Vreden drev Paula Larrain. Mødet med kristen spiritualitet ændrede alt

Journalist og forfatter Paula Larrain var i en årrække drevet af vrede i en kamp for retfærdighed. Det ændrede sig i foråret i et radiostudie

Da Paula Larrain begyndte at gå i kirke, blev det et vendepunkt i hendes troshistorie.
Da Paula Larrain begyndte at gå i kirke, blev det et vendepunkt i hendes troshistorie. Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix.

For fire år siden fik journalist og forfatter Paula Larrain en opringning fra sin gamle arbejdsplads. Danmarks Radio ledte efter en vært til et nyt trosprogram på P1, og hun blev spurgt, om hun ville til casting. Hun takkede ja. Prøverne gik godt, og det blev besluttet, at hun sammen med journalist Anders Laugesen skulle være vært på P1-programmet ”De højere magter”. I DR mente man, at den garvede trosmedarbejder og Paula Larrain, som nogle vil huske som vært for TV-Avisen, var et godt match. Som vært på trosprogrammet skulle hun kombinere sin journalistiske sans med sin nysgerrige, åndelige søgen.

Efter to år møblerede man om på P1, og programmet blev nedlagt. Laugesen og Larrain fik begge andre værtsjob, men de havde for længst cementeret et venskab, og deres samtale om tro og eksistens er fortsat.

I foråret i år, på vej mod påske, var det som nogle tektoniske plader rykkede sig under hendes tro. Det skete under optagelserne til en udgave af programmet ”Tidsånd” i et studie i DR Byen. Når hun siden har set tilbage på, hvad der skete den dag, ser hun det som ankomsten til hjerterummet. Det er kollegaen Anders Laugesen, som har beskrevet hjerterummet for hende. For Paula Larrain er kristendommen rejsen ind i hjerterummet.

”Det er kærligheden som metode og uden dogmer, det er lyset, som fortrænger mørket, det er forbindelsen til andre mennesker. Vi er her, elsket af Gud for at elske Ham igen og for at elske hinanden, lysets børn.”

Beskrivelsen af hjerterummet kan man finde i hendes bog ”Rejsen til hjerterummet”, som udkom tidligere på måneden på forlaget Eksistensen. Det er den bog, vi skal tale om i et stille loftslokale i det centrale København. Huset har samme gyldne farve som de visne birkeblade, som ligger som et tykt tæppe på brostenene. Oppe i loftslokalet forstyrres roen højest af lyden af Vor Frelsers klokkespils timemelodier.

Paula Larrain har bestilt stærk kaffe, for hun er træt. Fire dage efter udgivelsen af ”Rejsen til hjerterummet”, udkom endnu en bog: ”Midt i livet. Hvad vi har lært om os selv og kærligheden” på Kristeligt Dagblads Forlag. To bogudgivelser næsten samtidig er hårdt, når man som Paula Larrain også jonglerer med begreber som hjernetræthed.

Op mod jul for seks år siden måtte hun nødtvunget bremse op i sit arbejdsliv, da hun løb ind i jernbenet på et stort hæve-sænke bord på Ekstra Bladets redaktion. Hun kom på skadestue med en flænge i panden, men hun så det ikke som noget særligt, da hun lå i sin seng og forsøgte at dulme hovedpinen med Panodil og tænkte på, hvornår hun igen kunne arbejde. Ulykken skulle vise at sætte sig spor. I dag kan hun det samme som før ulykken, men har kun 80 procent af sin tidligere arbejdskapacitet. Hun bliver hurtigere udtrættet og skal bruge tid på at komme sig, hver gang hun har haft travlt. Hun skal hvile løbende, men det er svært op til en deadline. I dag kan hun mærke, at hun har kørt hårdt på lidt for længe og hovedet gør ondt.

