Mange fandt det modigt - også lidt hende selv - da 28-årige Emma Kofoed Obdrup sagde sit job op og flyttede fra København til den vestsjællandske landsby Vallekilde. Hendes mand havde i noget tid arbejdet som underviser på den lokale højskole, og da parret fik muligheden for at flytte i en tjenestebolig, greb de den.
Før Emma Kofoed Obdrup sagde sit job op, havde hun altid gået "den lige vej", som hun selv kalder det. Hun var gået direkte fra gymnasie til bacheloruddannelse, sidenhen tog hun en kandidatgrad og fik så et fuldtidsarbejde som studie- og trivselsvejleder på Aalborg Universitet i København. Hun blev gift og fik sit første barn. Men "den lige vej" var også en vej, der gjorde hende psykisk udkørt. Og da hun i 2021 gik på barsel, sagde sit job op og flyttede til Vallekilde, spurgte hun sig selv:
”Hvordan skal jeg nogensinde vende tilbage til at arbejde 37 timer?”
Spørgsmålet om, hvordan hendes arbejdsliv konkret skal se ud efter barslen, er hun stadig i gang med at finde svaret på.
Et nyt blik på arbejde
Det er ikke bare på Vestsjælland, men faktisk i hele den vestlige verden, at tilgangen til arbejde lige nu er under forandring. I USA taler man om ”den store opsigelse”, fordi befolkningen siger op som aldrig før. I 2021 skete det således 43 millioner gange, at en amerikaner forlod et job, viser tal fra det amerikanske beskæftigelsesministerie. Andre lever efter livsstilsbevægelsen fire, der står for ”Financial Independence, Retire Early”, hvilket kan oversættes til ”økonomisk uafhængighed, tidlig pension”. Bevægelsen, der også bliver mere udbredt i Danmark, går ud på at blive økonomisk uafhængig tidligt i livet for så at kunne kvitte arbejdsmarkedet og leve uden økonomiske skrupler.
Og så er der selvfølgelig corona. Selvom de ansatte for længst er vendt tilbage til arbejdspladserne efter et par hjemsendelser, er der nogle betragtninger, som tilsyneladende ikke er fulgt med. Det fortæller Thomas Bredgaard, leder af Center for Arbejdsmarkedsforskning, som for nylig har undersøgt, hvordan corona har påvirket vores arbejdsliv.
”Pandemien har forstærket nogle tendenser og overvejelser hos den enkelte om, hvorvidt man har den rette arbejdslivsbalance. Hvor nogle blev forstærket i, at de har det rigtige job, havde andre en oplevelse af, at de bare knoklede løs uden at få anerkendelse,” siger han.
Der er ganske enkelt kommet mere opmærksomhed på, at man skal leve “et fuldt og et helt liv, ikke bare et arbejdsliv,” som Thomas Bredgaard udtrykker det. Det stiller også nogle krav til arbejdsgiverne.
”Arbejdet er ikke bare et sted, man møder ind fra 8 til 16 og får en løn. Man skal også realisere sig selv og opleve mening og værdi. Og arbejdsgiveren skal gøre sig umage for at tilbyde gode arbejdsvilkår,” siger han.
Den opgave forsøger man blandt andet at løse hos A.P. Møller-Mærsk, der målt på omsætning er Danmarks største virksomhed. Her er både de synlige og de usynlige arbejdsrammer lige nu under ombygning, fortæller kommunikationsdirektør Mette Refshauge.
”Årene med nedlukninger har understreget, at der er mange måder at indrette sit arbejdsliv på, og det har vi i A.P. Møller-Mærsk taget bestik af. Vi har indført fleksible arbejdsgange på vores kontorer, hvor medarbejdere i høj grad selv kan være med til at forme deres arbejdsliv. Vi er også i gang med en gennemgribende fornyelse af vores hovedkontor i København. Den fysiske arbejdsplads skal moderniseres, så den passer til et arbejdsliv, der er anderledes nu, end det var for ganske få år siden,” lyder det.
Man er mere end sin titel
Nye rammer på arbejdspladserne er bare en af de måder, corona har præget arbejdslivet på. En anden er, at mange flere arbejder hjemmefra. Før coronakrisen var der på en almindelig arbejdsdag cirka 100.000 personer, som arbejdede hjemme. I september 2021 var det tal fordoblet til 200.000. Det viser en analyse fra Dansk Industri.
Rundt om på arbejdspladserne praktiseres og eksperimenteres der med ”hybridarbejde”, som er en vekslen mellem arbejde på kontoret og fra andre lokationer samt en kombination af at arbejde virtuelt og mødes fysisk. Det er fremtiden på et arbejdsmarked, hvor mentaliteten i det hele taget er forandret, fortæller Pernille Erichsen, chef for ledelse og virksomhedsudvikling hos Dansk Industri.
”Det med at have travlt hele tiden og sige, at man har travlt – det er der ikke lige så meget status i, som der var før. Det er simpelthen et skifte i den måde, man vil leve sit liv på.”
Pernille Erichsen møder mange ledere, som gør sig umage for at vise, at der skal være tid til at prioritere mere personlige ting. Et eksempel kunne være, at hvor man før noterede ”privat” i Outlook-kalenderen, så skriver man i dag nærmere ”ud at dykke”. Og det bliver positivt modtaget af medarbejderne, siger hun:
”Vores liv er struktureret på en anden måde i dag, og det er lidt gammeldags at tale om ‘work-life balance’, for på den måde ser man det som, at der er arbejde, og så er der livet. Sådan synes medarbejderne heller ikke, det skal være. Det hele flyder sammen, og det gør utroligt meget for den enkelte, at man har mulighed for at tænke sine ønsker og behov i livet ind i sit arbejde.”
