Jeg havde vel det, man vil kalde et liv, der kørte på skinner. Jeg var i begyndelsen af 20’erne og var lige flyttet hjemmefra til en lejlighed i Tønder. Jeg så mig selv som glad og energisk som de fleste andre unge. Jeg gik i byen, festede og spillede musik, og så var jeg lige begyndt på social- og sundhedsassistentuddannelsen i Aabenraa, som jeg virkelig var glad for. Jeg har altid holdt af at kunne være noget for andre mennesker, så jeg følte virkelig, at jeg var landet på den rette hylde, og jeg kom godt ud af det med de andre studerende, når det blev weekend, og fredagsbaren åbnede. Jeg var vel bare en ganske almindelig ung mand på vej til at finde sit ståsted i livet.
Det hele blev vendt op og ned en dag, vi skulle til time. Jeg var i gang med andet semester, og vi skulle snart begynde i vores første praktikforløb, så det var ligesom sådan et forberedelseskursus til praktikken. Det var forår, og jeg husker det bare som en helt normal dag, indtil vores lærer lukkede døren til undervisningslokalet. Pludselig blev jeg ramt af en kvælende fornemmelse. Jeg svedte og begyndte sådan at løsne min skjortekrave, som når man har slips på. Jeg prøvede at trække vejret, men kunne ligesom ikke få luften ned i maven. Det var vitterlig, som om jeg havde en golfbold siddende i halsen, som blokerede min luftvej. Jeg rakte hånden i vejret og sagde, at jeg lige havde brug for fem minutter. Jeg kan bare huske, at jeg stod og kiggede i spejlet og tog vand i hovedet og tænkte: ”Hva’ er det, der sker med dig? Tag dig nu sammen, mand.”
Jeg måtte hjem og satte mig bag rattet. Tankerne for rundt i mit hoved. Var jeg alvorligt syg med mine luftveje eller lungerne? Var det her noget kronisk, der gjorde, at jeg ikke ville kunne arbejde? Jeg har altid været et rationelt og rimelig struktureret og perfektionistisk menneske, så følelsen af pludselig ikke at være i kontrol med mig selv slog mig helt ud. Jeg gav det nogle dage, hvor jeg forsøgte at mærke efter. Symptomerne kom og gik. Særligt når jeg gik ture, var det, som om jeg kunne trække vejret igen, men så snart jeg kom ind igen og begyndte at spekulere på vejrtrækningen, så vendte den kvælende fornemmelse tilbage. Jeg tog til lægen og sagde, at den var gal med mine lunger. Jeg fik den store tur med stetoskop, kiggen i øret, blodprøver og den der ispind i halsen. Umiddelbart kunne lægen ikke se noget, men sendte mig for en sikkerheds skyld ned for at få taget et røntgenbillede. Da jeg kom tilbage formiddagen efter, kan jeg bare huske, at lægen uden videre lagde en folder foran mig, hvor der stod ”angst”.
Det kom som et chok. Og jeg afviste det faktisk i begyndelsen og spurgte, om det var en joke. Det kunne simpelthen ikke passe, sagde jeg, men lægen insisterede. Jeg fik folderen med hjem. Åbnede den af og til og læste lidt for derefter at lægge den fra mig. Det kan simpelthen ikke passe, tænkte jeg hver gang og kastede den næsten demonstrativt væk. Inderst inde vidste jeg nok godt, at den var god nok. At alle symptomerne passede på mig, men jeg levede i fornægtelse, indtil jeg til sidst gav efter, blev sygemeldt, og lægen gav mig en henvisning til en psykolog.
Med toget udfordrede jeg angsten
Jeg var i vildrede og spurgte mig selv, hvor søren den her angst for at være i lukkede rum kom fra. Jeg begyndte at søge i mig selv og tænke over mit liv. Min barndom havde været god og tryg – altså mine forældre blev ganske vist skilt, da jeg var syv år, og det tog da hårdt på mig, men så var det heller ikke værre. Jeg begyndte til psykolog, men jeg følte ikke rigtig, at jeg fik noget ud af at gennemgå min barndom og mit hverdagsliv. Jeg havde nok troet, at man fik flere redskaber ved psykologen, men hvad ved jeg. Det er jo meget forskelligt fra psykolog til psykolog, men for mig fungerede det i hvert fald ikke. I stedet valgte jeg at begynde at arbejde med mig selv og læse om angsten i psykologien. Jeg fandt frem til, at angsten bunder i signaler, min hjerne sender, om, at noget er farligt. Jeg erkendte, at jeg på en måde snød mig selv. Det var, som om min hjerne var opdelt i min angst og min bevidsthed. I bevidstheden vidste jeg ligesom godt, at angsten var irrationel. At jeg var sund og rask og i grunden ikke havde noget at være bange for, men modsat mærkede jeg angsten, som fortalte mig, at jeg ikke kunne stole på min bevidsthed, og på lægens ord om, at jeg var sund og rask, når jeg nu oplevede de her angsttilfælde.
En dag besluttede jeg mig for at udfordre angsten. Jeg tog ned på stationen og trak en togbillet til Visby Station. Selvom det kun var to stop, var det grænseoverskridende. Jeg vidste, at jeg ville være fanget i kupéen, når først dørene lukkede, og jeg mærkede angsten for at stige om bord. Samtidig sagde jeg til mig selv, at angsten måtte komme med eller blive på perronen. Her gik det op for mig, at jeg faktisk ikke var mere syg, end jeg gik og bildte mig selv ind. I de syv minutter, turen tog, følte jeg mit gamle jeg igen. Herefter begyndte jeg at tage de her ture til Visby to-tre gange om ugen for at udfordre angsten.
Angsten er en del af mig
Jeg savner stadig et dybere svar på, hvorfor jeg fik de angsttilfælde. I dag tror jeg, at det skyldtes et form for traume, fra da jeg havde en slem lungebetændelse, da jeg var yngre, men jeg finder nok aldrig et entydigt svar. Jeg føler, at jeg har lært at håndtere angsten, men en gang imellem vender følelsen tilbage. Da jeg forrige år skulle flyve for første gang og stod i Billund Lufthavn, mærkede jeg for alvor angsten komme tilbage. Jeg svedte og var bange ved tanken om at skulle sidde i en lukket flyver uden mulighed for at flygte. Inden jeg boardede, sagde jeg til min kæreste, at jeg ikke kunne, og hun måtte minde mig om min metode. At jeg skulle sige til mig selv, at det var indbildning. At jeg skulle fortælle min angst, at den selv måtte vælge, om den ville med eller ej, for jeg tog af sted ligegyldigt hvad. Jeg gik igennem gaten og svedte som en gal, men jeg følte, jeg vidste, hvad jeg gjorde. Ja, jeg har angst. Den er en del af mig, men jeg vil sige, at jeg på en måde er blevet ven med den.