Min kone valgte i sine ungdomsår at læse russisk som tilvalgsfag på universitet. Det var lige efter Berlinmurens fald, men før Helge Sander og hans slogan om, at god forskning skulle føre til faktura, og hun gav det ikke mange tanker, at hun var ved at blive ekspert i et sprog, hvis relevans var sunket i jorden sammen med Sovjetunionen.
Siden har hun ofte undret sig over, hvad skæbnen ville med den beslutning. Lige indtil i år. I april fik vi nemlig nye naboer fra Ukraine, en familie i fire generationer. De er flyvende på russisk og ukrainsk, men ikke rigtig på andre sprog. Endelig er der mening i, at min kone som ung stavede sig igennem Tjekhov på originalsprog, for nu kan hun snakke med både den lille søn på fire år, hans mor, hendes svigermor og oldemoderen på 81.
Mens min kone klarer sig forrygende på sit tilvalgsrussisk, i hvert fald for os andre at høre, må jeg ty til Google Translate. Det samme gør ukrainerne, endda med talefunktion, så alt fra spørgsmål som: ”Er vaskemaskinen ledig?” til orientering om gårsdagens bombenedslag i deres hjemby formidles af samme monotone kvindestemme inde fra telefonen.
Allerede på førstedagen af Putins vanvittige invasion fløj raketter ind over deres by. Nu er de havnet i fredelige Aarhus, og vi forsøger at tage så godt imod dem, som vi kan. Kommunen bader hver aften Arne Jacobsens rådhustårn i gult og blåt lys, og over banegården vajer det ukrainske flag.
Vi har selv boet her i nu fire år og føler en vis forpligtelse til at introducere dem til byen. Daværende integrationsminister Mattias Tesfaye (S) var tidligt efter invasionen i Aarhus for at tale med en gruppe ukrainere på flugt, og han slog ligefrem fast, at: ”Det er den bedste by i verden!” Han stod lidt alene med sin begejstring, mens det lyste ud af alle omkring ham, at de hver især var flygtet fra lige præcis deres verdens bedste by.
Men vi prøver. På vej tilbage fra et møde med landets integrationsmyndigheder holder vi i kø midt inde i byen. Hele den lille familie, min kone og jeg klemt inde i Focus’en. I den evige ambition om at gøre Aarhus til en rigtig storby er kommunen i gang med at udgrave det meste af bymidten, så der bliver plads til flere biler.
”Der er meget vejarbejde i øjeblikket,” sagde min kone undskyldende.
”Så skulle du se, hvordan der ser ud hjemme hos os lige nu,” kom det tørt fra oldemor.
Bemærkningen hang i den sparsomme luft, der var tilbage i den proppede bil. Først da vi kørte forbi byens hæderkronede, smukke stadion, pegede jeg smilende og sagde: ”Stadion!”
”Da,” lød det tilbage.
Sekundet efter viste den unge mor i familien mig et billede på telefonen af det imponerende, topmoderne Metalist Stadium i Kharkiv, bygget til EM 2012 og med plads til 40.000 tilskuere.
”Det her er vo-res sta-dion,” lød det fra damestemmen i telefonen.
Jeg kunne mærke, at det ramte min lokalfølelse.
”Spørg, om de har hørt om Stig Tøfting,” sagde jeg til min kone, halvt i sjov, halvt desperat for at sætte trumf på.
Hun sukkede lydløst og sagde noget på russisk, som helt sikkert ikke handlede om plæneklipperen fra Viby.
Kort før sommerferien flyttede vores ukrainske naboer fra efterskolen, hvor vi bor, og ind til byen i egen lejlighed. Stille og roligt begynder de selv at lære den by at kende, som vil være deres i i hvert fald de næste år, for der er ganske enkelt ikke noget at vende tilbage til lige nu. Hjem vil altid være et andet sted end her for dem, men jeg håber, de føler sig hjemme, den tid de er her.
Imens går hverdagen videre i Smilets by og land. På banegården hejser de stadig det ukrainske flag hver morgen, men krigen bliver stille og roligt trængt af andre nyheder. Lige om lidt udskrives der valg, og det er så sikkert som amen til Folketingets åbningsgudstjeneste, at krigen i Ukraine og vores forhold til Rusland kommer til at ligge meget langt nede på listen over valgtemaer.