Grundtvigiansk chilener

Tilbage til radiostudiet i DR Byen, hvor Paula Larrain oplevede et erkendelseshop og et nyt rum, som åbnede sig. Gæsten var Peter Ruge, som i et kvart århundrede har beskæftiget sig med kristen spiritualitet. De skulle tale om visdom, og hun læste op fra Ordsprogenes Bog i Det Gamle Testamente, hvor det blandt andet hedder:

”At frygte Herren er at hade det onde, hovmod, stolthed, ond adfærd og svigefuld tale hader jeg. Hos mig er der råd og fornuft, jeg har indsigt, jeg har styrke.”

Peter Ruge havde taget en ikon med af Visdommens Sofia, inspireret af østkirken. Peter Ruge viste Paula Larrain, hvordan Sofia tronede med en rød farve omkring sig, og han forklarede, at det var et udtryk for en retfærdig harme over verdens tilstand. Siden er hun i sin tanke vendt tilbage til samtalen i radiostudiet og har skrevet om det i ”Rejsen til hjerterummet”. Hun skriver blandt andet:

”Vreden og kampen er ikke forkerte, de er en del af vores kærlighed til verden. Selvom det gør ondt, når vreden føles, og man slår sig på verdens uretfærdighed, så er den nogle gange nødvendig, og kampen vil fortsætte til dommedag.”

Peter Ruge kunne ikke vide, i hvilken grad ordene ramte Paula Larrian, men så længe hun husker, har hun båret på en vrede, fordi hun oplevede uretfærdigheden, som et barn gør, når det sammen med sin familie må flygte.

Skal det gå lidt stærkt præsenterer Paula Larrain sig nogle gange som en chilener, der blev grundtvigianer. Under den overskrift gemmer sig en historie om at være havnet 13.000 kilometer væk fra sit fædreland og sin familie og som et åndeligt søgende og musikalsk menneske få vejen ind til kirken åbnet af Grundtvigs salmer. Det vender vi tilbage til.

Den knugende vrede

Hun var fire år, da hun i midten af 1970’erne med sin storesøster og forældre ankom til Danmark, og de fik tildelt en lejlighed i Brøndby Strand syd for København. Forældrene klarede sig godt, og efter en tid flyttede familien til Vallensbæk, hvor de købte hus.

Når Paula Larrain taler om at være et lykkeligt barn, så taler hun om tiden i Vallensbæk, hvor hun klatrede i æbletræer, løb sig træt på fodboldbanen, lærte at strikke, spillede klaver og fik en bedste veninde. Men forældrene blev arbejdsløse, og de havde ikke råd til at blive i Vallensbæk. Hendes far, som var pilot, fik et godt job i Esbjerg.

”Det var voldsomt at blive revet op med rode igen, men jeg var supergod til at holde facaden, og jeg har haft en barndom hvor der ikke var plads til at reagere, fordi min forældre havde det så dårligt på grund af flugten. Jeg klarede al trøst selv, og når jeg blev vred, så var det ikke sådan, at jeg råbte og skreg. Jeg nærmest imploderede og kunne mærke en knugende fornemmelse af vrede, og så reagerede jeg med angst. Jeg smilede og klovnede, men havde en angst, som blev trigget af helt almindelige ting som mænd i uniformer, larmende maskiner, højder eller billeder af skeletter. Og samtidig spiste jeg alt for lidt. Der var et utal af tegn på, at jeg mistrivedes.”

Litteraturen fik tårekanalerne til at give efter for de tårer, hun ikke græd som barn. Hun var 16 år og gik i 2.g på Esbjerg Statsskole og græd sig gennem Isabel Allendes ”Åndernes Hus” om militærkuppet mod Salvador Allende i 1973 og det efterfølgende militærdiktatur. I romanen blev det drama, som var hendes og familiens virkelighed, for første gang noget, hun kunne græde over.

De følgende mange år var hendes liv delt i to. Der var et ydre spor, hvor hun fremstod som den selvsikre journaliststuderende med udslået hår på Danmarks Journalisthøjskoles gange i 1990’erne. Og så var der et indre spor med et fundament, som faldt fra hinanden. Forældrene var blevet skilt. Hendes far var vendt tilbage til Chile, hendes mor var flyttet til Grønland, og storesøsteren boede i London.