De yngre generationer stiller krav
Det er klart, at der er forskel på, om man arbejder i en produktionsvirksomhed, hvor der i sagens natur er nogle krav til fysisk fremmøde, eller på et kontor. Men ifølge Pernille Erichsen er det en generel tendens, at moderne mennesker ønsker fleksibilitet i arbejdet – også selvom man er i produktionen. Hun oplever især, at personer under 45 år stiller krav til det.
”De yngre generationer er mere behovsdrevne og har et kortere tidsperspektiv. De tænker over, hvad de vil stå model til de næste tre måneder, hvor de ældre er vant til at bide det i sig for at nå et trin højere på karrierestigen om to år. Når man tænker på stress og sygdom, synes jeg, de ældre generationer kan lære ufatteligt meget i forhold til at mærke efter sine behov – og hvordan man kan kan få de behov passet ind i arbejdslivet,” siger hun.
Det var som sagt, hvad Emma Kofoed Obdrup gjorde, da hun sagde sit job op og flyttede til Vallekilde. På en måde har den nok altid ligget latent inde i hende - nysgerrigheden på en tilværelse uden travlhed. Og hun føler sig ydmyg og taknemmelig over, at tjenesteboligen har givet en økonomisk frihed, så hun har kunnet gentænke sit arbejdsliv. Når hun igen skal arbejde, skal det være 20-25 timer om ugen.
”Jeg er blevet givet muligheden for at træde ud af hamsterhjulet, og det føles usikkert og sikkert på samme tid. Nu skal jeg til at finde ud af, hvordan jeg kan være mor og kollega på samme tid. Det vil jeg gerne tage i et stille og roligt tempo, for jeg kunne mærke, at 37 timer var rigtig meget, allerede inden jeg fik min datter. Med en deltidsansættelse får jeg mulighed for at gøre det godt på mit arbejde, men også have overskud til det sociale liv, der hører med, når man bor på en højskole,” siger Emma Kofoed Obdrup.
Hun har læst en kandidat i læring og forandringsprocesser på Aalborg Universitet og skrevet speciale om fire dages arbejdsuge. Det er et koncept, virksomheder og politikere taler meget om, men Emma Kofoed Obdrup finder det problematisk, at det kommer med en forventning om, at man for at holde fri en ekstra dag om ugen er nødt til at arbejde hurtigere de fire resterende arbejdsdage.
”Hvorfor skal vi absolut løbe hurtigere? Hvad er det for en acceleration, vi taler ind i? Hvorfor er det ikke i orden at arbejde mindre?”, spørger hun.
Hvad med flid og disciplin?
Lene Tanggaard er professor i pædagogisk psykologi og rektor på Designskolen Kolding. Hun har også en bekymring, når det kommer til arbejdslivet anno 2022, men den går i en lidt anden retning: Har vi fået for travlt med at slappe af?
Tanken slog hende i april, da hun skulle uddele årets Wegner-pris til et ungt designtalent. Her kvitterede pristageren med en tale, hvor hun sagde, at hun ikke var kommet sovende til succes. “Det har altså krævet flid og hårdt arbejde,” husker rektoren, at der blev sagt.
”Hendes tale fik mig virkelig til at reflektere over, hvad det er, vi har gang i. Hvorfor er det overhovedet nødvendigt at nævne, at dem, der når langt, går langt? Det er nok, fordi vi har glemt det,” siger Lene Tanggaard.
I stedet for at dyrke den falske forestilling om, at man kan det hele – nå toppen af karrierestigen, få masser af børn og tage på eksotiske rejser – kunne det være, vi skulle blive mere realistiske i de krav, vi har til os selv, siger Lene Tanggaard:
”Jeg har for eksempel ikke fem børn, selvom jeg elsker børn. Jeg vil også gerne lære at strikke og tale fransk. Men jeg kan simpelthen ikke finde tiden til det, fordi jeg prioriterer mit arbejde højt. Alle valg har omkostninger – og måske er det dem, vi ikke længere vil betale. Men jeg synes ikke, vi skal glemme, at vores forfædre har bygget samfundet op med gode gamle dyder som flid og disciplin.”
Lene Tanggaard mener bestemt, man skal tage det alvorligt, at mange mennesker har det dårligt på deres arbejde. Men hun synes ikke nødvendigvis, at mængden af arbejdstid er det rigtige parameter at skrue på.
”Jeg synes, det er trist, hvis det bliver et tabu at arbejde hårdt og være flittig.”
Det er Emma Kofoed Obdrup i Vallekilde sådan set enig i. Hun fastslår dog, at hendes valg ikke handler om at vende arbejdslivet ryggen, men derimod om at hilse nye arbejdsrytmer velkomne. Arbejdsrytmer, der passer til de forskellige livsstadier, man som menneske går igennem.
“For mig at se er det ikke et enten-eller, men et både-og. Vi skal stadig arbejde flittigt, men der skal være plads til at gøre det i kortere tid ad gangen. Og den forandring håber jeg at kunne skabe på en fremtidig arbejdsplads.“