Prøv avisen

Fire mennesker fortæller: Det betyder stilhed for mig

Thomas Emil Horneman-Thielcke, Peter Vuust, Martijn van Beek og Nathalie Hein. Foto: Sofia Busk, Gregers Tycho/ritzau, Københavns Universitet og privatfoto

En sognepræst, en hjerneforsker, en antropolog og en døv person giver hver deres udlægning af stilhed

Thomas Emil Horneman-Thielcke, 39 år, er sognepræst i Herlufsholm Kirke:

Stilhed er en gave, vi selv må lære at bruge for at finde fred i sjælen. Man kan være verbalt stille, og man kan lade være med at røre sig, men måske er stilhed mere en tilstand. Et rum, man kan gå ind i, og hvor Gud allerede møder os med sin lydhørhed og kærlighed – sådan som vi også kan læse om det i ”Philokalia” (en samling af ortodoks kristne tekster skrevet mellem det 4. og det 15. århundrede, red.).

Stilhed er ikke et soloprojekt, snarere en kompetence; hvis vi kan lære at blive stille, kan vi også lære at blive mere åbne og lyttende. Ved gudstjenesten taler man om det tredje rum mellem den, der prædiker, og den, der hører, hvor stilheden findes i pauserne mellem ordene og mellem bogstaverne. Men egentlig mangler vi i gudstjenesten et rum, en mindre tidsperiode, hvor stilheden får en større plads. Det har vi manglet i århundreder, men måske vil vi få det nu, hvor interessen for stilheden er kommet igen. Stilhed er en indgang til Gud og dermed også til ens medmennesker.

Peter Vuust, 55 år, er professor i klinisk medicin ved Aarhus Universitet og leder af Royal Academy of Music:

For mig er stilheden også visuel. Hvis jeg stod midt på Times Square i New York og havde lukket helt af for hørelsen, ville jeg stadig opfatte skærmenes blinken og menneskemylderet som infernalsk støj. Forskning viser, at hjernen hele tiden stræber efter at lave så lidt som muligt. Det kan godt være, at vi selv er aktive, men hjernen er luddoven og forsøger at minimere det ukendte. Den bliver ikke mindre aktiv af, at der ikke sker noget, men meget tyder på, at den så får ro til at skifte mellem forskellige netværk.

Ved hyppig, høj eller uregelmæssig støj er den konstant på arbejde, og det er ikke godt for stressniveauet. Inden for de seneste 20 års forskning har man opdaget, at hjernen hele tiden forsøger at forudsige fremtiden, for så er den johome free. Når der er stilhed, eller den larm, der er, danner et forudsigeligt mønster, kan hjernen slappe af og bruge sig selv på andre ting. Hjernen er aldrig i ro, det skal man måske heller ikke ønske sig, for så er man død.

Martijn van Beek, 55 år, er p.hd. og lektor i antropologi på Aarhus Universitet:

Når det støjer mindre, hører man mere. Så banalt er det. Og vi bliver flere og flere, der leder efter entimeout. Som eksempel har jeg forsket i det samme område i Nordindien i 30 år – og i Ladakh i det østlige Kashmir var livet præget af stilhed. Der var en vej, men når den daglige konvoj af lastbiler havde passeret, var der stort set ingen anden trafik. I dag støjer det helt vildt, alle har mindst en bil, og mange har to. Det første billede, jeg skitserer med stilheden, bygger på mine ophold derude omkring 1985. Skrækbilledet er baseret på et besøg for et par år siden.

Støj er både mekanisk og mental – i form af alle de informationer, der påkalder sig ens opmærksomhed. Jeg fik først en smartphone for godt et år siden, men nu har jeg den på mig hele tiden. Man tjekker jo alt muligt på nettet, bare man står i kø et sted. Man bliver distraheret fra sig selv hele tiden af den der støj. Men der er flere mennesker, som begynder at opdage, at de værdifulde værdier ligger et andet sted.

Nathalie Hein, 50 år, er tv-tilrettelægger hos Schwung ApS og døv:

Visuel stilhed kan være utroligt flot: Hvis der ingen vind er, ses det på bladene. Sandet på stranden bevæger sig ikke, og havet er fladt. Jeg ved ikke, om hørende bemærker den samme stilhed i naturen, eller om de bliver fanget af lyde. Stilhed er ikke lig med passivitet, der er en dynamik i stilheden. Selvom jeg ikke kan høre, mærker jeg lyd. Hvis jeg sidder i sofaen og læser en bog, mærker jeg, hvis der kommer et vindpust, eller min hund bevæger sig.

Hvis der er helt stille, kan jeg mærke min puls, og jeg er mere opmærksom på, hvad der sker omkring mig. Hørende kan jo høre vinden blæse. Det kan jeg ikke, men jeg både mærker og ser vinden. Jeg ser, om bladene blafrer hurtigt eller langsomt. Jeg ser på folk omkring mig og kan se på dem, om de har travlt eller tager tingene roligt. Jeg mærker også vibrationer. For eksempel hvis en motorcykel drøner forbi mig. Det kan jeg mærke i min krop og få et chok af. Mens jeg får en masse sanseindtryk i stilheden.