”Jeg havde ikke givet mine forældre grund til at tro, at jeg ikke havde styr på tingene, og jeg kom ind på journalisthøjskolen og vidste, hvad jeg ville. På den ene side har jeg fremstået glad og frejdig, men samtidig kæmpede jeg med ikke at føle mig hjemme og høre til.”

Den gyldne ikon

I en årrække har Paula Larrain holdt foredrag, hvor hun har beskrevet sin trosrejse.

”Det har været forbundet med en vis omkostning at gøre det, fordi der er stor smerte forbundet med at tale om den skrøbelige hjemmebase, som blev splittet, især det at min far rejste hjem til Chile.”

I gylden kæde om halsen bærer Paula Larrain det smykke, hun fik i dåbsgave, da hun to uger gammel blev katolsk døbt. En præst kom hjem til familien og forrettede dåben, selv om hendes familie ikke var særligt troende. Da hun var barn, lå smykket i en æske og ventede på, at hun tjente penge nok til at købe en guldkæde til at bære det i. Og måske var det heller ikke et passende smykke for en ung politisk vakt, der mente, at religion var opium for folket.

Et vendepunkt i hendes troshistorie var beslutningen om at gå i kirke. Hendes nevø var seks måneder, da han fik et hjertestop. Først efter 13 minutter og fire adrenalinsprøjter kom der hjertelyd igen. Hun fløj fra København til London for at våge over ham på hospitalet, hvor han lå i koma. I afmagten begyndte Paula Larrain at bede, og hun besluttede sig for, at hun regelmæssigt ville gå i kirke.

På en måde kan man tegne en linje fra den 33-årige Paula Larrain, som opfyldt af taknemmelighed over nevøens overlevelse gik i kirke, og Larrain, som under optagelserne til et radioprogram befandt sig i hjerterummet. Et par måneder efter nevøens koma, var hun til palmesøndagsgudstjeneste i Gilleleje Kirke i Nordsjælland. Det kræver blot en lille pause for hende at huske det salmevers, som blev levende i hende den dag. Ordene er Grundtvigs fra ”Op dog, Zion ser du ej”:

”Klippegrund gør foden fast,

Frygten flyr for håb i hast,

Troen står, hvor tvivlen faldt,

Kærligheden forsøder alt.”

Hun oplevede, at Grundtvig nærmest talte direkte til hende, og at der blev skabt en forbindelse i sind og krop mellem hende, Grundtvig og Jesus.

”Den dag gik det op for mig, hvad det vil sige, at Jesus har taget vores lidelser på sig. Jeg var ikke alene med de følelser af smerte, som jeg bar. I et my af et sekund var det som om, der var en mønt, som faldt, og jeg fandt et sjæleligt hjem.”

Med åbent hjerte

Samtalen med Peter Ruge blev den første af flere samtaler i ”Tidsånd”, hvor Paula Larrain oplevede, at der opstod en slags magi, hun ikke havde kendt før i samtalerne med gæsterne.

”Jeg fandt en glæde, som var for stor til, at min krop kunne rumme den. Fra at have været drevet af vrede i en kamp for retfærdighed, bliver jeg nu drevet af en overvældende kærlighed. Nu forstår jeg, hvad man mener, når man taler om at åbne sit hjerte for at modtage Gud og erfare Helligånden.”

Ved årsskiftet stopper hun som vært for ”Tidsånd” på P1 og skal i stedet rejse landet rundt og lave ”Til gudstjeneste med Paula Larrain” foruden de andre opgaver, hun finder plads til som freelancer. Hjerterummet er et sted, man bliver sendt ud fra, som Paula Larrain skriver på bogens sidste side:

”Fra hjerterummet skal vi ud og sprede det glade budskab. Igen og igen. Her gjort af mig. Fra et nyt og ydmygt sted.”