Vi er to mennesker, som i livet har svinget sammen. Som jazzmusik

Skuespiller Ghita Nørby og billedkunstner Nulle Øigaard har været venner, siden de blev født. Når deres 86 år lange venskab skal beskrives, er det, som om ord ikke rækker. Det gør minder og følelser til gengæld, og det er tydeligt at mærke, at de to aldrig har haft lyst til at undvære hinanden

Haven blev fuldstændig ødelagt under stormen Bodil i 2013. Men så lavede Ghita Nørby bare en ny. Den er blevet lysere og meget mere spændende, siger hun. ”Så man kan vende selv en storm til noget positivt”.
Haven blev fuldstændig ødelagt under stormen Bodil i 2013. Men så lavede Ghita Nørby bare en ny. Den er blevet lysere og meget mere spændende, siger hun. ”Så man kan vende selv en storm til noget positivt”. Foto: Johanne Teglgård Olsen.

”Hold da op, hvor er det hyggeligt! Kom ind, kære. Med stok,” siger Ghita Nørby, da hun åbner hoveddøren i sit sorte træhus i nordsjællandske Holte. Det er hendes veninde gennem 86 år, billedkunstner Nulle Øigaard, som er kommet på besøg. Det var hun så sent som en uge forinden, men det er naturligvis noget nyt, at Kristeligt Dagblad er med.

Derfor viser Ghita Nørby og Nulle Øigaard rundt i den blomstrende rosenhave. På terrassen nær huset står en mørkerød rose i en stor krukke.

”Se, er den ikke vidunderlig?”, spørger Ghita.

”Hvad hedder den? For sådan en vil jeg købe,” spørger Nulle Øigaard.

Men navnet kan ingen af de tilstedeværende komme i tanke om. Heller ikke gartneren, som Ghita Nørby kalder sin ”haveven”, der finder telefonen frem for at undersøge sagen. Det er her på terrassen, under parasollens skygge, vi tager plads. Ghita Nørby putter en dusk mynte i en vandkaraffel og serverer et glas hvidvin for sin veninde.

De to har kendt hinanden, siden ”før de blev født”, for deres mødre var veninder og gravide samtidig. I dag, 86 år senere, ses Ghita Nørby og Nulle Øigaard gerne på ugentlig basis. Men somme tider kan der gå op til et år imellem.

”Det betyder ikke noget, når man har så dybt og langt et venskab,” siger Nulle Øigaard.

Da de var børn, boede Ghita Nørby i københavnske Nyhavn, mens Nulle Øigaard boede på en gård med heste ved Høje Sandbjerg i Holte. De overnattede ofte hos hinanden og tilbragte mange timer sammen. Hver nytårsaften blev tilbragt hos Nulle Øigaards mormor og morfar, hvor især de matchende nytårshatte gjorde indtryk. Det var ”sådan nogle vidunderlige russiske kroner, som blev bevaret år efter år”, indtil der vist nok var en kommode, der brændte, husker veninderne i fællesskab.

”Ellers sad vi stadig med dem på!”, siger Nulle Øigaard.

Spørger man de to veninder, hvordan de vil beskrive hinanden, udbryder Ghita Nørby:

”Hvad er det for et spørgsmål? Nej, nu holder jeg mund, ellers bliver jeg uforskammet.”

Nulle Øigaard tager ordet:

”Ghita er sådan en slags søster, for jeg har haft hende altid. Og vi har det skægt og…”

”Hvor er du et venligt menneske! Ha, ha,” lyder det fra Ghita Nørby.

”Ja, men jeg kan godt lide hende. Men hun er jo også besværlig, ikke? Hun er jo dit og dat, det hører jo med. Ghita er Ghita, gudskelov for det. Og så er det da sjovt at kende et menneske, som bliver så berømt, og som stadig er ens gode ven.”

Da Ghita Nørby i starten af sine 20’ere blev berømt, boede Nulle Øigaard i Frankrig og Spanien, hvor hun tegnede og spillede musik. Selvom hun ikke var fysisk tæt på, da Ghita Nørbys karriere tog fart, var hun langtfra overrasket over, at veninden endte som skuespiller. Som hun siger: ”Der var slet ikke noget at diskutere.”

