Kære brevkasse
Det er dejligt at læse om flere par, hvor samlivet og samtalen stadig fungerer, og dejligt, hvis det kan inspirere. Men der mangler lidt modvægt, synes jeg. Vi er omkring de 80 år, og der er ikke mere sexliv tilbage hos os. Min mand har aldrig været særlig romantisk anlagt, og de dybe samtaler har i den grad været fraværende, så han har ikke inspireret mig nævneværdigt.
Da børnene flyttede hjemmefra, blev der plads til lidt mere spontanitet, og der har da været gode perioder og rigtig gode oplevelser. Det skal ikke høres som en beklagelse - mere som en baggrund.
Efterhånden var det ikke så tilfredsstillende for nogen af os, min mand kan jo godt mærke, at det ikke er rart for mig, og så er det hele stille og roligt holdt op.
Efter pensionistlivet blev der faktisk mere ro på os begge, og også lidt mere samtale, og vi havde nogle tilfredsstillende år. Men efter nogle år blev min mand prostataopereret med et lidt slapt resultat, og samtidig blev mine slimhinder så skøre, så ingen hormoner eller cremer kunne tage smerten ved samleje fra mig. Vi kunne godt nyde kys og kram, men jeg var altid lidt bekymret for, om han skulle få rejsning nok til et samleje.
Efterhånden var det ikke så tilfredsstillende for nogen af os, min mand kan jo godt mærke, at det ikke er rart for mig, og så er det hele stille og roligt holdt op. Vi kunne jo godt fortsætte med at hygge og kæle, men det blev ikke sådan, og jeg savner det ikke.
På trods af et på mange måder turbulent forhold, så har vi holdt sammen. Fordi vi ville det. Fordi jeg ikke ville ødelægge børnenes base, vores økonomi og gode omgangskreds, og fordi jeg gerne ville være bedsteforældre sammen med mine børns far. Det var virkelig en opsummering af plusser og minusser.
Mine behov for samtaler og refleksioner har jeg fået mulighed for at dække gennem frivilligt arbejde og andre fritidsaktiviteter, og så har jeg en glad og tryg base herhjemme, hvor vi kan se en film og høre noget god musik sammen samt ikke mindst glæde os over at være så heldige at have nogle vidunderlige børnebørn.
Venlig hilsen
Agnete
Kære Agnete
Tak for dit brev. Du sætter ord på manges erfaring, at med alderen kommer der flere forhold, der gør, at det seksuelle bliver vanskeligere og ofte udebliver. Prostataproblemer og meget følsomme slimhinder er hyppige årsager. Vigtigt er det at dele disse ting med sin læge og se, om der findes en vej.
Samtidig minder du os også om, at alle ting ikke bare kan løses, og at forskellige afsavn og tab i livet ikke behøver at definere hele tilværelsen, fordi der også er mange andre ting i livet at dele som ægtepar oppe i årene. Vi synes, at du har meget modne overvejelser omkring det, fordi modenhed er noget med at leve reflekteret med forskellige slags begrænsninger og en værdsættelse af relationer og interesser, som faktisk er der, og som kan give mening på forskellig vis. Kunsten kan være, at man i livets mange faser kan glædes over det, man har sammen på forskellige planer, og ikke kun begræde det, som man ikke har, eller som ikke lykkes.
Mange hilsener
Annette og Jørgen
Kære brevkasse
Tak, fordi I tager emnet om sex og alderdom op. Jeg er enke i anden halvdel af 70'erne. Min mand døde for få år siden efter mere end 50 års ægteskab. Vi havde kendt hinanden fra barndommen og havde et helt fantastisk liv sammen. Ud over at han var min bedste ven, havde vi også et blomstrende erotisk liv. Vi havde altid lyst til hinanden og til at røre ved hinanden. Sådan var det hele livet.
Ordet ”hudsult” kan jeg helt genkalde mig. Jeg er dog dybt taknemmelig for, at jeg har haft så mange erotikfyldte år med min mand.
Desværre blev min mand syg af demens og kom på plejehjem de sidste år af sit liv. Hans sygdom og død er en kæmpe sorg for mig, og jeg savner intimiteten og nærværet i kærlighedslivet helt forfærdeligt. Derfor ville jeg sådan ønske, at jeg kunne møde en ny mand, der havde de samme længsler, men det er ikke let. Jeg har i øvrigt fornemmelsen af, at nogle undrer sig over, at jeg gerne vil møde en ny mand, når jeg var så glad for min afdøde mand, men jeg tror netop, det er derfor. Jeg ved, hvad jeg har mistet, og hvor vidunderligt sexlivet er. Følelsen af at være elsket og begæret, det bliver man aldrig for gammel til at nyde. Det giver livslyst og energi.
Netop livslyst og en mening med livet er der ikke meget af mere. Og det er ikke, fordi jeg bare sidder herhjemme. Ordet ”hudsult” kan jeg helt genkalde mig. Jeg er dog dybt taknemmelig for, at jeg har haft så mange erotikfyldte år med min mand. Men trods min høje alder kan jeg ikke lade være med at håbe på et mirakel, der sender en ny, sød mand i min retning, sådan at jeg de sidste leveår atter kan opleve kærligheden og sexlivet – det er det, der giver livet mening.
Venlig hilsen
Rachel
Kære Rachel
Tak for dit brev. Det er dejligt at læse om dit liv med din mand gennem mange år, hvor I har været velsignet eller heldige med en livgivende kærlig intimitet, som ikke er alle forundt. Hvor ville vi ønske, at vi kunne sende en kærlig mand i din retning. Samtidig med at det ikke er let at finde en ny mand i din egen alder, som ikke samtidig har nogen problemer med seksualfunktionerne, er der ingen grund til helt at opgive. Du må nok gå via datingsider på nettet eller spørge nogle, du kender i den yngre generation, om de kender en ældre enkemand i deres omgangskreds, som du kunne mødes med til en kop kaffe og en snak, og hvor du kunne fornemme, om der kunne være en fællesmenneskelig frekvens at bygge videre på.
Begge breve i dagens brevkasse minder os på en måde om, at livet har sine glæder og sine begrænsninger, og visdommen i Prædikerens Bog bliver vi nok aldrig færdige med at grunde over. For eksempel disse ord i uddrag fra kapitel tre:
”Alting har en tid, for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt. En tid til at fødes, en tid til at dø. En tid til at plante, en tid til at rydde. En tid til at græde, en tid til at le. En tid til at holde klage, en tid til at danse. En tid til at omfavne, en tid til ikke at omfavne. En tid til at opsøge, en tid til at miste."
Mange hilsener
Annette og Jørgen