Luk øjnene og forestil dig en 80-årig. Hvis der dukker en svag og inaktiv person op for det indre blik, abonnerer du på en forestilling, der kommer til at ændre sig.
Det siger i hvert fald Annette Baudisch. Hun er matematiker og professor ved Center for Populationsstudier ved Syddansk Universitet, hvor hun forsker i aldring og dødelighed for forskellige arter. For eksempel har hun været med til at undersøge, at blandt visse arter – for eksempel ferskvandspolyppen hydra vulgaris – stiger dødeligheden slet ikke i takt med alderen.
Anderledes forholder det sig med pattedyr og fugle. For mennesker stiger dødeligheden eksponentielt gennem livet, og hvert ottende år fordobles den. Det vil sige, at når man er 50 år, har man dobbelt så stor risiko for at dø, som når man er 42 år. Og når man er 58 år, er risikoen igen fordoblet. Runder man 70 år, tager risikoen for alvor til.
“At komme fra 0 til 70 år er for danske kvinder statistisk lige så let, som det er at komme fra 70 til 80 år. Når man ser matematisk på det, er det at overleve de første 70 år altså lige så nemt som at overleve de næste 10 år. Det viser, hvor meget højere, risikoen er for at dø, når man fylder 70,” siger Annette Baudisch.
Samtidig sker der dog det, at hver eneste dag stiger menneskers forventede levetid med cirka seks timer. Siden 1840 er gennemsnitsalderen i de lande, der klarer sig bedst, næsten fordoblet. Dengang var middellevealderen for danske kvinder 45 år, og for mænd var den 42,9 år. I dag er middellevetiden 79,5 år for mænd og 83,6 år for kvinder. Og de fleste børn, der er født efter 2000, vil opleve at fylde 100 år.
“Dødeligheden er faldet, fordi vi har fået bedre levestandarder, bedre teknologi og bedre ernæring. Det skyldes økonomiske og medicinske fremskridt, for at sige det helt kort,” siger Annette Baudisch.
At vi lever længere er ikke omkostningsfrit. En helt konkret omkostning er netop det ofte debatterede spørgsmål om, hvem der skal betale for det. Lige nu er udfordringen, at den store generation af babyboomere (mennesker i den vestlige verden, der er født mellem 1946 og 1964) begynder at nå pensionsalderen. Men samtidig er færre mennesker på vej til at træde ind i arbejdsstyrken.
”Så der er færre mennesker til at betale pensionen for flere mennesker, og fordi folk lever længere og længere efter pensionsalderen, har vi simpelthen et finansielt problem.”
Derfor er det fra Annette Baudisch’ synspunkt uundgåeligt, at pensionsalderen stiger.
”Hvis alle bliver 100 år gamle, hvordan skal man så forestille sig et samfund, hvor man går på pension som 65-årig og bruger 35 år på hvad? Ferie? Og hvem skal betale for det?” spørger hun.
Annette Baudisch pointerer, at forhøjelse af pensionsalderen er en kompleks affære, der ideelt bør bero på en afvejning mellem finansiel bæredygtighed på den ene side og den enkeltes livskvalitet på den anden side. For man kan have det på vidt forskellige måder efter at have arbejdet i mange år.
“Vi ved, at folk fra lavere indkomstgrupper generelt dør tidligere end folk med høje indkomster, og at gifte lever længere end ugifte. Derfor kan det være nødvendigt at skelne mellem folk, selvom jeg ved, det er svært i praksis,” siger hun.
Men er man sund og rask, giver det ifølge Annette Baudisch god mening, at man arbejder flere år.
“Hvorfor skulle vi holde folk ude af arbejdsstyrken, når de har en alder, hvor de stadig i høj grad kan bidrage til arbejdsstyrken?”
Det skulle da lige være, fordi den enkelte har set frem til at påbegynde sit otium i en bestemt alder. Annette Baudisch mener bare ikke, at et langt otium nødvendigvis er meningsfuldt for den enkelte.