Og karrieren har aldrig været afgørende for venskabet, fortæller Ghita Nørby:

”For hvis jeg begyndte at kunne lide Nulle på grund af hendes kunst, og hun kunne lide mig, fordi jeg er en idiotisk skuespiller, så ville det venskab meget hurtigt forsvinde. Vi kan lide hinanden af nogle helt andre grunde, som i og for sig slet ikke er til at udtrykke. Det er den følelsesmæssige forbindelse, man har med en god ven. Du kan ikke sætte ord på.”

Noget, man til gengæld kan sætte ord på, er havens pragt. Fra søen bagerst i haven lyder et kvækkende frøkor, og samtalen vender flere gange tilbage til den mørkerøde rose. ”Jeg skal nok finde ud af, hvad den hedder,” siger Ghita Nørby.

De to kvinders begejstring for naturen går helt tilbage til barndommen. De fortæller om engang, hvor de som børn kom på en fiks idé. Det var en sommeraften i Holte, og de to piger havde hørt om det der med ”at se naturen vågne”, fortæller Nullle Øigaard.

”Nåå, ja!”, siger Ghita Nørby og smiler.

”Så vi havde fundet ud af, at vi skulle stå op klokken fire, når fuglene begyndte at synge, og så skulle vi opleve det.”

Nu bryder Ghita Nørby ud i latter, og Nulle Øigaard fortsætter:

”Og vores forældre sagde: ’I er ikke rigtig kloge, I sidder og snakker om det til langt ud på aftenen.’ Men det ville vi. Og vi havde sat vækkeur og alt muligt. Og vi snorkede begge to, til klokken var halv ni om morgenen.”

”Simpelthen!”, siger Ghita Nørby.

”Vi sov igennem det hele, og det var helt latterligt,” griner Nulle Øigaard, inden Ghita Nørby tager ordet:

”Det er sådan noget, der er så dejligt. Det er derfor, man er venner. Hvis det hele tiden hedder: ’Nej, nu har du skuffet mig,’ så er det jo ikke et venskab. For selvfølgelig skuffer vi hinanden – vi begår jo fejl hele tiden. For mig er et venskab at holde af det gode, det dårlige, det hele. Og en tryghed ved, at man kan være den person, man er. Og ikke at jeg skal være en skuespiller, der har lavet 150 film. Det tænker jeg altså ikke på, når jeg er sammen med Nulle. Jeg er bare mig.”

Hvad er et venskab så for dig, Nulle?

”Det er ligesom det, Ghita siger. Jeg vil gerne bare hen og besøge Ghita. Og vi har aldrig besvær med, hvad vi skal tale om,” siger Nulle Øigaard, og Ghita Nørby svarer:

”Nej! Det er heldigvis ikke lagt i kasser. Sådan har vi altid haft det. Så er det bare vokset gennem årene.”

fortsætter næste side

Og apropos årenes gang, så taler de to veninder om at blive alene. Ghita Nørby og pianisten Svenn Skipper gik endeligt fra hinanden i 2018, og Nulle Øigaard mistede sin mand, tegner og forfatter Ib Spang Olsen, i 2012. Aleneheden, bliver de enige om, er svær. Også selvom årsagerne er forskellige.

”Pludselig ser man ældre mennesker gå med hinanden i hånden og være gamle sammen,” siger Ghita Nørby.

”De har jo hinanden,” siger Nulle Øigaard.

”Jeg tænker altid på, hvor vidunderligt det må være. Men det er ikke min skæbne. Jeg har ikke den skæbne i mit liv. Men aleneheden er meget vanskelig. Jeg har en hund. Dyr er gode at have i sin alenehed,” siger Ghita Nørby.

”Det er helt nødvendigt,” svarer Nulle Øigaard, der selv har høns og tre hunde.

Helt alene er de to kvinder ikke. I hvert fald har de hinanden inden for rækkevidde, fortæller Ghita Nørby:

“Vi bor jo ikke sammen. Men bevidstheden om, at den anden eksisterer, gør en forskel. At man lige kan tage telefonen og ringe.”

På hvilke måder er I forskellige?

Ghita: ”Alle!”

Nulle: ”Blandt andet hvad vi laver.”

Ghita: ”Det er vanskeligt at beskrive. Det er noget, der ligger i sjælen. Et venskab består i sjælen og af sjælene sammen.”

Nulle: ”Og så gør det jo ikke noget, man er forskellige. At man tænker forskelligt.”

