Agility skaber bånd mellem hund og ejer

Både hund og menneske får styrket hjerne og hjerte, når de dyrker agility. I klubben DcH Højme er der plads til alle – både dem, der bare vil hygge, og dem, der vil konkurrere

 ”Det, der er sjovt ved agility, er, at der er fart og tempo på,” siger Henriette Wiwel, som her er på agilitybanen sammen med hunden Flora. –
”Det, der er sjovt ved agility, er, at der er fart og tempo på,” siger Henriette Wiwel, som her er på agilitybanen sammen med hunden Flora. – . Foto: Anders Brohus/Ritzau Foto.

”En hund kan gå i skole og lære en masse ting.”

Sådan synger Shu-bi-dua i deres velkendte sang fra 1977, ”Vuffeli-vov”. Og den antagelse er ikke helt forkert. For menneskets bedste ven, hunden, har faktisk mulighed for at gå i skole og blive dygtig. Det kræver blot en ejer, der har lyst og tager sig tid til at følges med hunden.

Den slags mennesker er der mange af torsdag aften på det store grønne græsareal i Odense, hvor klubben DcH Højme holder til.

Det er agilityaften, og klubbens to agilityhold skal træne på det forårsgrønne græs, der er lige så grønt, som luften er kold skønt en gavmild forårsaftensol.

Det første hold er for nybegyndere, og derfor er det endnu så som så med de firbenedes færdigheder. Der er heller ikke stillet en rigtig agilitybane op – i stedet øver hund og ejer sig med små enkle færdighedsopgaver, der skal gøre dem klar til på et tidspunkt at løbe rigtig agility.

Hundene logrer løs, gør af glæde og ser bedende på deres ejere, når de har været dygtige, i håb om at fortjenesten falder i en godbid. En lille, brun hund har fået øje på, at en af dens firbenede kammerater leger vildt med sin ejer og kan ikke bevare koncentrationen. Med ét forsøger den at stikke af – den trækker voldsomt i sin hundesnor og er lige ved at lykkes med sit forehavende. Men kvinden i den anden ende af snoren er snarrådig og får i sidste øjeblik grebet ordentligt fat i snoren igen.

En af dem, der går på nybegynderholdet, er Line Bjørnskov Pedersen, der er af sted med sin sorte labrador Ozzy på to år. Det er første gang, hun har hund og også første sæson, hun er tilmeldt et agilityhold.

”Den er meget alene i hverdagen, og så ville jeg gerne lave noget med den, som var hyggeligt for os begge to. Jeg er meget godt tilpas i det. Jeg har været vant til at spille fodbold, men det gør jeg ikke mere, og så er det dejligt at komme ud og få frisk luft på den her måde i stedet,” siger hun, mens Ozzy ved hendes side utålmodigt venter på næste opgave.

Flora har flere gange vundet medaljer.
Flora har flere gange vundet medaljer. Foto: Anders Brohus/Ritzau Foto

Line Bjørnskov ved endnu ikke, om hun på et tidspunkt vil gå til konkurrence med Ozzy, som godt halvdelen af klubbens agilityudøvere gør, eller om det skal forblive ved hyggen.

”Jeg kan nok være lidt i tvivl om, hvorvidt vi bliver gode nok. Men ellers kunne det da være meget sjovt,” siger hun.

Ifølge formand for DcH Højme Jim Hempel, der selv har en border collie, som han træner med, er agility for alle, der har lyst til at tilbringe tid og være aktiv med sin hund. Der er både børn og ældre i foreningen, og det er ikke en forudsætning, at man selv er god til at løbe.

”Man kan lære at fjerndirigere hunden, så man kan sagtens være med, selvom man ikke er så god på benene,” siger han.

Jim Hempel mener, at alle hundeejere har pligt til at være aktiv med deres hund og sørge for, at den bliver udfordret og leget med. Om det så er at lære den lydighed, at gå spor med den eller, som han gør, at træne agility er ikke afgørende. Han er dog ikke i tvivl om, hvorfor folk vælger agility.

Foto: Anders Brohus/Ritzau Foto

”I agility må man rose sin hund og tale til den hele tiden i modsætning til for eksempel lydighedstræning, og det tror jeg, at mange bliver bidt af. Der er en meget positiv stemning,” siger han.

Begynderholdets træning er slut, og nye hunde venter utålmodigt på sidelinjen. Det er de øvede, hvoraf flere er vant til at gå til konkurrencer. Deriblandt Henriette Wiwels to hunde Otto og Flora, som også flere gange har vundet medaljer.

”Det, der er sjovt ved agility, er, at der er fart og tempo på. Hunden og jeg skal begge reagere hurtigt. Og så er det også bare rart at være aktiv sammen med sine hunde. At få en hund er lidt ligesom blind dating – man ved ikke, om hund og menneske er et godt match, men med agility kan man styrke båndet imellem os. Og så har jeg ikke fået hunde, bare for at de skal ligge hjemme på sofaen hele tiden,” siger hun.


Der findes ikke en enkelt model for en agilitybane, som bruges til alle konkurrencer. Banerne er forskellige fra gang til gang, og derfor er det også en stor udfordring for ejeren at få hunden til at gennemføre banen i rigtig rækkefølge så hurtigt som muligt. Inden en konkurrence har hundens ejer otte minutter til selv at gå banen igennem og forsøge at indprente sig den, så hun kan dirigere hunden til at klare forhindringerne i rigtig rækkefølge. Misser den en forhindring eller tager dem i forkert rækkefølge, giver det minuspoint.

Henriette Wiwel går hen til sin bil med hunden Otto. Han har fået lov at gennemføre banen flere gange og er blevet belønnet med ros, klap og ikke mindst små stykker skinkekød. Nu er det Floras tur – hun har pænt siddet og ventet i bilen og hopper tydeligt begejstret ud af bagagerummet. Også den løber dagens bane igennem flere gange og viser sin glæde ved at gø højlydt det meste af vejen rundt. Den er hurtigere end Otto, men det er ikke nødvendigvis en fordel.

”Otto er ikke nogen raket, men han klarer sig altid godt, fordi han ikke laver fejl. Flora derimod er en lille raket, men til gengæld løber hun så stærkt, at hun oftere kommer til at lave flere fejl,” siger Henriette Wivel, mens Flora velfornøjet gnasker godbidder i sig og ligner en, der er mere end klar til en omgang mere – fejlfri eller ej.