Vi ved ikke, hvordan døden bliver. Men vi kan finde ro i at se en film som denne

De fleste af os, der er lidt oppe i årene, kan spekulere over, hvordan døden mon bliver. Heldigvis ved vi det ikke. Men vi kan have glæde af at se en ny film om palliativ behandling, der viser et sundhedspersonale levere en stærk og bevægende indsats

"De fleste af os, der er lidt oppe i alderen, kan spekulere over, hvordan døden mon bliver. Heldigvis ved vi det ikke. Men vi kan have glæde af at se en film som denne," skriver Lis M. Frederiksen.
"De fleste af os, der er lidt oppe i alderen, kan spekulere over, hvordan døden mon bliver. Heldigvis ved vi det ikke. Men vi kan have glæde af at se en film som denne," skriver Lis M. Frederiksen. . Foto: Ulrik Wivel.

En døende patient, Ove, er ved at sætte sig til rette i sin seng. Sygeplejersken hjælper og spørger, om han vil have sin bog. Hun tager fat i bogen – mon han er færdig med den anden, han læste i? "Nej," svarer Ove. Han har altid gang i to.

Inspireret af hans svar, siger sygeplejersken, at hun altid har gang i tre slags strikketøj på samme tid: "Jeg skal gøre en trøje færdig i aften og i nat og hæfte ender på den, når der indimellem er tid." Ove vil gerne se trøjen, og hun viser ham den smukkeste blå bluse med de løse ender hængende. Han mærker på den og synes, at den er meget lækker og blød at røre ved, og får at vide, at den er af silke.

En dagligdagssituation, men også personlig og intim. Både patient og sygeplejerske åbner sig over for hinanden. Passagen stammer fra en ny dokumentarfilm af Anne Wivel, ”Lige før døden”, og fortroligheden og nærheden præger filmen hele vejen igennem. ”Lige før døden” er optaget på Bispebjerg Hospital i København på den palliative afdeling, hvor Anne Wivel og hendes mand, den socialdemokratiske politiker Svend Auken (1943-2009), tilbragte de sidste dage af hans liv.

Filmen handler også om alle os pårørende, der har haft en døende tæt på eller vil komme til det. Når sygeplejersker og læger holder deres møder, er patienter, pårørende og de selv alle en del af samtalen. De bruger hinanden til at tale om deres usikkerhed og alle de svære overvejelser om, hvordan de kan lindre bedst muligt.

Skal patienter og pårørende altid vide alt om sygdommens forløb? Ja, får den unge sygeplejerske at vide af en mere erfaren kollega. Sådan er den danske lovgivning. Men er det oplysninger, den døende og de pårørende kan bruge til noget, eller vil det bare gøre ondt værre? Den unge sygeplejerske havde tænkt meget over det og går sine egne veje. Palliativ behandling betyder lindring. Meget kan puttes ind under den definition.

På vej ud fra biografen, hvor jeg var heldig at være inviteret til en forpremiere, stod jeg lige ved siden af en af de ældre sygeplejersker, der medvirkede i filmen. Vi talte om, hvordan man mon kan lukke ned for arbejdet med de meget syge og døende patienter og leve et privatliv. Hun fortalte, hvordan hun inde i sit hoved satte patienterne af ved et bestemt stoppested på vejen hjem, og de stod på igen ved samme stoppested, når hun dagen efter skulle på arbejde.

De fleste af os, der er lidt oppe i alderen, kan spekulere over, hvordan døden mon bliver. Heldigvis ved vi det ikke. Men vi kan have glæde af at se en film som denne. Varm og livsbekræftende som den er. Der findes palliative afdelinger overalt i landet, og filmen giver en ro ved tanken om, at sådan kan vores sundhedsvæsen også være. Ikke bare øgede udgifter, mangel på sygeplejersker, ventelister og klager og utilfredshed. Der findes rundtomkring ekstremt dedikerede mennesker med mange forskellige specialer – og tak til dem.

”Lige før døden” vises som en del af den danske dokumentarfilmfestival CPH:DOX, der finder sted fra den 15. til den 26. marts, og filmen kan i den periode ses mange steder i landet. Hold øje med den.

Min gode veninde var døende af kræft og kom på hospice. Hun levede dér de sidste cirka 14 dage af sit liv. Det er første og indtil nu eneste gang, jeg har været på besøg på hospice. En vis nervøsitet og spænding kunne jeg ikke løbe fra. Jeg ved ikke, hvad jeg forestillede mig. Men de smukke lyse fællesarealer og værelser medvirkede til en ro, imødekommenhed og venlighed også over for en besøgende. Personalet vidste, at jeg skulle komme, og de kendte vores relation. Der var arrangeret frokost i en lille stue til os. Vi havde rummet for os selv med fred til at snakke.

Ude på gangen var der tændt et stearinlys, som stod på en kommode sammen med et skilt, et navn og en buket blomster. En respekt for den nyligt afdøde, smukt og enkelt. Sidste gang jeg besøgte min veninde, havde hun bedt om nye forsyninger af bodylotion og shampoo. Hverdagslivet gik videre som det naturligste. Fem dage senere var hun død.

Hele oplevelsen af besøget på dette hospice står prentet i mig med mange små detaljer, som ikke forsvinder med årene. Endnu nogle billeder til den indre film, som ruller i ens hoved, og som bliver længere og længere.