I Siegerland i det vestlige Tyskland forsvandt ved Anden Verdenskrigs afslutning en lille pjusket hund fra en deling amerikanske soldater. De havde taget hunden med sig fra Frankrig over Rhinen som maskot, men den blev glemt under en optankning og var nu alene uden velyndere i Det Tredje Riges ruiner.
Mager strejfede det franske gadekryds omkring og var tæt på døden, da advokatfruen Ilse Schleifenbaum tabte sit hjerte til kræet. På nabogården levede tæven Fiffi, og de to hunde fandt hinanden. Hvalpene, der kom ud af mødet, viste sig at være omgængelige, stærke, selvstændige og dog lydige. Dertil havde de en relativt høj nuttethedsfaktor. Alt sammen egenskaber, der skulle vise sig brugbare i efterkrigstidens præstationssamfund, også for en hund.
Således voksede en af verdens yngste hunderacer, Kromfohrländeren, ud af Europas Stunde Null.
Jeg ynder at udfolde denne skabelsesfortælling, når folk i nabolaget mistænksomt kigger på vores hund og spørger ind til racen.
”Den ligner et græsk gadekryds, nogen har slæbt hjem fra en charterferie”, fik min kone engang at vide af en nabo. Vi har efterhånden lært, at herkomst ikke er lige meget på villavejene i Hundedanmark.
Vi anskaffede os Balder under den første coronanedlukning, og skal sandheden frem, var det ikke historien om Ilse Schleifenbaums store hjerte, der ledte os sammen. Min kone og datter tog en ”Hvilken hund passer til dig?”-test på nettet, og denne halvobskure race blev resultatet. Ifølge testen kræver Kromfohrländeren lav pelspleje og har et moderat motionsbehov, hvilket lød som resten af familien, og så var valget truffet.
Vi gik entusiastisk til sagen, meldte os pligtskyldigt ind i Dansk Kennelklub, som er en slags Ældresagen for hundeejere, og skrev os op til hvalpetræning. Jeg fandt et træningshold, der mødtes på en stor herregård med avlsheste og kastanjetræer, og så i fantasien straks for mig, hvordan jeg ville gå rundt i oilskinsjakke og bakke distingveret på piben sammen med de andre hundeejere, mens hundene sprang omkring og blev kultiveret mere eller mindre af sig selv.
Min nyvundne identitet holdt indtil første træningsgang. De andre deltagere var også børnefamilier, der endnu ikke helt havde indset, hvad de var gået ind til, og vi mødtes langt fra kastanjetræernes skygge på en afsvedet stump græs bag en lade. En glohed sommerdag skulle vi træne at få hunden til at lægge sig med ordet ”dæk”. Jeg hvislede kodeordet mere og mere insisterende, men hunden blev bare siddende. Efter et sidste desperat ”Dæk!” spurgte jeg instruktøren, hvad formålet med hele øvelsen egentlig var.
”Det er en super brugbar startposition inden for jagt og agility,” lød det begejstret tilbage.
Balder og jeg kiggede på hinanden, og besluttede os for, at nok var nok. Jagt og agility var ikke blandt vores fælles læringsmål, og vi kørte hjem og meldte os ud af Dansk Kennelklub.
Vi har nu haft hund i to år, og Balder har efterhånden nået teenagestadiet. Ligesom med teenagere er løbet ved at være kørt med den basale opdragelse, og der er ikke så meget mere, man kan gøre.
Han lærte aldrig at lægge sig ned, når nogen siger: ”Dæk”. Til gengæld har han snart set alle sæsoner af Netflixserien "Stranger Things", og det er trods alt også noget. Det kan godt være, han ligner et græsk gadekryds, men han er vores. Og hvad vi aldrig nåede at lære til hundetræning, kompenseres af hans omgængelige gener fra mødet i krigens sidste dage i Siegerland.
Signatur er en klumme og skrives på skift af sognepræst Heidi Røn, journalist Tine Maria Winther, efterskoleforstander Rasmus Bro Henriksen og redaktør Kåre Gade.