Ghita: ”Tværtimod! Det udvider din horisont. Nogle gange siger Nulle noget, som jeg slet ikke kan begribe. Og andre gange siger Nulle noget, hvor jeg siger: ’Det har jeg da ikke tænkt på, det er da fuldstændig rigtigt.’ På den måde flytter vi hinanden.”

Bliver I nogle gange uvenner?

Nulle: ”Tænk, det tror jeg aldrig, vi har været. Det kan jeg ikke huske. Kan du huske det?”

Ghita: ”Overhovedet ikke!”

Nulle: ”Er det ikke utroligt?”

Ghita: ”Hvorfor det? Hvorfor skal man være uvenner? Så plejer et venskab jo at slutte.”

Nulle: ”Arh, det kan jo godt løse sig.”

Ghita: ”Hvis to sjæle pludselig adskiller sig fra hinanden, kan det godt være lidt svært. En af de største sorger, jeg har i mit liv, er faktisk at miste venner. Og jeg tænker ikke på, når de dør, for vi dør jo alle sammen. Men at miste venner i live er en meget smertefuld proces for mig. Det har jeg gjort, og det er jeg altid fortvivlet over. Og jeg er jo en del af det. Jeg står ikke og siger, at det er den anden, som er en idiot.”

Hvad tror I, har gjort, at I ikke er kommet dertil?

Ghita: ”Det kan man da ikke svare på.”

Man kan vel godt prøve?

Ghita: ”Så gør du det, Nulle. Du er så klog.”

Nulle: ”Måske fordi vi ikke vil drømme om at miste hinanden. Det, tror jeg ikke, vi vil. Er det ikke rigtigt?” hun skæver over til Ghita, der nikker bekræftende.

Nulle: ”Nå! Godt! Så fik jeg da noget, haha. Men man kan jo også styre uden om mange ting. Det har dog aldrig nærmet sig, at jeg tænkte: ’Nu gider jeg hende ikke mere’. Det er klart, at man lever hvert sit liv, og Ghita laver jo også ting, jeg ikke har kontrol med. Sådan skal det jo være.”

Ghita: ”Venskabet er jo ikke en sandhedscentral eller en mærkelig bekendelses-modbydelighed. Det der frygtelige med at sige sandheden og alt sådan noget modbydeligt noget...”

Nulle: ”…Det er der ingen grund til.”

Skal det forstås sådan, at der er nogle ting, I holder for jer selv?

Ghita: ”Ja, sandheden. Hvordan vil du finde den?”

Nulle: ”Det ved jeg ikke. Der er da ikke noget, jeg ikke kunne fortælle dig,”

Ghita: ”Nej, heller ikke jeg. Vi har da også fulgt tæt med i hinandens mærkværdige liv. Jeg har altid vidst, at hos Nulle ville jeg være glad for at være. Som jeg nu havde det, og som jeg nu levede.”

Så I har aldrig overvejet, om I skulle stoppe jeres venskab?

Ghita: ”Nej, for der er ikke noget forstandsmæssigt over vores forhold. Vi er to mennesker, som på en eller anden mærkelig måde i livet har svinget sammen – som jazzmusik. Det er der ingen forklaring på. Sådan er det bare.”

Nulle: ”Nej, men der har slet ikke været noget i nærheden.”

Ghita: ”Og hvad vi end har foretaget os på kærlighedens vej – der er da ingen af os, der står og siger: ’Det synes jeg altså ikke, du skulle have gjort’. Jamen altså, det er da mennesket, der lever. Når vi står op om morgenen, gør vi fejl. Det gør vi jo alle sammen.”

Inden besøget er slut, tager venindeparret en ekstra runde i haven. De småsnakker og griner. Og støder så igen på Ghita Nørbys haveven, der i mellemtiden har fundet frem til navnet. Den mørkerøde rose viser sig at være en ”single cherry” – en klitrose, der er hårdfør, let dyrkelig og kan blive op til to meter høj. De to veninder krammer hinanden til afsked:

”Farvel min skat, vi høres lige pludselig,” siger Ghita Nørby til sin veninde, og bagefter til journalisten: “Tak for i dag, og undskyld min uforskammethed.”

“Den ville man da savne, hvis den ikke var der,” siger Nulle Øigaard.