“Jeg tror, det er et basalt menneskeligt behov at bidrage til samfundet og føle, at du er værdig. Vi må sørge for at fylde de her lange liv med mening, og det kan også ske i form af deltidsarbejde, frivilligt arbejde eller blot at være der for sin familie som ubetalte omsorgspersoner,” siger hun.
Annette Baudisch har altid været fascineret af naturen, og da hun arbejdede som studentermedhjælper ved Max Planck instituttet i Rostock i Tyskland, opdagede hun, at netop studiet af aldring gjorde det muligt at beskæftige sig med mange forskellige arter uden at være biolog.
“Jeg er optaget af at prøve at forstå, hvordan ting bliver ved med at fungere, og hvorfor de falder fra hinanden. Jeg tror, min interesse kan koges ned til de t meget grundlæggende spørgsmål: Hvordan får man noget til at forblive fungerende længst muligt?”
En anden udfordring ved, at vi lever længere, er, at holde sig sund i en høj alder. Her betyder det rigtig meget, hvilken livsstil den enkelte har, siger Annette Baudisch:
“Der er lavet studier med enæggede tvillinger, som viser, at adfærden står for 75 procent af levetiden, mens generne bestemmer 25 procent. Det viser, at vores adfærd i livet er meget vigtigere end vores gener. Det er altså ikke sådan, at man enten er født med en kort levetid eller lang levetid. Man arbejder på sin levetid hele livet.”
De fleste kender nok efterhånden anbefalingerne om sund kost, motion og ingen rygning, vurderer Annette Baudisch. Hun er også overbevist om, at det hjælper at have en positiv indstilling til livet, selvom det ikke kan måles nøjagtigt, hvor stor en forskel det gør.
”Jeg tror, det værste, man kan gøre, er bare at sidde på sofaen og se tv. Omvendt tror jeg, det bedste man kan gøre, er det, man er god til. Når man bliver ældre, forstår man også bedre, hvem man er, og hvem man aldrig bliver. Det bedste, man kan gøre i en høj alder, må være at bidrage til verden med det, man unikt kan bidrage med. Og nyde det!” siger hun.
Den stigende levetid betyder også, at samfundet og den enkelte må ændre opfattelsen af alder. Og for eksempel hvad det vil sige at være 80 år.
“Ud fra et dødelighedsperspektiv er 70 det nye 60. Og 80 er det nye 70. Derfor er vores billede af, hvad en 80-årig laver, nødt til at ændre sig. Og mulighederne i samfundet for 80-årige er nødt til at ændre sig. Vi må justere på, hvilke typer af jobs der er, hvilke mennesker der kan bidrage, og hvordan de kan bidrage, så der bliver plads til alle. Det er alt sammen spørgsmål, der venter på at blive løst.”
Og vil levealderen fortsat stige og stige, så mennesker i fremtiden kan fejre deres 200-års fødselsdag? Det er noget, forskere har diskuteret i årtier. Selvom udviklingen i levetiden ikke har mistet fart de seneste 180 år, har Annette Baudisch sine tvivl.
”For mig at se virker det intuitivt, at ethvert design – hvad end det er en bil, en brødrister eller et menneske – har en slags garantitid, hvorefter man kan forvente, at tingene falder fra hinanden. Men hvis man passer på dem og reparerer dem undervejs, så vil de nok fungere betydeligt længere,” siger hun.
”Omvendt sker der konstant teknologiske og medicinske fremskridt, så vi ved ikke, hvilke sygdomme vi snart bliver i stand til at kurere. I hvert fald er det bemærkelsesværdigt, at vi gennem mere end 180 år har set en tendens til, at vi kun bliver ældre og ældre. Og vi kan ikke sige med sikkerhed, at der er en grænse.”
Derfor kan det ikke udelukkes, at en 80-årig i fremtiden kommer til at være på arbejdsmarkedet.