Velkommen til!
Simone Nilsson (f. 1990) er journalist og illustrator hos Kristeligt Dagblad. I klummen ”Fodnoter fra livet” skriver hun ikke om de store overskrifter, men forsøger at finde fodfæste i voksenlivet gennem en blanding af eftertænksomhed, humor og eksistentiel rædsel.