Da der kun var få måneder til, at min farfars søster ville fylde 100 år, skrantede hun.
Måske var det influenza? Måske noget værre? Hun har aldrig spist meget og foretrak, trods en vægt langt under de 50 kilo, at spise Cheasy ost, men nu mistede hun helt sin appetit og ville end ikke spise sine ellers ofte foretrukne klementiner.
Hendes humør blev tungere og famlende. Der var sjældent lyse stunder at finde i telefonsamtalerne og besøgene på plejehjemmet. Stemmen blev mere og mere spinkel.
Hun aflyste fødselsdagen.
Flere gange.
Fandt forklaring på sine afvisninger af især min farbrors indsats ved at påberåbe sig sin alder.
”Der er ikke noget at fejre, jeg bliver jo bare ældre. Hvorfor skal jeg absolut holde mig i live til den fødselsdag,” sagde hun, og vi talte om døden.
”Det er den, jeg gerne vil. Jeg orker ikke mere,” sagde hun, og vi måtte tale videre om min søn, der sprang fra livet, da han var 22 år, og hendes logik, der hed, at det derfor ikke gav mening, at hun skulle blive så gammel.
”Kan du ikke se det, kan du ikke forstå det, kan du ikke,” kunne hun spørge gang på gang.
Jo, jeg så og forstod hende. Hun havde levet længe, mistet meget familie, mange venner, fået flere skavanker, kunne ikke gå og dårligt se. Og den unge dreng, der havde så mange kræfter og fik så få år.
Hendes logik var til at forstå, selvfølgelig var den det. Jeg har den selv. Hvorfor ham og ikke os?
”Jeg kan jo tale med dig om døden, du forstår,” sagde jeg til hende, og hun nikkede.
Hun kunne se den, hun forstod den, længslen efter at være hvor de savnede er.
For hende og mig er det logik, men logikken kan ikke aflive livet. Det ved vi.
Logikken lever ikke livet. Det ved vi.
Der skal andet til. En livskraft. Som kan slukkes. Som er tændt.
Som hendes, der vækkede hende hver morgen og fandt noget til hende at gøre. Hun var længe vred over det. Vred over at vågne. Over at skulle stå op. Over at fylde år.
Til sidst gav hun op.
Slap det hele.
Sagde ja til at blive skubbet i kørestolen frem til de 100 levende lys, de viftende flag, sangene, de hjemmebagte kransekager og champagnen, alle gæsterne, alle os, nevøerne, grandniecerne med mænd, koner og børn, venner fra før og om aftenen en særlig middag for beboerne.
Om hun nød det? Hendes eget svar var tvetydigt.
Selv om hun var født og opvokset i Bogense på Fyn, lød det jysk, da hun sagde, at ”dagen var god nok, men det bedste var, at den var overstået”.
Vi tog det som et udsagn om, at hun havde fået noget godt ud af at blive fejret. Det skulle vise sig, at vi havde mere ret, end vi anede.
Der er nu gået tre måneder.
Hun ler oftere, end hun har gjort længe. Virker lettet. Hun kan være i tiden, der bare går, i nuet, og skal ikke hele tiden forholde sig til den store dag, skellet, grænsen, det absolutte tal, 100 årsdagen.
Der er ingen datoer i fremtiden. Ingen stress over partout at skulle holde sig i live frem til at få brev fra Hendes Majestæt.
Nu skal hun ikke længere selv beslutte sig for at leve. Eller for at dø.
I lørdags kunne vi genoptage vores tilbagevendende samtale om døden og livet frem til da.
”Vi er her. Det må vi finde os i,” sagde hun.
”Ja,” sagde jeg, og hun fortalte, at hun er blevet vaccineret mod influenza, og til vores kaffe spiste hun ikke blot det meste af en klementin, men også en halv tebolle. Med tandsmør.